Mysteriet om krigsglade danskere

Der er fem forklaringer på opbakningen til krigen i Afghanistan trods tab og manglende udsigt til sejr.

Danmark har været i krig i Afghanistan siden 2002. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskernes holdning til i alt 11 års kamphandlinger med 43 døde og et par hundrede sårede soldater som et af resultaterne har i årevis undret både politikere, NATO-partnere og sikkerhedspolitiske forskere. Hvorfor har danskernes støtte til krigsdeltagelsen været højere og mere stabil end i noget andet deltagende land?

Svaret på den gåde har den sikkerhedspolitiske forsker lektor Peter Viggo Jakobsen på Forsvarsakademiet sat sig for at finde. Der er fem grunde, som er gode nok til, at danskerne mener, at deltagelsen har været op mod 15 milliarder kroner værd og altså også de betydelige menneskelige tab.

»Til manges forundring er krig og døde soldater blevet en naturlig og accepteret del af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik,« skriver Peter Viggo Jakobsen i et nyligt udkommet studie af faktorerne, der får danskerne til at fastholde opbakningen år efter år, mens andre lande, heriblandt Storbritannien, har set voksende modstand blandt vælgerne i takt med stigende tab.

Danmark har ellers i lighed med lande som Tyskland og Sverige i årevis ikke ønsket at bruge militære magtmidler. Fra Danmarks nederlag ved Dybbøl og på Als i 1864 og frem til Murens fald foretrak Danmark at deltage med så få magtmidler som muligt. Under Koreakrigen bad USA om danske soldater, men fik hospitalsskibet Jutlandia. De 34.000 danske soldater, der under Den Kolde Krig gjorde tjeneste på FN-missioner, måtte kun skyde i selvforsvar. Danmark roste sig af at være blandt de bedste til at undgå at åbne ild.

Men siden Murens fald har holdningen ændret sig. Det lykkedes daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), og efter regeringsskiftet i 1993 daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S), at overbevise Folketinget og befolkningen om, at Danmark skulle sende korvetten »Olfert Fischer« til den første Golfkrig, og ikke nøjes med læger og felthospital. Senere fulgte Balkan-krigene. I 1994 blev den senere oberst Lars R. Møller nationens helt, fordi han brugte sine kampvogne til at nedkæmpe serbisk artilleri, da han blev træt af deres beskydning.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen indtraf det hidtidige højdeppunkt i danskernes opbakning til militær magtanvendelse i 2011, da samtlige partier i Folketinget støttede indsættelsen af danske F16-fly mod Gaddafi i Libyen. 78 procent af befolkningen stod bag; selv den meget skarpe kritiker af krigsdeltagelsen i Afghanistan, forfatteren Carsten Jensen, støttede. Enhedslistens opbakning holdt ganske vist kun en uges tid, men var alligevel udtryk for at en samlet nation stod bag krigen, hvor næsten 1.000 præcisionsbomber blev kastet alene af de fire danske fly.

Utilstrækkelige forklaringer

I forskningen har man hidtil peget på blandt andre tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) evne til at »sælge« krigen som en af forklaringerne. En anden forklaring er den politiske samling om »Afghanistan-strategien« som nøglen. En tredje bud er, at 95 procent af de udsendte vender hjem med en god oplevelse og overbeviser deres omgivelser om, at indsatsen stod mål med resultatet. Et fjerde bud er, at man bakker op for at vise respekt om soldaterne og deres pårørende, mens et femte forslag er, at befolkningen ikke har forstået krigens grusomhed.

Men ifølge Peter Viggo Jakobsen er disse forklaringer ikke tilstrækkelige. Han ser fem andre forklaringer:

1. Politisk lederskab er nødvendigt for at skabe og fastholde opbakning.

I denne sammenhæng spillede Ellemann-Jensen og Hans Hækkerup en større rolle, end man sædvanligvis tillægger politikere som personer i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

2. Krige skal fremstå som rigtige og nødvendige for at fremme centrale værdier. Argumentationen for krigen i Afghanistan har med en enkelt undtagelse peget på hensynet til både afghanerne og danskernes egen sikkerhed.

3. Elitekonsensus gør det lettere at skabe og fastholde folkelig opbakning. Det er svært at gå imod, når der er bred enighed fra politikere, over soldater, pårørende og medier.

4. FN-mandat og internationale forpligtelser gør det lettere at skabe opbakning. Begge dele har været til stede i Afghanistan

5. Tro på succes. Befolkningen bakker op, så længe de tror, indsatsen vil lykkes.

Det sidste kriterium, troen på, at missionen lykkes og målene nås, har voldt politikerne de største vanskeligheder. I denne avis proklamerede daværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) ved sin tiltræden i 2010, at »vi vinder i Afghanistan«. Men befolkningen troede i stadig mindre omfang på, at NATO ville vinde og skabe demokrati. Der var et farceagtigt forløb af præsidentvalget i 2009 – året efter havde 69 procent af befolkningen opgivet troen på »sejr«. Alligevel er det lykkedes at fastholde opbakningen. Ifølge Peter Viggo Jakobsen fordi politikerne har haft held til at fjerne fokus fra det spørgsmål og i stedet fokusere på soldaternes ofre og krav på anerkendelse, ligesom det igen og igen er slået fast, at soldaterne »gør en forskel«.

Flere militære bidrag

Forskeren er ikke i tvivl om, at politikere og borgere vil være klar til en ny, væbnet mission også efter Afghanistan. Militærmagtanvendelse er ikke længere en kilde til ubehag, men til national stolthed. I stedet for at bruge tabene til at stille krav om at neddrosle missionerne, har medierne brugt tabene til at forlange bedre materiel og uddannelse af soldaterne.

Som følge af de store besparelser på forsvaret vil Danmarks evne til at stille med hær- og flybidrag blive beskåret. Men efterspørgslen på militære bidrag, der ikke er underlagt diverse forbehold for deres anvendelse, vil næppe blive mindre. Og hvis der er et FN-mandat, vil det blive svært for både en rød og blå regering at sige nej, fordi meningsmålignerne vil støtte dansk deltagelse.

»Mit bud er derfor, at den militære aktivisme vil fortsætte. Bidragene vil blive mindre, men om Danmark stiller med 300 eller 600 soldater, eller fire eller seks fly, er ikke afgørende for den goodwill, de genererer. Det afgørende er, om Danmark fortsat vil stille sine militære bidrag til rådighed uden begrænsninger og i forreste linje, som i Afghanistan og Libyen,« konkluderer Peter Viggo Jakobsen.

Vurderingen deler sikkerhedspolitisk forsker ved Syddansk Universitets Center for War Studies, Jens Ringsmose.

»Der er en stor opbakning til at vi gjorde det rigtige i Afghanistan,« siger han.

Også Jens Ringsmose peger på, at den brede politiske enighed er en afgørende faktor for støtten til Afghanistan. »Folk tager bestik efter, hvad deres yndlingspolitiker mener, og så har der været en vis kontinuitet i fortællingen om Afghanistan. Vi er der for vores egen sikkerheds skyld, og vi er der for at sprede værdier om blandt andet menneskerettigheder,« siger han.