På rette vej

Hjerneskadede Brian er hjulpet i praktik hos Silvan i Birkerød. Før havde han intet at stå op til. Nu står han til en fastansættelse. Få kilometer derfra er historien en ganske anden.

Brian Johan Jensen har været i praktik hos Silvan i Birkerød en god måneds tid. Hans opgaver er bl.a. at fylde op på hylderne, og det gør han så godt, at butikschef Benny Andersen forventer at fastansætte ham, når praktikperioden på tre måneder er slut. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Lige et øjeblik, så skal jeg finde en, der kan hjælpe dig,« siger Brian Johan Jensen ivrigt, da en ældre kunde spørger efter nipler. 30-årige Brian elsker at arbejde i Silvan, men han kender godt sin begrænsning og hidkalder hjælp, når det bliver for teknisk.

»Da jeg blev født, fik jeg navlestrengen viklet tre gange om halsen, så jeg fik ikke nok ilt et stykke tid. Det har min hjerne taget skade af, og jeg har svært ved at overskue flere opgaver ad gangen,« forklarer han.

Brian har været i praktik hos Silvan i Birkerød en god måneds tid. Hans opgaver er bl.a. at fylde op på hylderne, og det gør han så godt, at butikschef Benny Andersen forventer at fastansætte ham, når praktikperioden på tre måneder er slut.

Op mod halvdelen af topcheferne i 167 af Danmarks største virksomheder mener ligesom Silvan, at det er deres opgave at sørge for, at ressourcesvage ledige kommer i arbejde. Og tre ud af fire blandt dem, der rekrutterer nye medarbejdere på landets kommunale jobcentre, gør det primært for at løfte deres samfundsansvar. Det viser en rundspørge blandt topcheferne i Danmarks største virksomheder, som Berlingske Research har foretaget.

Brians historie er hos Silvan et eksempel på en socialt ansvarlig virksomhed, som det er lykkedes for at integrere svage ledige fra det lokale jobcenter. Få kilometer derfra er historien en ganske anden.

Det er jobcenteret i Furesø Kommune, der har henvist Brian til Silvan, som er en af blot fire private virksomheder, som har indvilget i at tage nogle af kommunens 260 ledige fra matchgruppe 2 i praktik. Matchgruppe 2 er ikke-arbejdsparate personer, som har andre problemer end arbejdsløshed, f.eks. handikap eller sociale udfordringer. Men det er vanskeligt for jobcenteret at finde mentorvirksomheder, som orker.

»Det kræver et stort engagement fra mentorerne i forhold til den enkeltes udfordringer, men også fordi praktikanterne skiftes ud hver tredje måned,« forklarer jobchef Flemming Sommer fra Furesø Kommune.

Så Brian er heldig at få praktikplads hos Silvan.

Han var ellers langt nede, da han ragede uklar med en ny slagter på sin tidligere arbejdsplads. Herefter fulgte en træls tid, hvor han mest var derhjemme uden noget at tage sig til. »Jeg havde jo ikke noget at stå op til, men det har jeg nu – og jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Jeg elsker mit arbejde, og jeg bruger min mobil til at holde styr på mine mødetider og opgaver,« siger han.

Byggemarkedskæden Silvan er tilfreds:

»Vi løfter vores samfundsansvar, og vi sparer tid og penge til jobannoncer, når vi skal nyansætte. Det er jo oplagt at ansætte vores praktikanter, hvis de klarer sig godt,« siger butikschef Benny Andersen.

Knap halvdelen af Silvans 40 varehuse tager svage ledige i praktik:

»Det giver os en god fornemmelse i maven, at her er højt til loftet og plads til alle,« supplerer kædens HR-chef Morten Elbro.

Benny Andersen er godt tilfreds med samarbejdet med jobcenteret, men han lægger ikke skjul på, at det kræver noget ekstra at ansætte folk med handikap eller tunge sociale problemer:

»Du skal være både far og arbejdsgiver på én gang. Hvis ikke du har noget at sætte dem til, har ressourcer til at holde øje med dem og overskud til at tage dig af deres problemer, så lad vær!« lyder hans råd til andre virksomheder.

»Når vi har travlt, kan du godt få en fornemmelse af, at de hænger på dig, så er det vigtigt, at vi er mange til at tage fra,« siger Benny Andersen, som har 55 medarbejdere i varehuset i Birkerød.

Furesø Kommunes jobcenter betaler Brian Johan Jensens kontanthjælp i praktikperioden. Hvis han bliver fastansat, forventer Benny Andersen at blive enig med kommunen om en tilskudsordning på grund af hans handikap.

Benny Andersen kører sine særlige ansatte med fast, men kærlig hånd. Tre gange fravær uden ordentlig grund, så er det ud!

»Vi lærer dem, at de har nogle pligter og ansvar over for kollegerne. Før var deres eneste pligt at trykke på fjernbetjeningen på TV’et.«

Silvan har haft praktikanter, som ikke fungerede, men succeshistorierne vejer tungest.

På et andet af Furesø Kommunes virksomhedscentre er situationen ganske anderledes. Her gik det helt galt, da fem unge matchgruppe 2ere var i praktik sidste forår.

Parken på Farums smukke herregård, Farumgaard, strækker sig saftig og grøn lige ned til Farum Sø, og de over 300 år gamle hvide bygninger er sammen med søens glitrende blå vand indbegrebet af idyl.

Men trods de smukke omgivelser er arbejdsleder, pensioneret ingeniør Thomas Larsen, frustreret. I foråret 2012 indgik han på vegne af Farumgaard samarbejde med jobcenteret i Furesø Kommune om at modtage fire-fem unge kontanthjælpsmodtagere til jobtræning.

