Ekspert: Liverpool-manager er lettet over Gerrards afsked

Steven Gerrards annoncerede stop er godt nyt for Liverpool-manager Brendan Rodgers. Det mener Premier League-ekspert Morten Bruun. Fold sammen
Læs mere

Den danske Premier League-ekspert Morten Bruun er ikke i tvivl om, at Steven Gerrard har haft kolossal betydning for Liverpool i de sidste 25 år. Alligevel tror han, at Liverpools manager Brendan Rodgers vil være lettet over, at Gerrard selv har valgt at takke af i klubben.

- I de sidste 25 år har han uden sammenligning været Liverpools mest betydningsfulde spiller. Og derfor tror jeg egentlig, at Brendan Rodgers er lettet og tilfreds med, at Gerrard selv annoncerer sit Liverpool-farvel. For nu risikerer han ikke at skulle sætte en klublegende af holdet, og på den måde undgår han en større konflikt, og det er netop konflikter som disse, der kan koste trænere jobbet, lyder vurderingen fra Morten Bruun, der mener at timingen kunne have været bedre for Gerrard.

- Selvfølgelig havde drømmen nok været at slutte af med Premier League-trofæet, men det bliver ikke tilfældet. Så derfor er timingen egentlig ok, for han efterlader samtidig ikke et Liverpool-mandskab i opløsning, siger Morten Bruun, der ser Gerrards Liverpool-exit som en erkendelse af, at han aldrig kommer til at vinder Premier League.

Og netop Steven Gerrards manglende Premier League-trofæ gør, at han ikke hører til blandt de allerstørste legender i Liverpools historie.

- Han er den største i en Liverpool-epoke uden mesterskaber. Men det, at han ikke har vundet et eneste mesterskab, er for iøjefaldende en mangel til, at han hører til blandt de absolutte legender som eksempelvis Kenny Dalglish og Ian Rush, vurderer Morten Bruun.