Flindt var et geni

»Flemming Flindt var en institution, og sådan nogle kan altså ikke dø!« siger balletmester på Det Kgl. Teater Nikolaj Hübbe, der var balletdreng i huset, da Flindt regerede og har svært ved at fatte, at han døde i går af en hjerneblødning, 72 år:

»Det er lidt af et chok. Flemming Flindt er simpelthen den ene af vores tre store balletmestre sammen med August Bournonville og Harald Lander. Han havde blik for det mærkelige, mørke og groteske, som han udstillede på en smuk, pervers, liderlig og skøn måde. Hans usædvanlige næse for det elitære og det folkelige på én og samme tid og hans evne til at blande intellektuel absurditet med tidstypisk pop var intet mindre end en genistreg. Han havde en finger på pulsen og en vision, som var ganske enestående.«

Danmarks dr. Ballet, Erik Aschengreen, regner også Flemming Flindt som den eneste anden koreograf af betydning ved siden af Harald Lander i 1900-tallet: »Flemming Flindt fornyede balletten, provokerede, skaffede publikum og udenlandske dansere, da han åbnede balletten for udlændinge i 1960erne. Han skabte en epoke, og inden da må man ikke glemme, at han havde været en fantastisk danser, der var blevet træt af alle de svaneprins-roller, og som balletmester fik Per Nørgård, Savage Rose og Peter Maxwell Davies til at skrive balletmusik til værker som »Den unge mand skal giftes«, »Dødens triumf« og »Caroline Mathilde«. Det skete ikke uden sværdslag med anmelderne, der var bekymrede for Bournonville og det klassiske niveau, og han var en intellektuel begavelse at slås med. Han kunne sine franske klassikere og var menneskeligt nok en sortseer, der levede livet og ville være optimist.«

Anders Koppel, komponist og medlem af Savage Rose: »Vi havde pladedebuteret det år, hvor Flemming Flindt opfordrede os til at skabe musikken til »Dødens Triumf« som TV-ballet, og det var jo fuldstændig usædvanligt dengang at bestille en rockgruppe til at skabe balletmusik, som senere kom op på Det Kgl. Teater og skabte sensation. Han havde næse for det kunstneriske og kommercielle, og det er mærkeligt med den musik. Jeg kan overhovedet ikke huske den anden ballet, vi skabte til Flemming Flindt bortset fra titlen »Dreamland«, men »Dødens Triumf« er blevet siddende med sit bud på den vestlige verdens krise, som vi står midt i i dag. Flindt var en hyggelig, begavet mand og en stor koreograf med folkelig forstand.«