Dansk Le Mans-vinder gør comeback efter tre år

Casper Elgaard sætter sig igen bag rattet.

»Jeg glæder mig rigtig meget! Det bliver fantastisk at køre igen,« siger han.

Det er er efterhånden tre år siden, at han stoppede karrieren som racerkører for at hellige sig jobbet som teamejer fuldt ud.

Når den nye standardvognsserie, TCR Denmark, næste år rammer Danmark, gør han imidlertid coneback. Det er der flere gode grunde til.

»Ét er, at jeg jo prøvede kræfter med TCR, da TCR Scandinavia gæstede Grand Prix Danmark i år. Jeg blev enormt imponeret af bilen, og samtidigt synes jeg, at det nye TCR Denmark er en rigtigt spændende klasse, som har meget potentiale og nyder stor sponsorinteresse,« siger Casper Elgaard i en pressemeddelelse;

»Derfor har jeg taget hjelmen ned fra hylden igen.«

Han vil i 2020-sæsonen blive kørende teamchef for sit hold, Massive Motorsport.

»Jeg ser frem til en superspændende sæson - dels fordi jeg selv skal køre, men i høj grad også fordi TCR starter op og bliver en klasse, som jeg er sikker på vil give hele sporten et boost i Danmark,« siger han.

Den tidligere Le Mans-vinder og flere gange DTC-mester gjorde som tidligere nævnt i september et minicomeback, da TCR-klassen, Touring Car Racing, gæstede Danmarks Grand Prix.

Indtil da havde Casper Elgaard ikke kørt race siden 2016, men den oplevelse var med til at føde ideen om at vende helt tilbage som kører.

»Inden Grand Prix Danmark anede jeg ikke, hvor meget det ville have kostet, at jeg ikke havde kørt i tre år. Jeg synes - trods uheldet i finalen - at jeg fik bevist, at farten stadig er der. Jeg skulle nok have holdt mig på måtten, men jeg var så meget racerkører i situationen, at jeg satsede det hele i jagten på et podie alligevel,« siger Casper Elgaard:

»Det har bestemt betydet noget i den her beslutning, så nu skal der trænes. Jeg må have snøret løbeskoene, for den fysiske træning har været lidt forsømt de sidste tre år - men jeg glæder mig enormt til at komme i gang.«