Lucas Bjerregaard lægger sig i spidsen på Sicilien

Golfspilleren Lucas Bjerregaard kunne gå i klubhuset som nummer et efter en runde i seks slag under par.

GOLF-EPGA-POR-MASTERS - 201805
Lucas Bjerregaard indledte med en runde i seks slag under par på Sicilien. Scanpix/Francisco Leong Fold sammen
Læs mere

Den danske golfspiller Lucas Bjerregaard fik torsdag en fremragende start på European Tour-turneringen Rocco Forte Open i byen Agrigento på Sicilien.

Han leverede en runde i 65 slag svarende til seks slag under par, og dermed kunne han gå i klubhuset på en foreløbig førsteplads i turneringen.

Bjerregaard lagde stærkt ud med fem birdies på de første ni huller, inden han på tiende hul måtte notere sig rundens eneste bogey. Han genfandt dog kursen og lavede yderligere to birdies.

Klokken 13.20 fører Bjerregaard med to slag ned til de nærmeste konkurrenter, men en del spillere mangler at færdiggøre runden, og nogle har end ikke taget hul på den.

Thomas Bjørn og Jeff Winther har færdiggjort første runde. Begge skulle bruge 71 slag, hvilket svarer til banens par. Thorbjørn Olesen gik runden i 74 slag - tre over par.

Søren Kjeldsen deltager også i turneringen. Han tager hul på runden klokken 13.25.

/ritzau/