Musikanten fra Købmagergade, Yul Anderson, er død

Den herboende amerikanske pianist Yul Anderson er død efter sygdom, 63 år gammel.

Yul Anderson ved klaveret på Købmagergade i København i 2004. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Schou Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Yul Anderson er død i en alder af 63 år.

Det oplyser hans samlever og professionelle samarbejdspartner gennem 30 år, Helle Birk Møller, i en pressemeddelelse.

Mange vil kende den herboende amerikaner Yul Anderson som gademusikanten, der på sit klaver leverede drømmende improvisationer, ikke mindst på Købmagergade i København gennem tre årtier.

Anderson havde ifølge Helle Møller hjerteproblemer og sov ind 21. november på Sacramento Hospital i Californien med familien omkring sig.

»Yul vil blive savnet utroligt meget, da han var en stor del af lydbilledet i Københavns gågader,« lyder det i pressemeddelelsen.

For en del år siden proklamerede han, at han ville trække sig tilbage som gademusikant, men vendte alligevel tilbage og fortsatte en årrække.

Det var imidlertid ikke kun på gaden, at publikum kunne høre klaveret. Anderson har desuden indspillet et stort antal plader.

»Yul Anderson har delt sin kærlighed via sin musik som gademusikant, koncertpianist, sanger, guitarist, humanitær iværksætter og opfinder,« hedder det videre i pressemeddelelsen.

Anderson, hvis inspiration strakte sig fra rock og blues til klassisk musik, har desuden givet koncert en lang rækker steder som eksempelvis Tivoli Koncertsal, Cirkusbygningen, Tycho Brahe Planetariet, Vega, Glyptoteket og Nikolai Kirke.

I 1980erne tog han desuden initiativ til en række støttekoncerter i flere europæiske lande arrangeret i fællesskab med Amnesty International.