Det bliver værre i år

INTERVIEWKulturminister Brian Mikkelsen kæmper en indædt kamp mod doping. Han kan se tilbage på et trist sportsår 2006, som blev skæmmet af nogle massive dopingsager. Men selv om han tror på, at doping kan bekæmpes på langt sigt, forventer han stigende problemer frem mod OL i Beijing næste sommer.

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Brian Mikkelsen er en svær mand at lave aftaler med i begyndelsen af det nye år. Netop hjemvendt fra juleferie i Thailand med familien har han travlt i ministeriet og i Folketingssalen, hvor der konstant er bud efter ham. Af samme grund havde vi flyttet vores møde fra Kulturministeriet over Frederiksholms Kanal til det konservative gruppeværelse S 2-0834, som ligger på anden sal på Christiansborg. Men det stod hurtigt krystalklart, at også dette møde måtte opgives.

På det interne TV på Christiansborg kunne man følge en intens debat i salen mellem Ole Sohn og Brian Mikkelsen. En debat, som truede med at vare uendeligt. I hvert fald så længe, at kulturministeren - og i dette tilfælde sportens minister - skulle videre til nye møder og forhandlinger.

Vi endte til sidst med at aftale et telefoninterview, som skulle handle om doping. For kampen mod doping optager den konservative minister i en grad, så han har fået ry for at være en politisk høg i bekæmpelsen af snyd og doping i idrættens verden.

Af samme grund er han dybt engageret i det verdensomspændende antidopingagentur WADA, hvor han i dag er Europas medlem af forretningsudvalget.

»Jeg kunne godt være blevet præsident for WADA, men så ville jeg samtidig få sæde i den internationale olympiske komité, IOC. Så ville jeg ikke have tid til at være kulturminister i Danmark, og det er jo stadig det job, jeg har valgt at beskæftige mig med. Men jeg er kun 40 år, og det er absolut ingenting i den sportspolitiske verden. Samtlige jeg arbejder sammen med er langt ældre,« fortæller Brian Mikkelsen, som har dette erklærede mål:

»Jeg vil gerne have flest mulige børn og unge til at dyrke sport. Af sociale og sundhedsmæssige årsager. De skal vide, at det er en ren sport, de dyrker - uanset hvilken idræt de vælger.«

Et trist år
Men det er i høj grad elitesportens og især cykelsportens problemer med doping, som stod i højsædet i året, der gik.

»2006 var et meget, meget trist år for cykelsporten, og jeg frygter personligt, at Tour de France er ved at miste sin sjæl, hvis man ikke sørger for at få renset dopingen ud af sporten.

Touren mistede sin glans sidste år, da Basso og Ullrich blev smidt ud dagen før, det hele gik i gang. Da Floyd Landis så oven i købet blev snuppet lige efter afslutningen, mistede man vel alle sine illusioner.

Det er i høj grad rytternes og holdene, som skal tage et opgør med sig selv, så det altid i fremtiden bliver den rytter, der har det største talent, træner hårdest og optimerer alt omkring sig, der vinder løbene. Det opgør kan jeg endelig mærke er i gang - og det glæder jeg mig over.«

Det har været et skidt år for cykelsporten, men vel ikke for dopingbekæmpelsen?

»Nej. Jeg vælger at se det som noget positivt, at vi har snuppet de ryttere, der har snydt. For man har jo hele tiden den frygt, at det er rytteren med de bedste læger, der løber af med sejren.«

Konkurrence på stoffer
Kan man ikke bare lempe reglerne for doping i elitesport?

»Nej, for så har vi den situation, som jeg frygter inden for både cykelsporten og eliteidræt generelt.

Hvis ikke vi siger stop, bliver det en konkurrence på stoffer og størrelsen af medicinskabet og på at have den mest grænsesøgende læge. Det får nogle skæbnesvangre sundhedsmæssige følger, giver en uheldig signaleffekt over for yngre idrætsudøvere, og så ødelægger det fascinationen af sporten.

Det er vigtigt, at en vinder i sport har noget, som er lidt bedre end konkurrenten. Og det noget skal altså ikke være et medicinsk præparat. Og alt det siger jeg til dig nu, fordi jeg tror, at det er den logiske brist, som gør, at cykelsporten kan få et problem.

Tænk på, at på et tidspunkt sidste år cyklede ingen af de ryttere, som blev hyldet som vindere af de tre store etapeløb - Tour de France, Vueltaen og Giroen. Altså samtlige var udelukket på grund af enten dopingmisbrug eller stærk mistanke om misbrug af doping. Det er bemærkelsesværdigt.

Vi kan se, hvordan rytterne planlægger deres misbrug så detaljeret, som vi så det i Tyler Hamiltons og Fuentes' tilfælde. Så er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, at vi har en udfordring - at vi skal teste rytterne på det helt rigtige tidspunkt. Vi skal lave flere out-of-competition tests, og det er det internationale cykelforbund også indstillet på.«

Flere test
Men kun en fjerdedel af de danske tests af cykelryttere bliver taget uden for konkurrence. Er det godt nok, når WADA opfordrer til flere end det dobbelte?

