Dansker brager sig til tops i PGA Championship

Syv birdies på første runde sendte Lucas Bjerregaard alene i spidsen af PGA Championship på Wentworth.

Lucas Bjerregaard havde gang i superspil i første runde i European Tour-turneringen BMW PGA Championship. Paul Childs/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den danske golfspiller Lucas Bjerregaard fandt topspillet frem torsdag, da nordjyden imponerende ved European Tour-turneringen BMW PGA Championship.

På Wentworth-banen i Surrey i England leverede Lucas Bjerregaard hele syv birdies på torsdagens første runde, og da han ikke lavede afgørende fejl, så sluttede han syv slag under banens par på 72 slag.

Det sendte Lucas Bjerregaard helt til tops efter den første runde, hvor han alene sidder på førstepladsen, mens få spillere stadig mangler at færdiggøre deres runde.

Lucas Bjerregaard spillede sig alene i front, da han sluttede med en birdie på sit sidste hul.

Bag danskeren ligger to sydafrikanere, da Dean Burmester og Darren Fichardt gik dagen i seks slag under par.

Fichardt leverede seks birdies, mens Burmester nåede op på fem af slagsen. Dertil kom dog en bogey, men også en eagle på et par-4 hul.

Allerede på sit andet hul sørgede Lucas Bjerregaard for en birdie, der blev fulgt op på fjerde, syvende og niende hul.

Efter hul 12 og 16 var danskeren på omgangshøjde med begge sydafrikanere, der var færdige med deres runder. Næstsidste hul var et par-fem, og her brugte danskeren fem slag.

På det sidste hul havde han også fem slag at gøre godt med for at gå i par, men her snuppede Lucas Bjerregaard endnu en birdie.

Dermed lykkedes det ham akkurat at lægge sig alene i spidsen af turneringen, mens et par spillere dog mangler at gøre deres runde færdig.

Det var i det hele taget en fornem dansk førstedag i turneringen, da Lasse Jensen med fire slag under ligger på en delt syvendeplads.

Foran ham på en delt fjerdeplads ligger den nordirske golfstjerne Rory McIlroy et slag dårligere end Lucas Bjerregaard.

Thorbjørn Olesen er delt nummer 12 med to slag under, mens Jeff Winther er delt nummer 57 efter en dag i par.

Thomas Bjørn måtte notere sig tre slag over og ligger langt tilbage ligesom Søren Kjeldsen, der gik i fire slag over.

/ritzau/