Nydanske piger gør stilfærdigt oprør mod samfund og forældre

Det er ikke kun Yahya Hassan og de nydanske drenge, der råber op. De nydanske piger virker måske mere stille og pligtopfyldende, men de er i lige så høj grad i færd med at presse forældrene – og samfundet.

Rapper og komiker Ellie Jokar fra satireserien »Det slører stadig« valgte som 20-årig at gøre det klart for sin familie, at hun ikke ville underlægge sig deres regler. Gennem sin musik og satire har hun brudt de fleste normer for, hvordan man bør være som en god iransk pige. »Jeg har gjort oprør mod alle de værdier, der er blevet sat for mig,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Digteren Yahya Hassans ord om sine forældres generation har sat fokus på de unge nydanskere og deres forhold til kulturen, den danske såvel som den, deres forældre kom med. Men det er ikke kun drengene, der har konflikter med forældrene om de normer og værdier, som de skal leve op til sideløbende med de danske. Det største pres på forældregenerationen kommer faktisk fra pigerne, mener integrationskonsulent, forfatter og debattør Mehmet Yüksekkaya.

»Der er et oprør i gang, også blandt de nydanske piger. Pigerne er underlagt flere restriktioner og indskrænkninger end drengene, og derfor er det i høj grad også pigerne, der presser forældregenerationen f.eks. med hensyn til kærester, uddannelse og mange andre ting. Deres oprør foregår bare mere stilfærdigt end drengenes,« siger han.

Og det er der en god grund til. Det er nemlig ikke omkostningsfrit for nydanske unge at gøre oprør mod familien og forældrene. Navnlig ikke for pigerne.

»Når du laver oprør mod dine forældre i Danmark, er det ikke engang sikkert, at de kommer med en reaktion, og hvis de gør, ser du dem måske ikke næste jul. De unge nydanskere står meget alene, hvis de bryder med familien og miljøet,« siger han.

Derfor lever mange nydanske piger et dobbeltliv, hvor de på den ene side lever det liv, deres forældre forventer af dem, men samtidig har de et liv i det skjulte.

»Pigerne siger, de skal besøge veninder, hvis de skal ud, og de klæder sig anstændigt på, når de går hjemmefra. Jeg set grupper af piger, der går ind i toget, og når det forlader perronen, kommer de lange gevandter af, og de har vestligt tøj indenunder,« forklarer han.

Det samme gælder i forhold til kærester.

»Hvis du spurgte pigerne officielt: »Har du en kæreste?«, ville de stort set alle sammen svare nej. Men i virkelighedens verden, hvad enten de er troende eller ej, har de næsten allesammen en kæreste, hvis de er over 18, som de har, uden at deres forældre eller brødre er klar over det,« siger Mehmet Yüksekkaya.

»Yahya Hassan er ekstrem«

Samtidig foregår der konstant en forhandling mellem døtrene og deres forældre. Lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC Connie Carøe Christiansen oplever, at familierelationerne blandt nydanskerne fylder meget, og derfor gør pigerne sig umage med at have familien med i det, de gør.

»De har behov for at have familiens billigelse. De ved godt, at konflikterne kan falde tilbage på dem selv. Man er mere afhængig af hinanden, når man lever i små minoritetsgrupper, end når man ser sig selv som en del af majoritetssamfundet,« siger hun. Derfor foregår der samtidig med oprøret mod forældrene også et oprør mod samfundet.

»De unge piger er ambitiøse og har uddannelse osv., og de har nogle forventninger til, at de skal være en del af det danske samfund på deres egne præmisser, f.eks. ved at bære tørklæde,« siger hun.

Hun oplever, at mange familier støtter deres døtres ønsker. Gør de det ikke, vælger nogle piger helt at bryde med deres familier, men de fleste vil gerne sikre sig, at de har familierne med i processen med at få lov til mere og kunne skabe deres eget liv, siger hun.

Mehmet Yüksekkaya mener, at de unge nydanskere har lige så stort behov for at gøre oprør, som alle andre unge. Han tror dog ikke, at vi vil se en kvindelig Yahya Hassan lige foreløbig.

»Yahya Hassan er ekstrem. Jeg tror ikke, at vi vil se en så kraftig reaktion som hans. Han er både en inspiration for mange, men han skræmmer også rigtig mange. Vi skal ikke forvente de store, ekstreme manifestationer fra pigerne, men der ligger noget latent, som hele tiden skubber til tingene,« siger han.

Oprør mod alle værdier

Der findes dog allerede nydanske piger, der tør stille sig op og lave et synligt opgør. Rapper og komiker Ellie Jokar er del af satireserien »Det slører stadig« på DR2, der gennem humor bryder med forskellige tabuer og fordomme om muslimske piger. Som 20-årig valgte hun at gøre det klart for sin familie, at hun ikke ville underlægge sig deres regler. Gennem sin musik og satire har hun brudt de fleste normer for, hvordan man bør være som en god iransk pige.

»Jeg har gjort oprør mod alle de værdier, der er blevet sat for mig. Jeg valgte at flytte hjemmefra og rejse jorden rundt i fire år. I de etniske miljøer bliver man opdraget til, at når alle gør det her, så gør du det også. Men hvis alle gik til højre, gik jeg bevidst til venstre. Jeg ville være mig selv og sætte præg på mit eget liv,« siger hun.

