Paludans demonstrationer afføder irakisk reaktion efter flere dages optøjer – varsler »alvorlige følger«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

 
Op mod 100 personer har natten til mandag skabt problemer for politiet i Malmø-bydelen Rosengård. Video: Twitter. Redigering: Emma Märtens Christensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen, kære læser – velkommen til Berlingskes overblik over døgnets vigtigste historier.

Påsken går så småt på hæld, og i dagens overblik skal vi forbi alt fra optøjerne i Sverige, hvor Irak nu kommer på banen, til manden, der måske bliver kongemager for USAs næste præsident.

Du kan også – som altid – følge med i Berlingskes liveblog om situationen i Ukraine her.

Irak kalder svensk diplomat til samtale efter optøjer

Rasmus Paludans Sverige-tour får nu et udenrigspolitisk islæt.

Det irakiske udenrigsministerium har indkaldt Sveriges charge d'affaires – højtrangeret diplomat på en ambassade – i Bagdad til en samtale i kølvandet på de seneste dages voldsomme optøjer i flere svenske byer, hvor Stram Kurs-stifter Rasmus Paludan turnerer rundt med koranafbrændinger og demonstrationer mod islam.

Det irakiske udenrigsministerium mener, at hændelserne i Sverige kan få »alvorlige følger« for forholdet mellem Sverige og den muslimske verden, skriver Ritzau og flere udenlandske medier.

Rasmus Paludan har siden torsdag varslet og afholdt flere demonstrationer, der har udviklet sig til voldelige sammenstød mellem urostiftere og politiet. Søndag blev tre personer ramt af politiets kugler i forbindelse med varselsskud.

Ifølge det irakiske nyhedsbureau INA har det irakiske udenrigsministerium opfordret den svenske regering til at »stoppe enhver handling, der opildner religiøse personers følelser, især dem, der går ud over islams helligheder«.

Det danske forsvar langt bag resten af Nordens

I Sverige og Norge har man oprustet forsvaret gevaldigt, mens det i Finland længe har været robust. Til sammenligning blegner det danske forsvar hen, viser en ny analyse fra Danmarks største forsvarsorganisation.

Det skriver vi på Berlingske.

Analysen er foretaget af oplysningsorganisationen Folk og Sikkerhed og viser, at det danske forsvar både er bagud i forhold til antallet af soldater i reserven, mængden af militært isenkram på lager og den mængde penge, vi er villige til at ofre på Forsvaret. Tallene bakkes op af tal fra Verdensbanken.

Analysen konkluderer blandt andet, at Danmark blandt de fire lande som de eneste hverken har ubåde eller skibe egnet til kystnære operationer, mangler et ordentligt luftværn, ligesom antallet af både kampfly, infanterikampkøretøjer, morterer og kampvogne er langt færre end hos naboerne.

Grøn tænketank kræver øjeblikkeligt stop for fødevarer brugt som brændstof

Ifølge den grønne tænketank CONCITO går fødevarer, der kunne brødføde 150 millioner mennesker, til brændstof i europæiske biler.

Det skriver Politiken.

Det skyldes, at EU har et krav om at blande biobrændstof i benzin og diesel. Og det er helt skørt i en tid, hvor krigen i Ukraine presser fødevarepriserne til rekordhøje niveauer, siger CONCITOs direktør, Christian Ibsen.

Men et stop for biobrændstof på kort sigt vil øge forbruget af fossil benzin og diesel, der også er en mangelvare i dag.

»Men det har ingen nævneværdig effekt for klimaet, og vi kan gøre noget her og nu ved at begrænse forbruget,« siger Christian Ibsen.

Læs Politikens historie her.

Søren Pind taler nu om »modbydelige« ministerdage

Søren Pind ville ikke selv have den mest udskældte post, men han nåede at få seks måneder som minister for flygtninge, indvandrere og integration, før regeringsmagten skiftede hænder. Han videreførte Venstres stramme udlændingepolitik og slog hårdt ned på kriminelle udlændinge, mens sagerne om børn knuste hans faderhjerte og udfordrede hans kristne tro.

Det siger han nu til Berlingske som en del af en serie, hvor Berlingske taler med en række tidligere integrationsministre om posten og om omkostningerne ved jobbet.

»Flygtningepolitikken er i sin essens syndig. Men man er nødt til at gøre det for at redde fædrelandet. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en synd. Men alternativet er jo, at alt det, man kender, bliver forandret til ukendelighed,« siger han.

Læs hele interviewet her, hvor Søren Pind også taler om de »modbydelige« dage, hvor sagerne på ministerbordet handlede om børn.

Kontroversiel, kontrær, styrtende rig – og måske manden bag USAs næste præsident

Måske har du aldrig hørt om navnet Peter Thiel, måske har du.

Det er egentlig ligegyldigt, for Berlingske har tegnet et læseværdigt portræt af manden, der står bag firmaer som PayPal, Airbnb og Palantir, og som er gået fra at være hypet tech-investor i Silicon Valley til kongemager på den yderste amerikanske højrefløj.

På hans vej er velkendte navne som Mark Zuckerberg, Elon Musk, Ted Cruz og Donald Trump. Og måske USAs næste præsident?

Læs portrættet her.