Det, der er kærlighedens essens for en, kan være et slag i ansigtet for en anden

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Nu, hvor vi er sammen, er det bedre,« gentager Nawal Marwan igen og igen, indtil hun bliver tavs, da hun opdager, at det ikke altid er sandt. Hun forholder sig tavs til sin død, men opfordrer i sit testamente sine tvillingebørn, Simon og Jeanne, til at opsøge deres hidtil ukendte far og bror, for »Der findes sandheder, der kun kan begribes, hvis man finder dem selv«.

Der er således lagt op til en blanding af konkret og eksistentiel detektivjagt i den libanesisk-canadiske Wajdi Mouawads meget lange og ordrige epos, der både spiller ind i tidens flygtningedebat ved at fremvise krigens gru og følger, og samtidig indbygger en refleksion over arv og miljø i sin plotkonstruktion.

Mouawad insisterer via hovedkarakteren, Nawal, på humanismens værdighed frem for den hævntørst, som krig og svigt uundgåeligt fremkalder på både individ- og samfundsplan. Det er et budskab, det er svært at være uenig i, og »Forbrændt« giver med sit mellemøstligt prægede, sindrigt forsirede sprog og kronologisk springende fortælleform måske et lidt anderledes blik på det brændende, men også fortærskede flygtningetema.

Men stykket er simpelthen for langt, og den uhyre omstændelige – og meget lidt dramatiske – sprogbrug giver nok en mulighed for nye indsigter, men trækker også plottet så langt ud, at tiøren når at falde på publikumsrækken, før den ruller på scenen. Hele første akt er tilløb og plotopbygning, og først efter pausen bliver vi for alvor suget ind i fortælling og karakterer. Et frisk bud kunne være at skære advokaten, Nawals ven og tvillingernes animator, ud. Den småsludrende, ejegode og dog fiffige figur spilles kompetent og underholdende af Mads Nørby, men rollens uendelige tirader og plotopsummeringer kunne snildt komprimeres og integreres i de øvriges dialog og i oplæsningerne af breve og testamente.

Nicolei Faber har instrueret det særdeles velspillende ensemble i den lidt altmodisch, meget teaterdeklamerende spillestil, som Odense Teater af og til forfalder til. Det fungerer i dette tilfælde egentlig udmærket, da det understøtter fortællingens mytiske epospræg, som også visualiseres fornemt i Mie Riis abstrakte, grålige og sanselige scenografi.

Alligevel er det Peter Khouris fænomenale fremstilling af bødlen Nihad, der går lige i hjertet med en nærværende og langt mere moderne henvendelsesform. Khouri indkapsler alle plotnuancer med sin sociopatiske freestyler, der til sidst krakelerer, da også han begriber sandheden. Han gennemhuller Nawals budskab med en af stykkets bedste replikker: »Min værdighed er en lille klovnenæse«. Det, der er kærlighedens essens for en, kan være et slag i ansigtet for en anden. Det er bl.a. den vigtige nuancering, »Forbrændt« handler om. Havde den dog blot brugt lidt færre ord på at fortælle det.

Forbrændt

Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi: Mie Riis. Lysdesign: Elroy Villumsen. Musik og lyddesign: Christian Vogel. Hvor: Odense Teater til 8. marts.