Folkets kærlighed, deres styrke.
Publikum møder Malene Schwartz og Jesper Langberg med applaus: Alt det de har været, alt det de stadig er! Det er den stjerneglans, der står om de to karismatiske skuespilveteraner, som den amerikanske dramatiker A.R. Gurneys »Kærestebreve« skal leve af.
Ikke at det er noget dårligt stykke, skønt det velsagtens er lige lovlig kalkulerende i sin beskrivelse af den uforløste romance mellem priviligerede barndomsvenner fra det amerikanske overklassemiljø gennem deres livslange brevveksling, der bølger frem og tilbage med de muligheder for nærhed og distance, som kunsten tillader.
Et vittigt-vemodigt partitur, der veksler mellem smil og tårer, i takt med at barndommens åbne land erstattes af alderens desillusion.
Fint afstemt iscenesættelse
Titlen er i grunden misvisende: For den oprørske Melissa og den konforme Andy får aldrig hinanden, selv om der aldrig er tvivl om kærligheden.
I Kasper Wiltons fint afstemte iscenesættelse er der forbilledlig styr på stykkets bittersøde udviklingskurve. Og siddende bag hver sit skrivebord foran det røde teatertæppe med manuskripterne foran sig, mobiliserer Malene Schwartz og Jesper Langberg al deres lagrede charme og slebne repliksikkerhed.
Hun er vidunderligt tøsevorn i de indledende scener og fanger den vilde piges rastløse livsglæde og frimodige replik - de mange serveres herligt over nettet med prikker under udråbstegnene. Rørende i takt med at mulighederne skrumper tragisk ind. Helt uden alder som hun sidder der med det smukke hoved. Han rammer stivstikkerens omstændelighed med sin lidt tøvende, distræte replik, men også den varme, undrende følsomhed som gemmer sig bag slipset på den konforme samfundsstøtte, den pæne dreng ender med at blive. Sammen hæver de stykket op i et niveau, hvor det giver mening.
Er det selve livet, vi oplever? Det er lige før, vi synes det.
