Skandalen ligner en realitet. Men hvem bærer ansvaret?

Torsdag når den såkaldte »Tibet-sag« sit foreløbige højdepunkt, når den nedsatte undersøgelseskommission indleder sine længe ventede forhør. Her får du aktivistens, ekspertens og politikerens bud på, hvorfor du overhovedet bør bekymre dig om nogle få demonstranters flagprotest.

Demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet, Free Tibet, på Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012 i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark. Fold sammen
Læs mere

Thomas Goetz var i godt humør, da han rejste sig fra sit skrivebord i Toldbodgade. Det store flag havde stået ved hans side, siden han mødte på arbejde fredag morgen, og nu skulle det endelig ud at blafre i vinden.

I løbet af dagen havde flere nysgerrige kolleger været en tur forbi den 60-årige IT-medarbejders bord. »Hvem i alverden er det, du flager for,« spurgte de.

Thomas Goetz svarede beredvilligt. Flaget var tibetansk, og han var på vej mod Kongens Have for – i stille protest – at vise sin sympati for det tibetanske folk. Anledningen var et statsbesøg af Kinas daværende præsident, Hu Jintao, der samme eftermiddag, 15. juni 2012, skulle vises rundt af kronprinsparret på Rosenborg Slot.

»Der var flere andre aktivister rundt omkring i København, men jeg tog alene i Kongens Have med mit flag, fordi det var tæt på mit arbejde. Da jeg ankom, var der en hel del politi ved slottet, flere indsatsvogne og megen aktivitet. Så jeg stillede mig her i Rosenhaven, klar til at vinke med mit flag når den kinesiske præsident kom,« siger Thomas Goetz og peger hen imod slottets hovedindgang, der ligger godt 100 meter væk afskåret af bøgehæk og voldgrav.

Berlingske har sat ham stævne i det hjørne af Kongens Have, der i dag kan betegnes som åsted for en af de senere års måske største politiske og forvaltningsmæssige skandaler. En sag, der efter et langt tilløb når sin foreløbige kulmination torsdag, når en undersøgelseskommission indleder sine forhør.

Det er historien om nogle få aktivisters kuede ret til at demonstrere. Men det er også meget mere end det, forklarer professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet.

»Den her sag handler set med juridiske briller om nogle helt principielle spørgsmål. Det er grundlovsbestemte rettigheder, der muligvis kan være sat ud af spil for ikke at fornærme nogle kinesere, og dermed er vi oppe på den allerøverste hylde i juraen med denne undersøgelseskommission,« forklarer Michael Gøtze og understreger, at man med undersøgelseskommissionen har taget »det tunge kavaleri« i brug i forsøget på at nå til bunds i sagen.

Kinesiske tilstande i København

Alt det vidste den mangeårige aktivist Thomas Goetz ikke noget om den sommerdag for godt fire år siden. Men han fik hurtigt at mærke, at hans tilstedeværelse ved slottets voldgrav var uønsket. Det samme var i øvrigt tilfældet for flere af de øvrige aktivister, der også havde taget plads langs præsidentens planlagte rute i København.

»Pludselig blev jeg konfronteret af tre politimænd, der sagde, at jeg skulle tage mit flag ned, fordi det var forbudt at demonstrere. Det undrede jeg mig selvfølgelig over, men gjorde alligevel som de sagde, da de var meget bestemte. Da jeg så spurgte, om jeg måtte gå min vej, vendte en af dem sig om og hviskede løs i sin radio. Men nej, det måtte jeg ikke. Og det blev starten på hele sagen,« siger Thomas Goetz.

Selvsamme radiooptagelser skulle sidenhen vise sig at blive et centralt element i den retssag, Thomas Goetz førte – og vandt – mod Københavns Politi. Og for hele »Tibet-sagen« i almindelighed.

I første omgang afviste Københavns Politi nemlig pure, at man havde forsøgt at »forhindre fredelige demonstrationer, herunder fremvisninger af tibetanske flag«. Men da radiooptagelserne kom frem i Østre Landsret, viste det sig, at Københavns Politi havde videregivet direkte usande oplysninger til Folketingets Retsudvalg og i Københavns Byret.

