Flemming Flindts karriere er en af de helt store i dansk ballethistorie. Såvel nationalt som internationalt var han en kunstner i særklasse. Først som danser og siden som balletmester, koreograf og sceneinstruktør. I går sov Flemming Flindt efter kort tids sygdom stille ind i en alder af 72 år i Sarasota i Florida omgivet af sin nærmeste familie.
Både som danser og koreograf var Flemming Flindt en dygtig og dristig, fræk og forførende kunstner. Da han i 1971 skabte »Dødens Triumf« til dansk TV, havde han næppe drømt om, hvor stor en succes balletten skulle blive. Men da balletdramaet om en civilisations undergang med musik af Savage Rose året efter rykkede ind på Det Kgl. Teater, blev det en gigantisk publikumssucces – den største overhovedet i Det Kgl. Teaters nyere historie. Ikke alene havde balletdanserne smidt skoene i »Dødens Triumf«. De smed også tøjet og dansede splitternøgne i dette skelsættende værk, hvor glæden er kort, og døden udsletter alle.
Trods succesen med »Dødens Triumf« blev det dog Flemming Flindts mesterlige debutværk »Enetime« fra 1963, der skulle komme til at indgå i Kulturkanonen. For med sin geniale ballettisering af den absurde forfatter Eugène Ionescos skuespil »Enetime« havde Flemming Flindt skabt et værk, der stadigvæk den dag i dag ryster os med sin dæmoniske galskab. En ballet der er uhyggelig realistisk i sit sceniske spil og raffineret viser terroren i alverdens klasseværelser over seksuel magtkamp til ondskab på et højere plan.
Selv blev Flemming Flindt uddannet på Det Kgl. Teaters Balletskole i slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950erne, hvor hans væsentligste lærere var Harald Lander og Vera Volkova. Da han i 1955 blev danser i Den Kgl. Ballet, blev han dog ikke mange måneder i korpset, før han fik orlov og blev solodanser ved London Festival Ballet. Tilbage i København i 1957 blev han solodanser, men kun for i 1960 at forlade Den Kgl. Ballet igen for at opnå den højeste status, man kan opnå som balletdanser, nemlig danseur étoile ved Pariseoperaen. Som en overordentlig elegant danseuer noble kom han til at danse hele det klassiske repertoire, men gjorde sig også gældende i moderne partier.
Han brillerede som soloherre i »Etudes«, hvor han ofte dansede sammen med Toni Lander, men han dansede også i Bournonville-repertoriet, bl.a. James i »Sylfiden« og Gennaro i »Napoli«. Ved danmarkspremieren på Roland Petits »Carmen« stjal han billedet med sin virile fortolkning af rollen som Don José, og han var mystisk og rørende i Petis »Ulven« og sin egen ballet »Den forunderlige Mandarin«, der havde premiere på Det Kgl. Teater i 1967.
I 1966 var Flemming Flindt blevet hentet hjem til Det Kgl. Teater som balletmester. Hermed startede en helt ny epoke med store udfordringer og fornyelser for både dansere og publikum. Han kom til at præge Den Kgl. Ballet ikke bare med egne værker, men også nye koreografer, som han hentede til Kgs. Nytorv.
I sine tolv år som balletmester viste han sig ikke bare som en topprofessionel teatermand, med sans for hvad der gør sig på en scene. Han forstod at gribe, hvad der var oppe i tiden, men passede også klassikerne, og blandt hans mest populære succeser var »Nøddeknækkeren« fra 1971.
Talentet var mangesidet. På Det Ny Teater lavede han revy med sin private muse Vivi Flindt som den »Vidunderlige kælling« i 1975. Og da han træt af bureaukratiet på Det Kgl. Teater forsøgte at skabe sit eget kompagni, spillede han stort ud i Cirkusbygningen i 1978 med »Salome« til musik af Peter Maxwell Davies.
Men da det ikke lykkedes at skabe et kompagni uden for Kgs. Nytorv, flyttede Flemming Flindt til Dallas i Texas, hvor han var balletmester fra 1981 til 1989. Her bestilte han musik af Philip Glass og chokerede i 1987 publikum i Texas med Vivi Flindt i Fædra.
Det åndelige klima i Texas huede dog ikke Flemming Flindt. Han blev freelancer, var teaterinstruktør i Gladsaxe og skabte i Italien de sidste store roller til Rudolf Nurejev med »Kappen« fra 1989 og »Døden i Venedig« fra 1991. Samme år vendte han hjem til Det Kgl. Teater og skabte den tragiske helaftensballet »Caroline Mathilede« med nykomponeret musik af Peter Maxwell Davies.
Da Flemming Flindt i 2006 rundede de 70 år, hyldede Det Kgl. Teater ham med at opføre »Enetime«. Sidste år var Flemming Flindt igen hjemme i Danmark fra Florida for at iscenesætte Peter Asmussens drama »Djævlene« på Betty Nansen. Et projekt, der ikke forløb helt efter planen, da Flemming Flindt få dage før premieren indstillede arbejdet og Peter Langdal overtog instruktionen.
Selv om Flemming Flindt har lavet mange ting i livet uden for ballettens verden, var hans primære arbejde i USA fortsat at sætte sine egne balletter op. Som han udtalte i et interview i Berlingske Tidende sidste år: »Jeg sætter ’Enetime’ op en gang om året et eller andet sted i verden. Den har spillet 50 forskellige steder. Til efteråret skal den skal op igen på Covent Garden i London, og jeg har lige været i Moskva og sætte den op med Bolsjoj Balletten.«
Flemming Flindt er død, men hans minde og hans balletter vil leve videre. Ved siden af Harald Lander var han den væsentligste danske koreograf i det 20. århundrede.
