Minister: Skørt at henvise til farlig læge

Sundhedsminister Nick Hækkerup går ud fra, at Region Hovedstaden vil finde en løsning på, at sundhed.dk henviser til en gigtlæge, som har fået frataget sin autorisation.

ARKIVFOTO: Sundhedsminister Nick Hækkerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Når syge borgere klikker sig ind på sundhedsportalen sundhed.dk for at finde en behandler, risikerer de at finde frem til en gigtlæge fra Region Hovedstaden, som ikke længere må kalde sig læge.

Det er helt utilstedeligt, mener sundhedsminister Nick Hækkerup (S).

»Det virker skørt, at man henviser patienter til en læge, der ikke har en autorisation,« siger ministeren i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Onsdag skriver Politiken, at behandlerlisten på sundhed.dk indeholder en gigtlæge, som i juli sidste år fik frataget sin autorisatio, fordi han ifølge Sundhedsstyrelsen er »til overhængende fare for patienterne«.

Sundhedsministeriet oplyser, at indholdet under »Find behandler« på sundhed.dk hentes fra et register, som regionerne er dataansvarlige for. Det er altså Region Hovedstaden, der bestemmer, hvilke sundhedspersoner borgerne kan finde på portalen.

Nick Hækkerup forventer derfor, at regionen i samarbejde med sundhed.dk vil skride ind.

»Jeg går da ud fra, at sundhed.dk sammen med Region Hovedstaden vil finde en løsning på det her,« siger ministeren.

Vicedirektør Else Hjortsø fra Center for Sundhed i Region Hovedstaden forklarer til Politiken, at portalen fungerer, som den skal.

»Læger er selvstændigt erhvervsdrivende, og derfor kan de i princippet - hvis de ikke selv må behandle patienter, eksempelvis fordi de har fået frataget deres autorisation - have ansat en lægevikar, der kører klinikken videre. Derfor står de fortsat på sundhed.dk, da der henvises til deres klinik,« siger hun.