Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venstrefløjen skal støtte oprørske nydanskere

Sandheden er, at der i ghettoerne opretholdes parallelsamfund, der står for et patriarkalsk, repressivt system. Dette system skal venstrefløjen vende sig imod.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

Vrede unge nydanskere skælder ud på deres forældregeneration. Jeg deler deres vrede.

Men jeg er også vred på venstrefløjen, som jeg selv tilhører. Mange venstreorienterede ser kun sociale problemer i ghettoerne og overser, at der også i en del sammenhænge findes kulturelle forklaringer på konfliktsituationerne.

Det provokerer mig således helt vildt, når venstreorienterede udelukkende har øje for, hvordan dette argument gavner højrefløjen. Hvorfor er det ikke de gode kræfter på venstrefløjen, der i overensstemmelse med dennes antiautoritære tradition påpeger disse ting? Er det for venstrefløjen kun okay, når en indiskutabel autoritet som Lisbeth Zornig påpeger graverende problemer i samfundet? Jeg har selv baggrund som kurdisk tyrker, hvorfor emnet integration både personligt og fagligt falder mig naturligt, og jeg synes, at det er helt nødvendigt, at venstrefløjen placerer sig på samme side som nydanskernes ungdomsoprør.

Venstrefløjen skal støtte de progressive, moderne kræfter blandt nydanskerne og utvetydigt lægge afstand til gammeldags religiøse og kulturelle forestillinger. Den skal ophæve berøringsangsten over for den kulturelle heksekedel, ghettoerne er. De unge nydanske oprørere fremhæver jo selv, at kulturen er problemet! Ligesom venstrefløjen støttede ungdomsoprøret eller kvindekampen som frigørelsesprojekter, bør venstrefløjen arbejde for de nydanskere, der som den unge digter Yehya Hassan er ofre for en dysfunktionel opvækst, eller de unge adfærdsregulerede kvinder, der som Ayse Dudu Tepe, radioværtinde ved Radio24syv, har fået et forkvaklet følelsesliv.

Sidstnævnte giver i en kronik i Politiken 12. oktober 2013 smukt og melankolsk udtryk for sin afmagt over for den skæbne, der hverken har gjort hende eller andre i hendes familie til helstøbte mennesker. Sådan siger hun selv, skønt hun på en dansker må virke velintegreret og mønsterbrydende.

Jeg konstatere således, at integrationen i ghettoerne er slået fuldstændig fejl. For guderne skal vide, at der er blevet postet milliarder af kroner fra puljer og lignende i integrationen i de forskellige ghettoer, og lige meget har det hjulpet! Man kan deraf udlede, at det ikke nødvendigvis er pengene, der er problemet. Man kan derimod på venstrefløjen efterlyse en ændring af det sociale greb, hvormed man løser problemerne.

Når unge nydanskere i boligkvarterer chikanerer og overfalder etniske danskere, når der kastes sten efter ambulancer, brandbiler, postbiler eller politibiler, eller når man oplever æresvold mod unge kvinder, forsøger mange på venstrefløjen at glatte ud og bortforklare. Uanset et væld af alvorlige episoder er den mest brugte bortforklaring, at man nu endelig ikke skal generalisere på baggrund af enkelttilfælde. Venstrefløjen vil ofte ikke se virkeligheden i øjnene, og selv den massive sociale kontrol af især kvinderne findes der undskyldninger for. Sandheden er, at der i ghettoerne opretholdes parallelsamfund, der står for et patriarkalsk, repressivt system. Dette system skal venstrefløjen vende sig imod.

Som gruppe bliver muslimerne af venstrefløjen mange gange betegnet som udsatte. Men jeg vil lige spørge, hvilke udsatte, man taler om. Er det nydanskerne som gruppe, eller er det de nydanskere, der inden for selv samme gruppe ikke har samme rettigheder som langt de fleste etniske danskere? I det almindelige danske samfund har det overvældende flertal ret til at leve sammen med den, man elsker, eller at gå på gaden med hinanden i hånden, og homoseksuelle er respekterede. En ren utopi for de fleste unge med etnisk minoritetsbaggrund!

En vellykket integration er, at vi accepterer hinandens forskelligheder inden for rammerne af de moderne samfundsregler med frihed, lighed og demokrati. Dermed være netop ikke sagt, at man ikke skal bevare sin kulturelle egenart. Men den integration, jeg taler om, er én, hvor man tager nogle vigtige værdier fra det moderne danske samfund til sig for overhovedet at kunne fungere i dette samfund. På den måde behøver integrationen og den kulturelle egenart ikke at være modsætninger.

Det forekommer mig, at venstrefløjen har mere end svært ved at finde den rette formel til at adressere problemerne i ghettoerne i dag. I sit forsøg på i tolerancens navn at gøre godt er venstrefløjen ude af stand til at skelne godt fra ondt og betragter nydanskerne under ét. Af samme grund famler den sig frem i blinde og kan eksempelvis komme for skade at erklære, at den vil indgå dialog med en terroristisk islamisk organisation som Hizb-ut-Tahrir, uanset at denne organisation pr. definition ikke er for dialog endsige demokrati, men vil indføre Sharia-lovgivning overalt. Ved at oprette en dialog med sådan en politisk gruppering sender man tværtimod et signal til nydanskere om, at det er i orden at understøtte de synspunkter, de har dér. Det vidner om, at venstrefløjen slet ikke ved, hvilket ben den skal stå på i udlændingepolitikken, og at den snarere er medvirkende til at danne skel i samfundet.

Jeg står ikke stiltiende uden for og ser samfundet falde fra hinanden.