Menneskene er dyr. Uperfekte flokdyr, der ikke har overskuddet til at tænke sig om. Men vi behandles ikke sådan. Derfor regner bøder og straf ned over os i et stadig mere komplekst samfund. Og de virker ikke, siger Sille Krukow, en af Danmarks få eksperter i adfærds- og nudgedesign og indehaver af konsulenthuset KRUKOW.

Mens politiet, parkeringsvagterne, bibliotekerne, fødevarekontrollen og mange andre myndigheder igennem årene er blevet stadigt mere flittige til at udskrive bøder og opstille forbud, er helt nye metoder ved at vokse frem, som langt mere effektivt kan få os til at gøre det rigtige. Nudging, som det kaldes, er stort i lande som USA og England, hvor regeringerne har oprettet særlige nationale centre til at forske og udbrede metoderne.

»Bøder er næsten aldrig den bedste måde at få folk til at ændre adfærd. Der er meget få eksempler på, at det har skabt en adfærdsændring. Til gengæld findes der langt bedre og mere effektive værktøjer, som er mere positive og både har en bedre fortælling til borgerne og en mere inkluderende måde at virke på,« siger Sille Krukow.

Nudging handler om design, om hvordan man med fodspor på fortovet kan få os til at gå hen til skraldespanden eller til at tage mere salat i buffeten, parkere rigtigt og sortere affaldet korrekt, fordi det er logisk, og ikke fordi det står i en brochure, eller der vanker bøder, hvis vi ikke gør det.

Danske myndigheder opkræver hvert år op mod tre mia. kroner af borgerne i bøder. Tendensen er flere og større bøder og bøder på nye områder. Girokortet er politikernes foretrukne redskab, når de skal udvise handlekraft.

»Men på alle mulige arenaer er det en langt bedre strategi at gøre det nemt at gøre det rigtige. Men vi er langt bagud i Danmark, og man kan ikke sige andet end: »Se nu at komme i gang«,« siger Sille Krukow.

En stor del af livet leves pr. automatik

Især parkeringsbøder har i mange år ligget højt og er genstand for daglige konflikter mellem bilister og parkeringsvagter. Københavns Kommune behandler årligt flere end 20.000 klager over p-bøder.

»Ser man det udefra og spørger: Kan man få folk til at parkere de rigtige steder med andre værktøjer, er svaret: ja. Der er masser af testede cases, der skaber en positiv adfærd,« siger Sille Krukow.

Men hvorfor bliver vi ved med at parkere ulovligt, når vi ved, at det koster?

»Vi har meget svært ved at omsætte truslen om noget farligt, der kan ske, til en reel forandring. Det er ikke, fordi vi ikke vil gøre det rigtige, men fordi det fysisk er umuligt for os, på den måde vore hjerner er skruet sammen på,« siger Sille Krukow.

Al vores adfærd er styret af to systemer, siger hun. Det refleksive og det automatiske. Det refleksive er det bevidste. Men mellem 80 og 90 procent af tiden er vi automatiske og gør alt det, der er styret af ubevidste vaner. Alt det vi bare gør, uden at det koster meget energi.

»Hvis en siger til mig: Hvis du parkerer der, får du en bøde, kan jeg i få øjeblikke være refleksiv og tænke, »Gud, så må jeg finde et andet sted«. Udfordringen opstår, når vi i langt det meste af tiden er automatiske. Refleksiv tænkning er dyrt på den biologiske konto. Det koster blodsukker, og derfor er vi det ikke i en stor del af tiden,« siger Sille Krukow.

Det kræver altså for meget refleksiv energi at sætte sig ind i, hvor man må parkere og hvordan. I lighed med mange andre systemer i hverdagen.

»Vi er i høj grad bare dyr, flokdyr drevet af instinkter og fejl i hjernen, mangel på opmærksomhed og alle mulige andre ting. Det er det, der gør, at vi bliver ved med at fejle og bliver ved med at få sindssygt mange p-bøder, bøder i toget og fra biblioteket. Vi kan ikke foretage den kobling, som det bøde- og reguleringssystem, vi har, kræver. Og det kan virke meget provokerende at skulle anerkende, at vi er langt mere dyr, end vi troede, men det er dér, det begynder,« siger Sille Krukow.

Nudging design spiller på det visuelle, som fungerer sammen med vores automatiske tænkning.

»Ord og lange breve spiller sammen med vores refleksive tænkning. Hvis der ikke er noget visuelt, springer vi over til flokmentalitet og parkerer som alle de andre. Det er vejene, hjemmesiderne, affaldssystemerne og bibliotekerne, der skal påvirke os til den rigtige adfærd. Det andet er bare en spiral uden ende. Før man anerkender det i kommuner og ministerier, vil de blive ved med at udskrive tonsvis af bøder og sende tonsvis af brochurer ud. Det har ingen effekt,« siger Sille Krukow.

