Skadestuer og kommuner svigter voldsramte børn

De kommunale sagsbehandlere aner ikke, om voldsramte børn er blevet tilset af en læge. Og hospitalerne sikrer ikke, at kommunerne hjælper børnene med blå mærker, når de udskrives. Og ingen tjekker, om volden i hjemmet reelt bliver stoppet. Alt sammen ifølge ny SFI-undersøgelse, der får forskere og eksperter til at kræve mere opmærksomhed.

Fra jordemoderen og sygeplejersken tager imod dem på barselsgangen, over pædagogerne i vuggestuer og børnehaver til lærere i folkeskolen, er danske institutionsbørn blandt de børn i verden, som har mest og tættest kontakt til voksne, der er uddannet til at sikre børnenes trivsel. Der burde altså være en god chance for, at det blev opdaget, hvis et barn udsættes for vold hjemme hos dets forældre.

Men en undersøgelse fra Det Nationalt Forskningscenter For Velfærd, SFI, som offentliggøres i dag, tegner et helt andet billede. Den viser, at hvert 20. barn har oplevet decideret mishandling i hjemmet - altså slag, spark, kvælningsforsøg eller brændmærkning. Den viser desuden, at i en væsentlig del af de sager, hvor børn og unge udsættes for mishandling, opdager hverken landets skadestuer eller de sociale myndigheder volden.

»Børnene henvender sig meget sjældent selv for at få hjælp. Det er meget få sager, som starter ved at børnene selv går op på kommunen. Så det afhænger af, om der er årvågne voksne omkring barnet, som undrer sig over, at barnet kommet med blå mærker eller bliver hjemme fra skole. Vi kan se ud fra denne undersøgelse, at koordinationen myndighederne imellem ikke er god nok, hvad det angår,« siger seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra SFI.

Han har gennemgået 900 kommunale børnesager i undersøgelsen. Derfra kan han bl.a. se, at de færreste sagsbehandlere - kun seks procent - tjekker, om et barn med tegn på vold er blevet tilset af en læge på en skadestue, så det kan fastslås, om der er tale om vold. Også den anden vej kikser det. For når et barn kommer på skadestuen som følge af vold, er det blot hvert tredje, som bagefter sikres personlig støtte i form af f.eks. en kontaktperson i kommunen, en plejefamilie eller familiebehandling, som socialloven ellers giver børnene ret til. Desuden bliver der i over halvdelen af alle socialsagerne ikke fulgt op på sagerne. Så man tjekker ikke, om volden er stoppet og om forholdene er forbedret i det hjem, hvor barnet er blevet mishandlet.

Hos Børns Vilkår finder ser man rapporten som et klart advarselssignal til alle, der har med børn at gøre:

»Fagfolkene skal undervises i, hvordan de aflæser børnenes signaler og hvordan de underretter. Det vil altsammen koste flere penge på den korte bane, men det er nødvendigt. Som det er nu, sender vi det signal til børnene, at vi ikke tager dem alvorligt,« siger souschef Bente Boserup.

Også Børnerådet slår alarm:

»Lovgivningen er på plads, men det handler om en ændret indstilling. Det handler om at turde reagere når man har mistanke om noget og at man ikke skal være bange for at skade barnet mere ved at anmelde det og måske sætte ens eget professionelle forhold til forældrene i spil,« siger formand Lisbeth Zornig Andersen.

Barnets Reform giver nye muligheder

Ifølge socialminister Benedikte Kiær (K) vil fagfolkenes underretningspligt blive ekstra klar med den såkaldte Barnets Reform, som træder i kraft fra nytår. Reformen giver samtidig nye muligheder til kommunerne for at få hjælp til at gribe hurtigere ind over for vold i hjemmene.

»Jeg bliver meget bekymret, når jeg læser rapportens konklusioner, for det er et voldsomt og alvorligt svigt, når et barn udsættes for vold eller anden form for fysisk eller psykisk overgreb. Jeg har set eksempler i den seneste tid på, at skoler, institutioner og pædagoger er påpasselige med at underrette, men rapporten viser, at der er en berøringsangst, og det skal vi have gjort op med,« siger hun.

Socialministeren kalder det »meget forkert«, at kommunerne i færre end halvdelen af alle sager følger op. De aner derfor i realiteten ikke, om børnene fortsat bliver mishandlet.

»Det er klart, der skal følges op. Kommunerne må altså tage skeen i den anden hånd,« fastslår Benedikte Kiær og understreger, at kommunerne har penge nok til at løse problemet.