Undskyld – og tak for alt!

Ahmed Akkari genlever i sin bog »Min afsked med islamismen« sin personlige rejse fra fodboldspillende nordjysk dreng til efterspurgt prædikant og en af hovedpersonerne i Muhammedkrisen. Vi bringer her tre uddrag fra bogen.

Efter sit møde med islamismen begyndte Akkari at gå mere konservativt klædt og lade skægget gro. Øverst ses Akkari, mens han gik på studenterkursus i Aalborg. Nedenunder ses udviklingen fra seminarietiden, til Akkari blev landskendt imam og talsmand for en række muslimske foreninger. Privatfotos Fold sammen
Læs mere

Prædikant

På min vej mod min studentereksamen fortsatte jeg samtidig med stormskridt min rejse mod islamisternes inderkreds. Jeg læste og lærte hurtigt, og det gav anerkendelse i miljøet, hvor viden og respekt som bekendt gik hånd i hånd. Langsomt, men sikkert begyndte jeg at føle mig hævet over andre mennesker, og den følelse blev bestemt ikke mindre, da jeg en dag blev opfordret til at rejse mig og tage ordet efter aftenbønnen.

I disse timer, hvor moskeen typisk var fyldt, fik særligt udvalgte personer lov at tale om troen og det gode islamistiske liv til dem, der havde lyst til at blive og lytte. Det foregik langs væggene i det store bederum, og flere mennesker kunne således tale på samme tid til hver sin cirkel af tilhørere.

I en alder af bare 18 år og med en temmelig klejn fysik skilte jeg mig ud fra de øvrige udvalgte. Alligevel formåede jeg at vække en vis interesse, og efterhånden som ugerne gik, og jeg fik lov at tale igen og igen, voksede min cirkel til 20-30 personer, hvoraf flere var gengangere.

Jeg talte om regler og værdier i islam, ligesom de religiøse figurer, jeg beundrede. Og nøjagtig som i kulturhuset året forinden var det forbundet med en sitren i hele kroppen. Jeg var nervøs, men samtidig var det en berusende oplevelse at stå der og se ned over en kreds af ofte voksne mænd, der slugte mine ord, som kom de direkte fra Gud.

Det var på den baggrund, at jeg en dag i foråret 1997 fik et spørgsmål, der skulle komme til at ændre mit liv.

»Hvad vil du sige til at prædike ved bønnen på fredag?«

Bønnen fredag middag er den største begivenhed i en muslims uge. Den svarer til den kristne søndagsgudstjeneste, og allerede i de sene 1990’ere samlede fredagsbønnen mange hundrede mennesker i hver af landets store byer. Normalt var det imamer med langvarig islamistisk skoling fra Mellemøstens universiteter eller ældre lærde, der stod for prædikenen, og derfor var det på en gang forbløffende og ærefrygtindgydende at få sådan et tilbud i en alder, hvor jeg kun lige var blevet voksen.

Det var også en drøm, der gik i opfyldelse, længe inden jeg overhovedet havde formuleret den for mig selv.

Invitationen til at træde ind i det lille og særdeles prestigefulde selskab af prædikanter kom fra moskeens bestyrelse, som bestod af en halv snes af de mest trofast besøgende. De havde alle set mig tale i de små cirkler og var tilsyneladende mere end tilfredse med, hvad de så.

»Vi mener, du er klar til fredagsbønnen,« konstaterede de kort og smilende.

Jeg var mere end nogensinde før opsat på at gøre et perfekt indtryk og kom frem til, at vejen måtte være at tale fra hjertet. Et rent hjerte.

På selve dagen fik jeg lov at sidde inde på bestyrelsens kontor bag den grønne dør. Her blandt the-glas og uåbnet post iklædte jeg mig den traditionelle hvide kjortel og den arabiske kalot, som traditionen foreskriver til imamer. Farven repræsenterer den renhed og fromhed, som enhver, der prædiker Koranens ord, forventes at leve op til. Jeg svulmede af æresfølelse, da jeg trak disse symbolske klæder over hovedet. Imens kunne jeg høre støjen fra de mange besøgende til fredagsbønnen tage til på den anden side af den grønne dør.

Alt var skrevet ned og indøvet til perfektion i bussen til og fra Vodskov og i de sene timer i biblioteket. Jeg var selvfølgelig anspændt, men som man er det forud for en afgørende eksamen i et stof, man efter lange studier ved, at man kan: Jeg følte mig sikker, da begge urets visere nærmede sig øverste position, hvor fredagsbønnen som regel går i gang.

Da jeg trådte ud i bederummet, så jeg, at det var fyldt til sidste plads. På de cirka 100 kvadratmeter tæppebelagt gulv sad mindst 200 mænd. De, der ikke var plads til, havde sat sig på etagen ovenover, hvor der også var et separat rum til de kvinder, der ønskede at deltage i bønnen.

Mændene – de fleste langt ældre end jeg selv – fulgte mig med øjnene, efterhånden som jeg skred gennem rummet mod det punkt på gulvet, hvor prædikanten altid stod. Om det var skepsis eller forventning, jeg så i deres øjne, er svært at sige, men jeg husker, hvordan ansigtsudtrykkene ændrede sig, efterhånden som talen skred frem. Øjenbryn hævede sig for derpå at slappe af, mens mundvige gled opad. Jeg var en succes.

»Det var flot klaret,« sagde flere, da jeg efter talen vendte tilbage til bederummet uden kjortel og kalot.

