Den syge eliteidræt

At nå til tops i sportsverdenen er en attraktiv målsætning for unge mennesker med talent. Vejen dertil er ubønhørlig, og i ugens løb fik vi dokumentation for, at den også kan være decideret syg.

DR Sportens fremragende dokumentar »Svømmestjerne – under overfladen« viste gennem personlige og modige beretninger dansk elitesvømnings skyggeside med spiseforstyrrelser, ydmygelser og depression. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS XAVIER MARIT

Eliteidræt sætter sine spor på krop og sjæl. Altså hos udøveren. Vi andre elsker at se på. Nogle af os mere besatte end andre, mens dem, der leverer underholdningsvaren må slide i træningslokalerne og på banerne for konstant at optimere præstationerne. Citius, altius, fortius som den latinske gradbøjning lyder i det olympiske motto – »Hurtigere, højere, stærkere«.

Andre tillægsord melder sig i konkurrencen om at nå helt til tops. »Rigere« er et incitament i den mere velbeslåede ende af sportsgrenene. »Tyndere, sygere, ensommere« synes at være slagsiden i den anden ende af skalaen. Slankere som i en spiseforstyrret træningshverdag, hvor småfascistoide trænertyper kan ødelægge især unge pigers drømme om at stå øverst på skamlen i svømning, gymnastik eller atletik.

De personlige og modige beretninger fra netop den verden og hverdag står tilbage som skræmmende vidnesbyrd om eliteidrættens dyrt betalte pris efter DR Sportens journalistisk fremragende dokumentar på DR1 »Svømmestjerne – under overfladen« søndag aften, der i tematisk format i ugens løb blev fulgt op med grumme eksempler fra andre idrætsgrene som gymnastik, atletik og badminton.

Svømmernes fortællinger om ydmygende vejninger til alles skue ved bassinkanten; en træner, der konsekvent titulerer en af sine U-landsholdstalenter »fede Sidse« og driver hende ud i selvmordstanker; spiseforstyrrelse, pillemisbrug og hospitalsindlæggelse. Ikke bare et enkelt isoleret tilfælde, men vidneberetninger over samme læst på stribe. Også fra store medaljevindernavne som Jeanette Ottesen og Mette Jacobsen.

Massiv ansvarsfraskrivning

I systemets forsvarspositioner hos Dansk Svømmeunion og Danmarks Idrætsforbund tilskrives metoderne et stykke hen ad vejen fortidige eller udenlandske trænerdinosaurer uden acceptabel gang på dansk jord. En lige lovlig let fraskrivning på bundlinjen, da også nuværende danske toptrænere og endnu virkelystne udenlandske ditto fremdeles svinger pisken i svømme- og gymnastikverdenen, så både talentfulde atleter og forældre har famlet i mørke efter bassinkanter og redningskranse hos ansvarsfraskrivende eller uvidende klub- eller landsholdsledelser.

Jo, man beklager over en kam. »Lægger sig fladt ned« i den ledelsespopulære og konsekvensløse udlægning af, at vi ikke vidste en dyt om, hvad der foregik og ikke passede vores arbejde godt nok. For i virkeligheden ligner det et omsorgs- og tilsynssvigt af dimensioner i både specialforbund og Danmarks Idrætsforbund. Og såmænd også Team Danmark. Når det gælder idrætsgrene som svømning, atletik og gymnastik skal der åbenbart mere til end den værktøjskasse, man hos blandt andre DIF henviser til, som trænere og ledere kan benytte sig af i arbejdet med atleterne.

Unge og talentfulde teenagepiger i præstations- og udholdenhedsidrætsgrene, hvor fedtprocent, vægt og kropsbygning har indflydelse på både sportslig udvikling og resultater, er ifølge forskere og eksperter særligt eksponerede for at udvikle spiseforstyrrelser og ramme frontalt ind i mentale murstensvægge. Et professionelt elitesportsliv med skole, venner og Insta-profil on the side. Forældre, der forsøger at holde trit i ansvarligt opsyn og dog på så respektfuld afstand, at man ikke blander sig unødigt i karrierekommunikationen mellem stræbsom datter og træner.

Den tillid har man fra træner- og forbundsside i alle disse enkelttilfælde ikke formået at leve op til. Og måske vægten fra DIF- og forbundsside skal udstyres med en mere realistisk måleenhed ud i ambitionsniveau og resultatfiksering.

I forhold til Team Danmark, har specialforbundene én valuta at afregne i, når der skal støttekroner fra Team Danmark i kassen til at finansiere OL- og VM-drømmene: Resultater. Omregningens pund til pund-vejningsmetode går nogenlunde proportionelt på vægten af støttekroner i den ene vægtskål og medaljemetal i den anden.

I de særligt udsatte idrætsgrene synes vejningsmetoderne af atleterne og i kontorerne hos Team Danmark at trænge til en proaktiv indsats, så diætister, mentaltrænere og ledere ikke efterlades passive med værktøjskassen og afventer inkompetente træneres fallit. De skal i sagens natur spottes i deres ugerning og ikke på den traumatiserende bagkant, DR-dokumentaren har blotlagt.

Foreningsdanmark er karakteriseret ved og baseret på frivillige trænere og ledere i titusindtal, om end rekrutteringen forekommer stadig vanskeligere i et fragtmenteret fritidsbillede. I Elitesportdanmark handler det til gengæld om faglighed, uddannelse og kompetence på trænersiden. Kvalitetssikringen ligger hos DIF, specialforbund og Team Danmark. Et overordentlig stort ansvar, så vi andre kan læne os tilbage i sofaen og leve med i 50 meter fri og guld til Danmark. Med slikskålen på bordet og folkesundheden på pause for en stund med handlingsmættet eliteidræt på skærmen.

Jagten på marginalerne

Går alle andre end de udsatte idrætsgrene fri af spiseforstyrrelser, depressioner og angst? Næppe. I alle sportsgrene leder man efter de såkaldte »marginal gains«, som alt afhængig af midlerne til rådighed omfatter en hær af førnævnte diætister, specialtrænere og sportspsykologer. Også i holdidrætterne. Drengene og mændene går givetvis ikke ram forbi.

Cykelryttere, der piner sig selv for at holde kampvægten nede og i stadig mangel på resultater fristes af nålens smutvej til et quick fix. Den hårde scouting af fodboldtalenter langt ned i ungdomsrækkerne, som efterlader i hobetal af tåretunge dyner i de slukkede drømmes drengeværelser. Mens de, der kommer igennem de få nåleøjer, intensiverer træningen i enhver henseende. Citius, altius, fortius.

Det gør ondt at nå toppen i sportsverdenen, det går hedt for sig ved lykkesmedenes ambolt. Nok skal det være sjovt, men det er sjældent for sjov. Elitesport er benhårdt arbejde, og det er de færreste forundt at få løn som fortjent. For de endnu færre venter der måske millioner, hæder og ære for enden af ungdommens og det tidlige voksenlivs nådesløse udskilningsløb.

Men ingen skal nogensinde, som i ikke én eneste gang i idrætsvelfærdsdanmark, udsættes for en træner, der på en træningslejr stiller sig op foran hele gruppen, griber fat i en svømmers maveskind og kalder hende: »Fede Sidse«. Så er eliteidrætten syg ...