Den stærkt øgede mængde af bøder fører til en langt større mistillid mellem borgerne, politikerne og myndighederne. Intet kan få blodet i kog som en p-bøde i forruden eller en blitz fra en fotovogn.

»Når vi er flokdyr, vil vi gerne følge den sociale norm. Hele grundstenen er, at man bliver udstødt af flokken, hvis man bryder den. Derfor er isolationsfængsling den værste straf, vi har. Og vi prøver alt, hvad vi kan. Men det er lykkedes os at skabe nogle systemer, der er så komplekse, at vi ikke længere kan følge den sociale norm,« siger Sille Krukow og tilføjer:

»Der er dem, der bliver rasende, og dem, der får dårlig samvittighed. »Det er også bare mig, der ikke forstår noget«. Vi får en oplevelse af, at vi har fejlet, for det er jo ikke, fordi vi ikke er motiverede til at gøre det rigtige eller mangler intensionen. Men der eksisterer alt for høje tanker om, hvad vi kan,« siger Sille Krukow.

Vinderne gør livet nemt for os

Overalt i vores hverdag er vi omgivet af forbud. Her må man ikke ryge, tale, drikke, spise, cykle, have hund eller børn med. Og forbuddene følges ofte op af bøder, hvis de overtrædes.

»Men forbud er det dårligste værktøj til adfærdsregulering. Vi opfatter ikke negationer. Forbud er som regel blot et udtryk for, at der ikke er noget i miljøet, der viser, hvordan man skal gøre. Derfor ender vi med at gøre noget forkert. Det er altid en bedre strategi at fjerne alle forbuddene og sørge for, at omgivelserne viser, hvad der er rigtigt at gøre. Hvis der ikke må efterlades aviser på sæderne i S-toget, er det, fordi der ikke er et ordentligt synligt sted, man kan gøre af dem. Det er altid vores omgivelser, der fejler, det er ikke os, for vi er bare dyr. Og vi kan ikke andet end at fejle,« siger Sille Krukow.

Derfor skal vi forstås og mødes, »som de menneskedyr vi er«, og skal det blive anderledes, kan vi passende skele til de store virksomheder, som tjener masser af penge på at gøre livet mindre kompliceret for os.

»Der er jo en grund til, at Apple kan sælge 37 millioner iPhones i løbet af en halv time. De er fantastiske til at forudse vores fejl. De har sat sig for at gøre det så nemt som muligt for brugerne, og det skaber et langsigtet tilhørsforhold og engagement. Dem, der kan lykkes med at gøre livet så nemt for os som muligt, er dem, der vinder. Det er sådan, vi burde arbejde med at skabe langsigtede gode relationer mellem borgere og myndigheder.«

I sidste ende kan menneskeheden uddø

Sille Krukow har ikke meget tilovers for de fotovogne, som nu skal fange fartsyndere og fylde milliarder i statskassen.

»Man kan godt foretage en kortsigtet regulering, men det skaber ekstremt dårlige relationer til borgerne. Jeg vil hellere indrette vejdesignet på en måde, så vi automatisk nedsætter farten. Der findes nogle helt enkle greb,« siger hun og nævner, at man i nærheden af Odense har anlagt et design af vejene, hvor man med vilje tilføjer mærkelige elementer. Prikker, streger og alt muligt, som ikke er, hvad man normalt forbinder med en vej.

»Og når vi kommer kørende i vores automatiske adfærd og ser disse tegn på vejen, sætter vi farten ned, for hvad pokker skal jeg her? Den refleksive tænkning bliver vækket. Man skaber med vilje en forvirring.«

Men er det ikke blot et spørgsmål om, at vi skal tænke os bedre om, være refleksive og rydde ud i alt det, der distraherer os og gør os ukoncentrerede? Så simpelt er det ikke. Det er hele vores civilisation, den er gal med. Sille Krukow mener, at den globale fedmeepidemi og klimakrisen er eksempler på dårlige adfærdsmønstre, som er løbet løbsk.

»Biologer taler om, at vi er nået dertil, at vi som race har været de bedste til at tilpasse os omgivelserne. Nu har vi tilpasset omgivelserne og ændret dem i sådan en grad, at vi biologisk ikke selv kan følge med. Vi står dér, hvor vi skal vælge mellem at reducere kompleksiteten i vores omgivelser, så de matcher vores hjerne, og hvad vi biologisk kan kapere. Eller vi skal fortsætte i den retning, vi er i gang med nu. Men vælger vi det sidste, ender vi med at uddø. Det er dér, vi er. Vi har bare ikke erkendt det endnu,« siger Sille Krukow.