Hvad skal vi nu med en 40 år gammel musical baseret på et endnu ældre drama? Hvad kan en historie om kriminalitet i 1920ernes Chicago sige os i dag?
At klassikere også fra musicalhistorien er værd at pudse af nu og da, er Det Ny Teaters opsætning af »Chicago« et fint bevis på. Forestillingen er baseret på Broadway-genopsætningen, der har spillet siden 1996, men fremstår aktuel og energisk. Ikke mindst i kraft af Ann Reinkings gentænkning af Bob Fosses originalkoreografi.
Koreografien har Fosses signatur. I et flow af gentagelser integreres dansene i forestillingen som et ligeværdigt udtryk, ikke som enkeltstående numre. I Reinkings opdatering, der på Det Ny Teater varetages af Gregory Butler, står koreografien syleskarpt. Danserne ikke bare oser af sex, de oser af erotisk lækkerhed. Præcise, legende, listende. kælne og dynamiske. Potente kvinder og lokkende mænd med tungen i kinden, underlivet i dragende rotation og klædt i sort lingeri, der signalerer stilfuld fetich anno 2016.
Koreografien er en gave, og dansekorpset griber den med begge hænder og skaber en fest i den helt enkle scenografi, hvor det velspillende orkester under Per Engströms ledelse fylder det meste, mens dansere og skuespillere snor sig rundt om, foran og mellem musikerne.
Samspillet gnistrer
Historien har også fået et nutidigt twist, så fokus ikke er på 20ernes retspleje, men på vor tids kendiskultur. Du er kun noget, hvis du bliver set. Og de to skrappe mordersker Velma og Roxy i Julie Steinckes og Maria Lucia Heiberg Rosenbergs skikkelser finder hurtigt ud af, at vejen ud af fængslet går gennem pressens opmærksomhed. De kæmper om rampelyset, men som deres fælles, slibrige advokat Billy Flynn (Tomas Ambt Kofod) kynisk bemærker: »Om 14 dage er der ingen, der ved, hvem du er«.
Steincke og Maria Lucia supplerer hinanden godt og samspillet gnistrer med Roxys selvoptagne sødme og Velmas mere hårdkogte attitude, der brister fælt i hendes desperate og udsøgt komiske og kiksede koreografiske forsøg på at rekruttere Roxy til fælles optræden. Til sidst finder de sammen, men desværre blegner deres afslutningsnummer lidt i lyset af de eminente danseoptrin, der er gået forud.
Energien går lidt ned i anden afdeling med mange stille numre, hvor Jesper Asholt som Amos, Roxys tøffelhelt af en mand, dog lyser smukt op med »Mr. Cellofane«. Han er den usynlige, som ingen ser, som aldrig bliver ramt af reality-verdenens spotlight.
Kendis-vinklen doseres fint med metakommentarer, hvor alle numre præsenteres, og følges til dørs, da kapelmesteren i finalen krediterer alle medvirkende med navns nævnelse og dermed giver dem 5 sekunders berømmelse. »Giv dem skuespil«, som advokaten anbefaler. Spotlightet er blevet virkelighed, hele verden er showbiz, men vi blinker forsorent og lader os forføre.
Oversættelsen er så fuld af anglicismer, at det gør ondt i ørerne, men vi går jo ikke til musical for at fordybe os i teksten. Vi går for at blive henrevet af et sikkert plot, fængende melodier og dansens evne til at formidle fortælling og følelse gennem hoftevrid, slidesteps og jazzhands. Denne version af »Chicago« er en begavet og inciterende sanselig opdatering, der step by step stilsikkert sejler i land på alle parametre og trækker den femte stjerne hjem på det helt forrygende dansekorps.
»Chicago«. Hvem: Iscenesættelse: Tania Nardini. Koreograf: Gregory Butler. Scenografi: John Lee Beatty. Kostumedesign: William Ivey Long. Hvor: Det Ny Teater til 7. maj.
