Denne fodboldkamp vil aldrig blive glemt

Der var ingen grænser for selvdestruktionen, da Brasilien spillede VM-semifinale mod Tyskland. Det blev kampen, man aldrig vil glemme, skriver Berlingskes sportsredaktør.

Brasiliens anfører David Luiz græder efter 1-7 nederlaget til Tyskland i VM semifinalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTOPHE SIMON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er den mest spektakulære nedsmeltning i professionel sport, jeg har set, siden Jean Van de Velde mistede besindelsen under golfturneringen British Open i 1999.
Tro mig. Tag en tur på Youtube.

Brasilien, verdens største fodboldnation også selv om englænderne stadig skaber sig nogle gange, havde før tirsdag aften ikke tabt en betydelig kamp på hjemmebane siden  1975.
Og så tabte VM-værtsnationen 1-7 til et tysk landshold, som på en endnu skarpere dag havde vundet med 10 eller 11 eller 12.

Sejren for evigheden, skriver den tyske avis Bild, og det er ikke engang en overdrivelse. Dine tip-tip-oldebørn vil tale om denne kamp. Den vil tilhøre legenden om VM i fodbold de næste 100 eller 200 år.
Dette var det største brasilianske nederlag nogensinde. Det tangerer 0-6 mod Uruguay i 1920. Men dette sker i den moderne æra, og det er stadig ubegribeligt. Det er det største nederlag på hjemmebane, markant værre end 1-5 mod Argentina i 1939.

En værtsnation har aldrig før tabt så stort under VM. Den hidtidige rekord er tre mål og dermed senest Sydafrikas 0-3 mod Uruguay i 2010. Der er heller aldrig scoret syv mål af samme hold i en VM-semifinale. Men det skete i fodboldens HQ, i sambalandet, hvor man tager en lille smule patent på den målsøgende fodbold.

Man kan roligt - helt uden frygt for at overdrive - påstå, at dette bliver et brasilianske stykke historie, der kommer til at galoppere rundt i det brasilianske ånds-, kultur- og sportsliv de næste mange årtier.

Tænk bare, hvordan Danmarks 1--5 mod Spanien fra 1986 stadig præger vores tankesæt.

Brasilien tabte i 1950 verdensmesterskabet på hjemmebane på Maracana i Rio de Janeiro efter et 1-2-nederlag til Uruguay i slutrundens sidste kamp. Det hjemsøger stadig nationen, og slangbegrebet Maracanazo er almindelig anerkendt i hele Sydamerika som den undertippedes sensationelle sejr over overmagten.

Men 1-2 mod Uruguay har da intet på 1-7 mod Tyskland 64 år senere.

Resultatet var mildest talt opsigtsvækkende. Det var så slemt, at tv-produktionen måtte ty til rulletekster for at få alle målscorere præsenteret. Men det var vel kampens indhold og brasilianernes rene selvdestruktion, der fik tv-seere over hele verden til at sætte en rekord på Twitter. Aldrig før har så mange mennesker kommenteret på en enkelt sportsbegivenhed på det sociale medie. Forundring var vel den generelle 'feel.'

De brasilianske spillere fulgte pænt med i kampens begyndelse, indtil tyskerne åbnede scoringen efter hjørnespark. Derefter begyndte et sammenbrud, man simpelthen aldrig ser i topfodbold.
Tyskerne tilspillede sig i forladte zoner og i konstant retvendte positioner en strøm af halve og hele målchancer og evnede foruden de syv scoringer at komme i overtal på banens sidste tredjedel 16 gange.
Det er et tal, ingen træner kan forestille sig ske bare i U17-fodbold.

Ganske symptomatisk misbrugte tyskeren Mesut Özil en afslappet friløber, sekunder inden brasilianeren Oscar reducerede til sidst. 1-7 var ikke et milligram for meget. Det burde have være værre i en kamp, hvor hovedrige brasilianske topspillere undlod at løbe efter bolden, undlod at dække op, undlod at interessere sig for andet end at gemme sig.

I kampens sidste halve time, da det måtte stå fuldstændig klart - selv for den blinde - at kun æren kunne reddes for Brasilien, stod fire-fem spillere stadig helt fremme, når tyskerne løb kontra.

Jamen, jeg har simpelthen aldrig set så nonchalant eller opgivende adfærd på en fodboldbane før.

Den brasilianske angriber Fred, som blev piftet ud af banen, havde kun 17 boldberøringer inden pausen. Det var én færre end den tyske målmand Manuel Neuer, som på det tidspunkt havde haft en temmelig rolig aften.
Jeg kan ikke forklare det anderledes, end at det normalt så selvtillidsfyldte landshold fra Brasilien hele vejen til de sidste minutter har haft svært ved at begribe, hvad der foregik og naivt blev ved med at hamre løs i troen på, at det hele kunne vendes.

Det gjorde kun alt værre.

Den brasilianske landstræner Luiz Felipe Scolari er selvfølgelig færdig efter dette mareridt. Selv hvis det havde været Danmark, Østrig eller Cypern, var træneren blevet afskediget efter sådan en kollektiv omgang afmagt.
Og Brasilien vil nu bruge lang tid på at diskutere, om alting mon skal forandres. I 1950 smed man både de hvide trøjer og nægtede i lang tid at spille på Maracana. Alt blev sat til diskussion. Men Brasilien skal i første omgang forsøge at undgå endnu en ydmygelse i bronzekampen mod enten Holland eller Argentina. Det bliver noget af en mental opgave.

Tyskland bliver verdensmestre, skreg hele verden efter 7-1-sejren. Det er lige meget, hvem de skal møde nu. Klasseforskellen er total.  Men lad os nu få en kold klud på panden og erkende, at Brasilien gjorde mindst det halve arbejde i et historisk resultat. Det er ikke mange dage siden, at Tyskland var ved at ryge ud i ottendedelsfinale mod Algeriet.

Alle fodboldkampe har sit helt eget liv og sin helt egen rytme, som den dygtige tysker Thomas Müller klogt sagde efter semifinalen.
Hverken Argentina eller Holland - og da slet ikke Holland - vil tillade den taktiske, mentale og tekniske ødelæggelse, der ramte Brasilien.
Det virker helt umuligt.

Men Tyskland skal selvfølgelig have respekt for at stemple ind som finalens favorithold især takket være en midtbane, som i fødderne på Khedira, Schweinsteiger og Kroos næppe er set meget bedre under VM. Og selvfølgelig takket være verdens ubetinget bedste målmand, Bayern-keeperen Manuel Neuer.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard