Zaki Youssef og Turkman Souljah er hamrende dygtige kunstnere, der i 2015 henrykkede med forestillingen »Jeg hører stemmer”. En satirisk-musikalsk standup-autofiktion-hybrid centreret om Youssefs egen oplevelse af at være halvt dansk, halvt egyptisk dynamisk sat i spil med skarpe observationer af dagens Danmark.
»Jeg hører stemmer« placerede sig lige midt i indvandringsdebatten med et privilegeret og ikke mindst nuanceret blik. Den forestilling emmede med sin helt egen stemme af menneskeligt og kunstnerisk overskud.
»Der var et yndigt land« er, hvad man i litteraturens verden ville kalde, den svære to’er. Forestillingen retter sig denne gang mod danskheden som begreb, men bruger på lange stræk de samme kunstneriske greb – nu dog peppet op med en meget markant video-bagvæg, der er særdeles flot i sig selv, men ofte hænger lidt som løsreven dekoration mere end som integreret del af forestillingen.
Det lidt løsrevne er desværre også kendetegnende for forestillingens flow, der trods høj energi, skægge karakterer og sublime DJ-acts fra Souljah, både virker en anelse fortænkt og noget løst i fugerne.
Der er et stærkt greb at vende fortidens blackfacing, dvs. hvide skuespillere, der som del af racistiske varietéer sminkede sig sorte, til whitefacing. Youssef vil prøve at være hvid og bruger bl.a. masken til at demaskere hverdagsracismen og udstille de uhyrligheder, vi danskere stadig mener, det er kosher at sige, for »slap af, det er jo bare ord… ikke din fucking hvide luderkælling«, som Zaki med et slangebid adresserer en pige på første række.
Forestillingen løfter sig, når Youssef på den måde lynsnart punkterer den gemytlige og/eller reserverede danskhed, fx også når han hypotetisk forestiller sig danskere på flugt som pernitne pendlere, der nok skal stå på deres rettigheder og klage til Menneskesmuglerdomstolen. »Ikke helst så sjovt, hva?« Nej, men til gengæld lige på kornet.
Det er også sjovt, når Luthers betydning for dansk humanisme pilles i småstykker, når stegt flæsk finder oprindelse i Frankrig, når Youssef spiller 5 karakterer på en gang, når der er plads til alle i multi-kulti-kirken »undtagen Thorvald, som ikke var helt med på forandringerne« og når Souljah får mixet »Der er et yndigt land« med »Midt om natten« og nyskabelsen »De første… perkere… på månen«.
Men der er simpelthen røget for mange darlings og letkøbte travere med, som havde haft godt af at blive i kulissen. Salmer til »mavedansermusik« er set før og »Grisemand« på leverpostejsmission i børnehaven er en sjov ide, der får alt for meget tid. Idemylderet giver nok en kalejdoskopisk rejse om og i danskheden, men trækker samtidig brodden ud af de mange skarpe iagttagelser og den angst for »den dag, hvor der kun er hårdt mod hårdt«, som løber lige under gøgleriet og til sidst smadres ud med den helt rette alvor.
Det sagt, rullede latter og klapsalver højt gennem det fortrinsvis unge publikum, der ligesom jeg havde fundet vej til Teater S/H et par dage efter premieren. De tog særdeles godt mod stilen og snakken bølgede engageret på vej ud. Lad så blot mig ønske, at Youssef og Souljah tænker lidt mindre og skærer lidt skarpere næste gang og dermed udfordrer os med mere end letkøbte grin af stereotypier.
Der var et yndigt land
Hvem: Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef. Musik og komposition: Turkman Souljah. Instruktion: Sigrid Johannesen og Christian Lollike. Videodesigner: Mads Knudsen. Hvor: Teater S/H til 24. februar.