»Nej, og det skal også nok blive bedre. Men inden for WADA foretager kun 13 ud af 35 internationale sportsforbund overhovedet out-of-competition tests. Så i mange idrætsgrene kan man principielt frit dope sig i hele opbygningen til sæsonen, hvis blot de sikrer sig, at stofferne er ude af kroppen, når konkurrencerne går i gang. Derfor har jeg bedt WADA om at sikre, at alle forbund tester sine udøver uden for konkurrence.«

Men selv i Danmark kan vi jo ikke følge med WADAs anbefalinger?

»Nej, og vi skal også op på et meget højere tal. Men det handler om penge, og det handler om at prioritere. Det er vigtigt, at de nationale antidopingorganisationer gennemfører disse test. For op til OL i Beijing næste sommer regner vi med at øge antallet af out-of-competition test 25 pct.»

Meget tyder vel også på flere dopingsager op mod en stor sportsbegivenhed som OL?

»Ja, det kan man frygte. Atletik og cykling er de to idrætsgrene, hvor vi har set de største sager i den seneste tid. Og det er to relativt store OL-discipliner. Så begge verdensforbund er opmærksomme på, at der kan komme en stigning i det kommende år.«

Tror du, at OL alene kan øge antallet af dopingsager?

»Ja, det tror jeg. For det er nu, idrætsudøverne bygger sig op. Så det er i år, at vi skal være specielt opmærksomme på doping.«

Hvorfor skal vi overhovedet fokusere på doping?

»Fordi vi ellers mister glæden ved at overvære den pågældende idrætsgren. Vi føler os holdt for nar af de pågældende atleter. De betyder, at vores fascination af den sport mister noget af glansen. Børn og unges fascination af at dyrke den sport ryger også. Og sådan skrider det hele lidt.

Det der skete sidste sommer med de store sager, gjorde mig ikke bare trist, men også vred, fordi jeg som tilskuer følte mig snydt af de store stjerner. Men også vred på vegne af de andre udøvere under Tour de France, som helt sikkert var rene - som træner dag efter dag, år efter år med henblik på at blive bedst i de enkelte konkurrencer. Og så kan de opleve, at andre prøver at snyde dem. Det synes jeg da er forkasteligt.«

Os og dem
Præsidenten for det internationale cykelforbund UCI, Pat McQuaid, skelner mellem dopingopfattelsen i nord og syd. Han mener, at der i dag er et sammenstød mellem to kulturopfattelser. Mellem den angelsaksiske kulturs værdier og det, han kalder den mafiøse del af europæisk kultur.

Støtter du McQuaid i den antagelse?

»Jeg har ikke noget empiri, som støtter mig, men jeg har da en opfattelse af, at han har ret. Vi har så højt oplysningsniveau og så stor opmærksomhed på doping i vores del af verden - som McQuaid kalder den angelsaksiske verden - at vi godt ved, når vi snyder.

Enhver dansk idrætsudøver ved, at doping er ulovligt, forkert, sundhedsfarligt, uetisk og unfair over for konkurrenterne. Hvis en dansker bruger doping, er det bevidst tåbeligt - og samfundet vil fordømme det. Hvis en idrætsudøver bliver snuppet i Danmark, er han paria.«

Ser du her en kontrast til opfattelsen i Sydeuropa?

»Ja. Du kan bare se, hvordan de opfatter Ivan Basso i Italien. I store dele af Italien er han fortsat en helt, og han har nu skrevet kontrakt med et nyt cykelhold - godt nok et amerikansk, som forsøger at komme ind i Italien. Der er ikke nogen tvivl om, at der er en lignende opfattelse af doping i ledende sportskredse sydpå. Derimod ser vi en benhård og aggressiv afvisning af doping i de politiske kredse - både i Spanien, Frankrig og Italien.»

Ikke skrappere lovgivning
Er Sydeuropa ikke i virkeligheden foran os med en skrappere lovgivning mod doping?

»Jo, de er skrappere i for eksempel Spanien, Frankrig og Italien. Se opgøret med Fuentes i Spanien og se hele diskussionen op til Vinter OL i Torino, hvor italienerne truede med at pågribe og fængsle idrætsfolk, som brugte doping.«

Bør Danmark have en hårdere lovgivning mod doping?

»Det overvejer jeg hele tiden. Men vi har jo en lov mod doping, fordi det er underlagt narkolovgivningen i Danmark. Dopingmidler regnes for et lettere euforiserende stof, som der er forbud mod at indføre.«

Men det er jo netop omfattet af den bløde narkoparagraf, og misbrug i sig selv er vel ikke kriminaliseret?

»Jo, - i hvert fald på organiseret plan. Men vi har en blødere holdning i Danmark til, hvor hårdt vi skal tage fat i den enkelte misbruger. Vi går hårdere efter den systematiserede indsmugling og salg. Men det er ikke mere kriminelt end hash, og det mener jeg heller ikke, at det skal være. Trods alt,« siger Brian Mikkelsen.