Moské kulegraves efter fusk-anklager

Aarhus Kommune har sat et uafhængigt revisionsfirma til at undersøge, om foreningen bag moskéen på Grimhøjvej har svindlet med offentlige støttekroner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aarhus Kommune har iværksat en uvildig undersøgelse af foreningen bag den omstridte moské på Grimhøjvej i Aarhus-forstaden Brabrand. Det skriver Århus Stiftstidende.

Moskéen kom for alvor i offentligheden søgelys, da den blev udråbt som islamistisk arnested for en lang række unge mennesker, der er draget til Syrien for at deltage i borgerkrigen.

De seneste dage er moskéen i Århus Stiftstidende og dagbladet BT blevet beskyldt for at fuske med offentlige midler ved at søge og modtage kommunale støttemidler til aktiviteter, der angiveligt aldrig har fundet sted.

Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) har bedt et uafhængigt revisionsfirma kulegrave den påståede svindel med aktivitetsstøtten.

Kontrollen skal supplere det kontrolarbejde som kommunen allerede er i gang med, og derudover vil rådmanden have endevendt procedurerne for udbetaling af støtte.

»Kommunen og foreningerne kan ikke leve med den tvivl, der er opstået om aktivitetsstøtten. Jeg har på den baggrund besluttet, at vi nu skal have foretaget en omfattende kontrol. Hvis nogen har afgivet urigtige oplysninger, er det en meget alvorlig sag, og derfor er det afgørende for mig, at vi får dette grundigt undersøgt,« siger rådmanden i en pressemeddelelse.

En række ansøgninger, som dagbladet BT har fået aktindsigt i, viser, at Aarhus Kommune siden 1999 har udbetalt mere end 1,3 millioner kroner til støtte for blandt andet fodbold, billard, bordtennis, volleyball og undervisning i sløjd for børn og unge i moskéen.

»Det er fuldstændig tåbeligt at tro på, at der eksempelvis er spillet fodbold i den moské. Der er ikke skyggen af idrætsfaciliteter udendørs, og jeg kan garantere for, at der heller ikke er spillet nogen form for bold inde i bederummet. Der har heller aldrig været hverken et værksted til sløjd eller et billardbord, fortalte en kilde, der er kommet i moskéen stort set siden grundlæggelsen, tidligere på ugen til BT.

Af frygt for hævn, ønsker kilden at være anonym.

Ud over undersøgelse af de konkrete mistanker mod Grimhøj-moskéen, vil Aarhus Kommune fremover lavet en udvidet stikprøvekontrol blandt de øvrige foreninger, der modtager støtte. Sideløbende har rådmanden igangsat et arbejde med at gentænke hele kontrollen.

»Byrådet har i forbindelse med vedtagelsen af sport og fritidspolitikken besluttet, at der inden for de kommende år skal laves en revision af området. Jeg synes, at den konkrete sag er en god anledning til at fremskynde dette arbejde. Vi skal have undersøgt, om der kan findes en måde, der ikke drukner foreningerne i administration, og som giver os en øget tryghed«, siger Rabih Azad-Ahmad ifølge Århus Stiftstidende.