Jeg fik klap på skuldrene, og folk jeg aldrig havde hilst på før, ville trykke min hånd. Fra den ene dag til den anden blev navnet Ahmed Akkari kendt og respekteret langt ud over den snævre kreds af daglige gæster i moskeen, som hidtil havde udgjort mit primære netværk. Også bestyrelsesmedlemmerne var glade. Derfor blev der nu sat en fast kile i den dør, jeg så længe havde drømt om at nå frem til og åbne. Snart fik jeg også invitationer til at prædike i moskeer og flygtningecentre i mindre byer som Viborg og Hadsund. Overalt hvor der var muslimer og bøn, ville man se og høre den unge mand, der ifølge rygtet havde viet sit liv til troen og formåede at tale med en tyngde og erfaring, som var han meget ældre. Mange af de gamle islamister så mig formentlig som et forbillede for de yngre generationer, og jeg tøvede ikke med at indfri deres forventninger. Jeg betragtede det som en slags praktik og forberedelse på vej mod langt større ting, der skulle komme. I weekenderne og de sene aftentimer, efter hverdagens slid med studenterkursus og lektier, kæmpede jeg mig gennem den islamistiske lære for at blive en endnu bedre taler, og når jeg om fredagen sad i tog og busser på kryds og tværs gennem det jyske landskab, drømte jeg om en fremtid som en af troens store forfægtere.

Jeg lukkede øjnene og så store menneskemasser, der henført lyttede til mine ord og lod sig påvirke og imponere af mit store kendskab til den sande vej i livet. Mine fantasier om at blive en stor og kendt formidler af islams rette vej fyldte alt.

n Delegationer

Søndag den 4. december lettede et rutefly med de fem delegerede fra startbanen i Kastrup og satte kurs mod subtropiske Cairo. Med om bord havde de en taske, som kun indeholdt én ting: mapper med præsentationer af sagen. Raed Hlayel og Kasem Said Ahmad havde sat mapperne sammen i al hast, inden de i sidste øjeblik blev fragtet til lufthavnen og overdraget netop som de fem udsendte skulle passere sikkerhedskontrollen. På grund af begrænsningerne for håndbagagens omfang var der kun plads til et mindre antal sagsmapper. Resten måtte massekopieres i Egypten.

I sagsmapperne lå Jyllands-Postens og Weekend-avisens tegninger af profeten, en oversættelse af Flemming Roses leder og en skriftlig fremstilling af sagen rettet direkte mod de lærde, der nu skulle overbevises. De indeholdt desuden billederne fra Fyn, der viste en hund, der parrede sig med en bedende kvinde og profeten som henholdsvis pædofil djævel og gris. Der var dog ingen tekst, der forklarede, at disse billeder intet havde at gøre med medierne og den danske stat, men efter alt at dømme stammede fra en enkelt rabiat person. Det gav sidenhen anledning til voldsom debat og berettigede beskyldninger om fup og manipulation.

Om sammenblandingen af avisernes tegninger og billederne fra Fyn var en fejl begået under tidspres, eller om den var et bevidst valg fra Raed Hlayhels og Kasem Said Ahmads side, har jeg aldrig fået svar på. Skal jeg gætte, hælder jeg dog til det sidste. Det var brænde til bålet, og vi ville se Danmark brænde.

n Appel

Danmark står over for en værdipolitisk udfordring, der spænder over politiske kløfter. Udfordringen handler om selve demokratiets grundværdier, og den må ikke drukne i en spiral af negative partipolitiske skænderier. For mennesker, der ikke deler demokratiets værdier, gør nytte af striden.

Skal vi bevare Danmark som et demokratisk, social-liberalt samfund, er der brug for en utvetydig afklaring, som bygger bro.

Første skridt er at erkende og blotlægge problemet og dets rod uden berøringsangst. Næste skridt er at stille krav. Som samfund må vi kræve entydig loyalitet mod det konstitutionelle monarki og mod de rettigheder og pligter, der følger med et liv som borger i Danmark. Og vi må ikke være bange for at sige fra, når fundamentalistiske kræfter udnytter hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder i et forsøg på at nedbryde den selvsamme frihed.

Danmark er kendetegnet ved frisind med højt til loftet og plads til individuel forskellighed. De værdier skal selvfølgelig bevares. Men de må ikke betyde, at religiøse og politiserede ideologier får plads til langsomt at erstatte frihed med ensretning og tyranni.

Sker det, er demokratiet reduceret fra en grundlæggende livsform til et simpelt middel til magt.

Menneskerettighederne beskytter minoriteter og anderledestænkende, men de samme minoriteter skal også selv vise hensyn og åbenhed.

Opgaven, vi står over for, er svær, og den bliver ikke lettere af, at islamisterne er svære at identificere. Som gruppe er de mangfoldige, og de forstår at forvirre ved i mere end én forstand at tale flere sprog. Ikke desto mindre er handling nødvendig: Der er behov for, at vi taler sammen på tværs af ideologier og finder pragmatiske svar på den fælles udfordring mod grundlaget for samfundets demokratiske kultur. Samtidig er der brug for en demokratisk platform for det tavse flertal af sekulære og åndeligt religiøse muslimer, der ikke ser sig selv repræsenteret af den politiske islamisme, som trives i de foreninger og organisationer, der ofte tager ordet på deres vegne.

Vi skal styrke loyaliteten over for Danmarks demokratiske grundværdier og parlamentarismen som modpol til de autoritære tanker, som også religion kan være en kilde til. Og vi skal kræve, at de mennesker, der bor her i landet, yder et aktivt bidrag til samfundet ved enten at søge uddannelse eller arbejde, så de lovligt kan forsørge sig selv.

Vi har brug for demokrativenlige religioner i liberale samfund med værdier som frihed for individet og pragmatisk overensstemmelse mellem partier.

Til Danmark vil jeg til slut gerne sige: Undskyld. Og tak for alt!