Millionkup: Mistanke rettet mod Sverige

Københavns Vestegns Politi arbejder intensivt med efterforskningen af millionkuppet i Glostrup, og flere ting peger på, at gerningsmændene skal findes på den anden side af Øresund.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ingen anholdelser, ingen konkrete spor, politiet vil offentliggøre, ingen sikkerhed om millionbeløbets størrelse, men til gengæld en klar formodning om én ting. Rekordkuppet i Glostrup skal måske opklares ved at undersøge internationale forbindelser, og det får efterforskerne fra Københavns Vestegns Politi til at kigge mod den svenske side af Øresund.

Det er indtil videre status for den intense efterforskningen af det voldsomme røveri i Glostrup mandag morgen, der – måske – går over i Danmarkshistorien som det største røveri på dansk jord nogensinde.

Ifølge politiinspektør Bent Isager-Nielsen arbejder efterforskerne hektisk.

»Vi fokuserer ikke mindst på eventuelle svenske forbindelser. Tidligere røverier i Sverige minder om det i Glostrup, og vi har andre indicier, der peger over Øresund,« siger han uden at ville uddybe, hvilke konkrete spor politiet efterfølger.

»Men det da mærkeligt, at to røverier i Sverige, minder så meget om vores sag. Det er en lille verden efterhånden og der er ikke langt over Øresund,« siger han.

De to svenske røverier, som Isager-Nielsen henviser til, var begge velplanlagte og voldsomme, og røverne stak i begge tilfælde af med store, men ukendte beløb. Det første røveri fandt sted på Postterminalen i Göteborg natten mellem 21. og 22. januar og her placerede røverne en bombeattrap i en bil, ligesom flere biler blev sat i brand og der blev indtelefoneret bombetrusler for at holde politiet beskæftiget.

Ved det andet røveri, der fandt sted for mindre end en måned siden, nemlig natten mellem 5. og 6. marts i Handelsbanken i Malmö, blev politiet ligeledes tippet om bomber forskellige steder i byen. Desuden eksploderede en bil på åben gade. I Malmö forsvandt tyvene i flere Audier, hvilket også var tilfældet i Glostrup.