Yahya Hassan står ikke alene

I 2013 tog nye stemmer fat på integrationsdebatten og gav et blik på problemerne set indefra. Noget er under opsejling blandt de unge nydanskere, mener eksperter, som ikke kun er vendt mod forældrene.

Ayan Mouhoumed er en af stemmerne i den spirende debat om unge nydanskeres oprør. Fold sammen
Læs mere

Den nye generation af unge med anden etnisk baggrund kan ikke sættes i bås.

Pigerne stormer frem i uddannelsessystemet, mens drengene vejer tungt i kriminalitetsstatistikkerne. Nogle få tager til Syrien for at kæmpe for islam, flere skriver debatindlæg og kronikker til landets store aviser om alt fra forældreopgør til svigt fra det danske samfund. De fleste af dem er født og opvokset i Danmark og har det danske samfund under huden, men samtidig har de forældrenes bagage fra hjemlandet. Mens nogle i forældregenerationen måske ikke helt har fået pakket kufferten ud, ser de unge i dag deres fremtid i Danmark.

Deres forskellige reaktioner kan ses som udtryk for det samme, nemlig at der er et oprør i gang, mener integrationskonsulent og forfatter Mehmet Yüksekkaya, der har beskæftiget sig med integration i over 15 år.

»Vi har set markant flere indvandrere blande sig i debatten i år (2013, red.). De har forskellig baggrund og kan ikke ses som en samlet bevægelse, men de har en masse følelser og oplevelser til fælles, der gør, at de kan relatere til hinanden. De har markeret, at Yahya Hassan ikke står alene,« siger han.

Der har tidligere været unge nydanskere på banen, alligevel var 2013 et skelsættende år, mener professor ved Institut for Kultur og Identitet på RUC Garbi Schmidt.

»Der er pludselig nogle ekstremt veltalende, samfundsengagerede unge med etnisk minoritetsbaggrund, som virkelig har noget at sige, og som kan ruske op i nogle ting. Også i deres egen baggrund,« siger hun.

Og det gør netop en stor forskel, at kritikken og oprøret kommer fra de unge selv, mener Mehmet Yüksekkaya.

»Vi har haft masser af folk, der kritiserer islam, men Yahya Hassan er fra en ghetto, har været kriminel og har prøvet forholdene på sin egen krop. Han ved, hvordan det foregår,« siger han.

Et oprør med mange ansigter

Hos rehabiliteringscenteret RED, der hjælper og rådgiver unge, som flygter fra tvangsægteskaber og æresrelateret vold, oplever man også, at markant flere unge end tidligere siger fra over for familien. Direktør Anita Johnson mener, at det skyldes, at de unge er blevet mere bevidste om deres rettigheder. Samtidig er den unge generation i højere grad påvirket af, at de har set, hvordan deres danske kammerater er vokset op. De nydanske unge vil også følge egne drømme om uddannelse, kærester osv.

Men mange forældre er ikke klar til et krav om frihed til selv at vælge eller kritik af værdierne. I nogle tilfælde ender det med et brud.Det kan være meget traumatisk for de unge, forklarer lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC Connie Carøe Christiansen.

»Minoritetsunge har stadigvæk inkorporeret, at de er afhængige af at have en god kontakt til familien. Ikke at de alle sammen har det, men der er mange, der har en opfattelse af, at det er en nødvendighed for at kunne begå sig i samfundet. På den måde er deres oprør mere kompliceret end for den almindelige danske unge,« siger hun.

Men ligesom det gælder for den danske ungdom, er de nydanske unges oprør internt meget forskellige.

»Det var ikke hele den danske ungdom, der stod på barrikaderne under ungdomsoprøret, ligesom det ikke er alle nydanske unge, der gør oprør. Nogle hælder i én retning, og nogle i en anden. Det kan være at gå med tørklæde, det kan være at begå kriminalitet eller det kan være at starte sin egen virksomhed,« siger Connie Carøe Christiansen.

Yahya Hassan ruskede op i dovenskaben

Samfundet kan også være omdrejningspunktet for de unges oprør. Ifølge Mehmet Yüksekkaya vender nogle deres oprør og underliggende frustration mod det danske samfund, som de føler sig distanceret fra. Og det med god grund, mener han.

»Havde vores integrationsinitiativer de sidste 15-20 år været en forretning, ville den være lukket for lang tid siden. Vi har som samfund svigtet i et omfang, man slet ikke kan forestille sig,« siger han.

Derfor var det tiltrængt, at integrationsdebatten blev vakt til live igen efter at have ligget mere eller mindre uberørt i flere år, navnlig efter Muhammed-krisen i 2005, der skabte frygt og berøringsangst.

»Folk blev konfliktsky. Heller ikke i dag ønsker de førende regeringspartier at snakke om integration. Det er som om, der er en stiltiende kontrakt om, at det snakker man ikke om. Derfor er initiativerne på integrationsområdet næsten ikke-eksisterende,« siger Mehmet Yüksekkaya. Men det betyder ikke, at folk ikke har behov for at debattere det, eller at der ikke er behov for at sætte fokus på problemerne.

»På den måde er Yahya Hassan en befrielse, fordi han har rusket op i den dovenskab, der har været i samfundet i lang tid. Pludselig skal folk igen melde ud, hvad de mener om ham, og det han siger. På den måde har han fået folk ud af deres vintersøvn,« siger han.

Også dem fra hans eget miljø, som er uenige med ham, og det er positivt, selv om det har konsekvenser.

»Det er sådan, man fremmer en debatkultur. Hvis man ikke giver folk rum i medierne og i offentlige sammenhænge, vil de ikke synes, de bliver hørt,« siger han.

Ifølge psykolog og forfatter Inge Loua skyldes modstanden, at der tidligere har været en giftig tone i debatten, når det drejede sig om indvandrere og integration.

»Der har været en tendens til, at de etniske minoritetsgrupper har lukket sig om sig selv. Man skulle ikke sige noget, der kunne tolkes negativt om etniske minoriteter, for så bidrog man til hetzen. Hvis man som gruppe føler sig usikker og bliver skudt meget på, lukker man sig om sig selv,« siger hun.

Den mere nuancerede tone i medierne det seneste par år kan have været med til at give flere modet til og muligheden for at komme til orde.

»Der er stadig nogle i de etniske minoritetsmiljøer, der mener, at man ikke må sige noget negativt om muslimer eller vanære religionen, men der er altså også kommet den her modtendens, hvor man distancerer sig fra de holdninger, man ikke har lyst til at være en del af,« siger hun.

I og med at flere markerer sig på den måde offentligt i medier og politik, tør flere også tage de private opgør i hjemmet, mener hun.

»Der er de offentlige oprør og de private oprør. Yahya Hassan tager det for åbent tæppe og i et offentligt oprør, og han tager de tæv, der kommer ud af det. Rigtig mange går ikke ud i det offentlige, men tager nu diskussionerne derhjemme,« siger hun.