En pointe, der senere blev bekræftet af justitsminister Søren Pind (V), da han offentliggjorde dele af den såkaldte »operationsbefaling«, som politibetjentene handlede efter den 15. juni 2012.

Dengang var det Morten Bødskov (S), der svingede taktstokken i Justitsministeriet, ligesom han i øvrigt gjorde det, da politiet året efter igen kom ud i stormvejr for tilsyneladende at have gentaget selvsamme manøvre ved endnu et kinesisk statsbesøg i København.

Og så er vi tilbage ved et andet af de helt centrale spørgsmål i Tibet-sagen. Nemlig politiets, embedsværkets – og muligvis også daværende SRSF-ministres – rolle i det prekære forløb.

»Helt grundlæggende tyder meget på, at der er begået fejl. Man har begrænset ytrings- og forsamlingsfriheden, og nu er spørgsmålet, hvem der bærer ansvaret for den beslutning,« forklarer Michael Gøtze fra Københavns Universitet og uddyber.

»Sagen har helt grundlæggende to spor, hvor det ene handler om ministeransvar. Var nogle ministre med i den beslutningskæde, hvor man blev enige om at lukke ned for fredelige demonstranter? Og så er der et andet spor, der handler om embedsværkets rolle i sagen. I hvor høj grad havde politiet og centralt placerede embedsmænd fra bl.a. Udenrigs- og Justitsministeriet en aktie i den her beslutning og effektueringen af den,« spørger juraprofessoren.

Afsløring efter afsløring

Siden Tibet-sagen begyndte at rulle, er nye afsløringer løbende blevet bragt for dagen. Blandt andet har Radio24syv kunnet berette, hvordan en betjents vidneforklaring i 2015 blev forsøgt ændret af en højtstående ansat i Københavns Politi, så det ikke fremgik, at ledelsen aktivt bad betjentene om at fjerne Kina-kritiske demonstranter. Mandag var selvsamme medie så endnu en gang på banen med flere graverende oplysninger om sagen skarpt efterfulgt af en hårdtslående nyhed fra Politiklagemyndigheden, der kunne fortælle, at man har valgt at sigte to højtstående politichefer for direkte at have løjet i Københavns Byret.

Det var den retssag, som Thomas Goetz i første omgang vandt ved byretten i København, men som sidenhen blev anket til Østre Landsret. Her blev det endnu en gang slået fast, at Københavns Politi uberettiget havde frihedsberøvet ham den 15. juni 2012.

De mange afsløringer har løbende vakt stærk kritik blandt flere af landets politikere. Det gælder blandt andre Enhedslistens Pernille Skipper, der bestemt ikke er i tvivl om nødvendigheden af Tibet-kommissionens arbejde.

»Det her er en potentiel skandale på så mange niveauer. Selv om man godt kan negligere det til at handle om nogle få demonstranter og deres flag, så handler det om langt mere. Det handler om, at man har solgt nogle grundlæggende frihedsrettigheder for at få en fordelagtig handelsaftale i hus med Kina. Og det handler om en tvivlsom embedsmandskultur og ministre, der lyver for Folketinget,« siger Pernille Skipper.

»En enestående mulighed«

Tilbage i Kongens Have har Thomas Goetz dog stadig svært ved at forstå, hvordan hans egen – og de øvrige aktivisters – enlige politiske kamp har udviklet sig til en skandalesag af dimensioner.

Selv fik han i 2015 landsrettens ord for, at politiet ulovligt frihedsberøvede ham den junidag for fire år siden. Men sagen rækker meget længere end det, mener han.

»Det gik fra at være en sag, der kun handlede om tibetanernes sag, og til en erkendelse af at vi nu har en enestående mulighed for at tage fat og justere nogle problematiske forhold i samarbejdet mellem politi, embedsværk og politikere i Danmark. Det har givet os mulighed for at spørge os selv, om tingene nu også er, som de burde være,« siger Thomas Goetz.