Hendes mor valgte at støtte datteren, men i resten af miljøet vil hun altid blive set som det sorte får, der bliver set skævt til. Navnlig har »Det slører stadig« haft konsekvenser.

»Jeg bliver betragtet som en rebel, og det er ikke altid godt at være en rebel i de miljøer. Der er områder, hvor jeg ikke kan komme længere, og der er folk, der kommer med dumme bemærkninger: »skam dig«, »din luder« eller »præmieperker«, som er det værste man kan blive kaldt. Jeg tror, at det er sværere for pigerne at stå imod de her ting. Det kræver, at du er tykhudet,« siger hun.

Hun er dog ikke i tvivl om, at der generelt blandt de nydanske piger ulmer et oprør, der kommer til udtryk på forskellige måder.

»Det kommer an på, hvilke piger man taler om. De udsatte piger hører man ikke lige så meget om, selv om de løber rundt og laver masser af ballade. Der er voldelige pigebander, og piger der stjæler og bare lever et dobbeltliv. De er gode til at holde det for sig selv og inde i den her lukkede verden. Pigerne er lidt mere snedige og gode til at skjule det for deres forældre,« siger hun.

Hun regner med, at det med tiden vil blive mere normalt for pigerne at vælge selv, men det er det ikke endnu.

»Vi lavede »Det slører stadig« – for at løfte sløret for de fordomme vi har om etniske piger, og hvad det er for et kvindeunivers, vi ikke kender til. Der sker oprør hos de etniske piger, vi ser det bare ikke på samme måde. Det vi hører om er æresdrab, eller at de er blevet tæsket eller flyttet på kvindehjem,« siger Ellie Jokar.

Hun understreger, at der er stor forskel på forældrene og hvilke muligheder, de giver deres døtre. Hun har arbejdet med unge udsatte piger i mange år, og har talt med piger om, hvordan man forener familien med de ønsker, man har om at være en del af den danske kultur. Hun opfordrer pigerne til at gøre op med tingene på deres egen måde.

»Hvis du vil gøre op med din familie, skal du være klar over, at du skal have noget substans i det, du kommer med. Du skal kunne argumentere for tingene og kunne kæmpe imod dem, der synes, at det er forkert,« siger hun.

Pigernes kamp starter allerede i folkeskolen

Ligestillingsordfører for SF, Özlem Sara Cekic, der selv har indvandrerbaggrund mener, at pigernes opgør mod forældrenes regler starter allerede i folkeskolen, som er for dårlig til at sætte spørgsmålstegn ved forskelsbehandlingen i forhold til køn.

»Da jeg gik i folkeskolen, måtte jeg ikke komme med på lejrskole eller til fødselsdagsfester. Der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved det. Der var en misforstået hensyntagen, eller også var det lettere at undgå konfrontationen i stedet for at finde ud af, hvorfor,« siger hun.

Hun mener ikke, at kultur er en undskyldning, og berøringsangst er det samme som at lade pigerne i stikken.

»Udgangspunktet bør være, at de børn, der går på en skole, skal de samme ting, og det bør være indiskutabelt, at piger og drenge må det samme,« siger hun. Løsningen skal dog ikke være tvang, men dialog med forældrene.

»Vi er nødt til at spørge, hvorfor? Min far var bange for, at de voksne sad og drak på lejrskolen. Fint, så må du komme med og gøre rent eller lave mad, vi har altid brug for frivillige forældre. Vi skal insistere på, at de her forældre skal rykkes. Ellers er det kun pigerne, der taber,« siger hun.

Det gælder også i forhold til de voksne kvinder. Özlem Cekic understreger, at der også findes indvandrer-rødstrømper, der kæmper for at have samme rettigheder som mænd. Det går bare ikke hurtigt nok.

»Vi må ikke gøre kvindekampen hudfarveafhængig. Der er nogle stærke indvandrerpiger, der også har brug for deres medsøstre. Men så længe man trækker sig og bruger den kulturelle begrundelse, eller bare fokuserer på om kvinder må gå med tørklæde eller ej, får vi ikke ligestilling. Skridtene bliver faktisk taget. De er bare næsten usynlige. Og så kommer man let til at skabe et billede af, at alle indvandrerkvinder er undertrykte og voldsramte. Det billede fastholder vi, selvom vi kan se, at det går den anden vej. De har mange af de samme udfordringer som danske kvinder. F.eks. hvem der skal passe børnene og de ældre,« siger hun.

Kvindebevægelsen kan ikke hjælpe

Mehmet Yüksekkaya tror dog ikke, at kvindebevægelsen kan gøre noget for de nydanske kvinders oprør.

»Danske kvindeforkæmpere kan ikke vise vejen, for de vil ikke kunne trænge igennem med en millimeter med noget som helst. Det er noget, der skal komme indefra. Man skal huske på, at mange af de her piger er ret ressourcestærke og veluddannede, og de har ikke lyst til, at der skal komme nogen og fortælle dem, hvad de skal. Der, hvor man kan hjælpe dem, er, når det kommer til konflikt,« siger han.

Desuden er gruppen af nydanske kvinder også alt for sammensat til, at man vil kunne lave en organiseret tilgang.

»Desværre må jeg sige, at den kamp kommer til at foregå som det enkelte individs kamp, og når mange individer begynder at kæmpe, sker der også en dynamik. Der er rigtig mange unge indvandrere, som ønsker det samme og vil væk fra det, deres forældre er kommet med. Det vil påvirke flere og flere,« siger integrationskonsulenten.