Vi kommer til at savne Postmand Per

De fleste danskere bruger e-mail, så det er primært de ældre, der er fritaget for digital post, der rammes, når posten fremover kun kommer en gang om ugen. Men posten er en del af nationalfølelsen, mener historiker.

Den daglige postudbringning har i generationer været en del af vores nationale selvforståelse. Derfor kommer vi til at savne posten, selv om de fleste danskere selv sjældent sender et brev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Thaysen

Danskerne vil gerne have mulighed for at sende breve. Vi gør det bare ikke. Siden 1999 er den samlede brevmængde faldet fra knap 1,5 milliarder til 373 millioner i 2016.

Årsagen er ikke mindst digitaliseringen af post fra det offentlige, hvor Danmark i 2014 som det første land i verden gjorde kommunikationen med sine borgere 100 procent digital.

Men også den private brevveksling foregår i dag næsten udelukkende på e-mail. Mere end en fjerdedel af befolkningen har ikke sendt et brev med posten inden for det seneste år, og kun 15 procent har sendt et brev inden for den seneste uge. Det viste en analyse fra PostNord i 2015, og antallet er næppe vokset siden.

Ældre bliver ramt

Derfor er det først og fremmest de knap 475.000 danskere, heraf ca. 350.000 over 65 år, som af forskellige årsager er fritaget for digital post, der bliver ramt, når Post Nord skærer postomdelingen ned til kun en enkelt gang om ugen.

»Det er den gruppe, der er mest afhængig af at få bragt post fra det offentlige, og her bliver de forskellige institutioner fremover nødt til at tage højde for den længere udbringningstid – hvadenten det handler om en opkrævning, en indkaldelse til undersøgelse på sygehus, eller f.eks. en afgørelse fra kommunen med en bestemt klagefrist,« siger Ingrid Stokholm Lauridsen, konsulent i Ældre Sagen.

Hun mener bl.a., at det skal indarbejdes som standard i alle klagevejledninger, at man også har mulighed for at klage telefonisk.

»Ellers risikerer man, at en klagefrist på fire uger reelt bliver halveret, fordi brevet er så længe undervejs både fra og til myndigheden,« forklarer hun.

Også virksomheder, der sender regninger ud, skal tage højde for den længere postgang og enten sende ud i bedre tid eller sende som quickpost, så folk ikke risikerer at misse en betalingsfrist

»Og så skal man naturligvis kunne være sikker på, at et quickbrev også ER fremme dagen efter,« understreger Ingrid Stokholm Lauridsen.

Vi vil gerne, men gør det ikke

Også for alle os, der for længst er gået fra »snail-mail« til e-mail i det daglige, betyder muligheden for at få et rigtigt brev bragt med posten stadig meget.

Ifølge PostNords undersøgelse vil 60 procent af befolkningen helst have postudbringning seks dage om ugen. Også selv om kun 15 procent selv har sendt et brev inden for den seneste uge.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det er især fødselsdagshilsener, invitationer og julehilsener, vi gerne vil sende – og modtage - med posten. Men rent faktisk har 55 procent af befolkningen ikke sendt en julehilsen, 72 procent ikke sendt en fødselsdagshilsen, og 67 procent ikke sendt en feriehilsen inden for det seneste år.

»Tanken om et rigtigt brev er enormt rar – det kender man jo selv. Når man endelig får et håndskrevet brev, er det noget helt særligt. Det dækker over en form for menneskelig omsorg, at nogen har taget sig tid til at sætte sig ned og reflektere, vælge det rigtige papir og måske et frimærke med motiv, der passer netop til modtageren,« siger Jane Sandberg, direktør for Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation.

Mere overordnet mener hun, at selv om vi i virkeligheden ikke benytter os af muligheden ret tit – den typiske dansker sender højst tre breve om året – er den daglige postudbringning for mange blevet et en vigtig del af vores nationale selvforståelse.

Statens menneskelige ansigt

»Posten er jo så at sige statens menneskelige ansigt, vores måde at kommunikere med hinanden, fysisk manifesteret i den her postmand, vi alle sammen ynder at tale om, som levede vi stadig i en Morten Korch-tid, hvor posten bankede på køkkendøren og kom med et brev,« siger Jane Sandberg.

»Vi har en grundlæggende opfattelse af, at i et velfungerende demokrati får vi alle den samme ydelse, uanset om vi er høj eller lav, og hvor i landet vi bor. Og her har vi et billede af postvæsenet som noget, der binder os sammen og sikrer, at alle får lige vilkår. Man skal huske på, at de firmaer, der konkurrerer med PostNord, kan fravælge at bringe post ud til områder, som f.eks. ikke er brofaste. PostNord har befordringspligt, så man skal betjene alle, uanset hvor i landet de bor.«

Dertil kommer, mener Jane Sandberg, at når en institution, der har været så grundfæstet i vores bevidsthed som postvæsenet, pludselig ikke længere fungerer på samme måde, får vi en fornemmelse af, at nu er samfundet ved at falde fra hinanden.

»Som historiker er det sjovt at se på den mentalhistoriske baggrund. At selv om folk ikke sender breve, skal man ikke fratage dem muligheden for at gøre det,« siger hun.