Både Thomas Larsen og jobcenteret mente, at det simple udendørsarbejde med at slå græs og klippe kanter var oplagte opgaver for unge mennesker fra matchgruppe 2 mellem 18 og 24 år.

Thomas Larsen havde erfaring med flexjobbere på Farumgaard og dertil en baggrund som ingeniør i store danske virksomheder som Danfoss og FLSmidth.

Kommunen betalte deres kontanthjælp, og Thomas Larsen fik mentor-betaling svarende til to timer pr. uge pr. ansat.

Men de unge viste sig at være meget lidt mødestabile: »De meldte sig ofte syge, men endnu oftere blev de bare væk uden at give besked,« fortæller Thomas Larsen, som omhyggeligt førte regnskab med fremmødet.

Berlingske har set Thomas Larsens rapporter, som han fremsendte til jobcenteret i Furesø Kommune:

»Møder ikke. Ringer ikke«. Møder ikke hele ugen«, »Møder ikke«, Møder ikke«, »Er på besøg vil starte mandag«, »Melder sig syg«, »Syg??«, »Syg«, »Møder ikke hele ugen« – sådan har Thomas Larsen noteret igen og igen, og alle unge undtagen én havde fravær på over 50 pct.

»Jeg ringede hver dag kl. 10 til jobcenteret og rapporterede, hvem der kom, og hvem der ikke kom. Der var uger, hvor slet ingen af de unge dukkede op,« fortæller han.

Thomas Larsen retter dog først og fremmest sin kritik mod jobcenteret i Furesø Kommune:

»Jobcenteret svigtede de unge. Det er mit indtryk, at hvis bare de fik placeret de unge herude, så fik jobcenteret penge fra staten, og så var det godt.«

Thomas Larsen fremlægger en enkelt e-mail fra en af jobkonsulenterne fra d. 2. april 2012, som ifølge Thomas Larsen er det eneste svar, han har fået på sine bestræbelser på at finde ud af, om de unge overhovedet kom mere. Jobkonsulenten undskylder manglende tilbagemeldinger med ferietravlhed:

»Vi er lige ramt af lidt ferie – men har prøvet at »snuse« mig frem til de forskelliges stopdatoer.«

Og omsider får Thomas Larsen så besked om, at de fem unge mennesker stopper på forskellige tidspunkter i april 2012.

»Der var en slap indstilling på jobcenteret, som aldrig var gået i det private erhvervsliv. Når de ansatte kom til møde på Farumgaard, så meldte de afbud de fleste gange, og så kom de sjoskende for sent. De fungerede i hvert fald ikke som rollemodeller for de unge, for med den holdning kan de ikke få nogen til at arbejde,« siger Thomas Larsen.

Farumgaard er ikke længere mentorvirksomhed, der kan modtage unge fra matchgruppe 2 i Furesø Kommune. Virksomheden har i dag ansat to flexjobbere i 50erne – en fra Furesø Kommune og en fra Hillerød, som fungerer godt.

Farumgaards negative oplevelser med det lokale jobcenter er langt fra enestående. Næsten 40 procent af i alt 547 nystartede virksomheder svarer i en rundspørge, som Berlingske har gennemført, at de har dårlig eller meget dårlig erfaring med at rekruttere medarbejdere gennem jobcenteret. Til sammenligning svarer 30 procent af virksomhederne, at de har god eller meget god erfaring.

En af de virksomheder, som har deltaget i rundspørgen, er et lille grafisk bureau, Favola. Direktør Mia Erlund siger:

»Vi tager ledige ind med støtte for at hjælpe. Men vi får ingen hjælp til at udfylde de talrige blanketter og risikerer at bruge dobbelt så lang tid, hvis vi gør det forkert. Vi hører intet fra jobcentrene, for det er som om, de ledige allerede her er ude af deres system, og så forsvinder kontakten.«

Jobcenterchef Flemming Sommer fra Furesø Kommune erkender, at Farumgaard ikke fungerede godt som mentorvirksomhed:

»Unge i praktik i Silvan kan se, at de er en del af arbejdsmarkedet, og de kan se, at der er en mulighed for, at de kan få et rigtigt job. På Farumgaard blev en gartnerstilling konverteret til praktikpladser, og arbejdslederen var kun til stede i begrænset omfang,« siger han.

Flemming Sommer giver Thomas Larsen ret i, at han skulle have haft en bedre tilbagemelding. Men der er grænser for, hvad jobkonsulenterne kan fortælle en virksomhed:

»Der skal være en kommunikation om praktiske ting, men vi må ikke videregive personlige oplysninger om sygdom, ligesom vi heller ikke må fortælle virksomheden om eventuelle sanktioner,« siger han.

Rent faktisk fik det konsekvenser for nogle af de unge, når de blev væk fra praktikpladserne på Farumgaard. Flemming Sommer oplyser, at to af de unge blev trukket i kontanthjælpen henholdsvis tre og seks gange i den periode, de var tilknyttet virksomheden.

I oktober 2011 blev Furesø Kommunes jobcenter udnævnt til »gazelle« i Magasinet JOB FOKUS, fordi det var lykkedes at etablere syv virksomhedscentre med hver fire pladser. I dag halvandet år efter har jobcenteret ved Furesøen fire mentorvirksomheder, Silvan, Jysk, Kvickly og Engelbrecht Construction, der producerer filmkulisser, samt kommunens pleje- og kulturcentre.

Mens kontanthjælpsmodtageren er i virksomhedspraktik, så får kommunen 50 pct. refusion af ydelsen fra staten. 91 borgere har været gennem et tremåneders praktikforløb i en mentorvirksomhed. Heraf er knap en tredjedel i dag selvforsørgende.