Kvinde på 34 år dræbt i ulykke på sjællandsk hovedvej

En bil og en lastbil kørte sammen på rute 14 mellem Ringsted og Roskilde. Vejen var spærret ved Tolstrupvej.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En alvorlig ulykke på hovedvejen rute 14 mellem Ringsted og Roskilde spærrede onsdag morgen for trafikken i begge retninger ved Tolstrupvej mellem Stubberup og Kirkebjerg.

Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter onsdag omkring klokken 07.45.

Ulykken har kostet en 34-årig kvinde livet. Det oplyser Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, kort før klokken 12, efter at politiet har fået underrettet de pårørende.

Hun fortalte tidligere på dagen, at det var en lastbil og en bil, som var kørt sammen. Den 34-årige kvinde, som førte bilen, kom alvorligt til skade og er afgået ved døden.

»Personbilens fører er kørt livløs til sygehuset,« sagde Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet fik meldingen om ulykken klokken 07.19, og politiet og redningspersonale arbejdede onsdag morgen på stedet, hvorfor vejen blev spærret.

»Giv plads til redningsindsatsen og find alternative ruter,« skrev politiet.

Ulykken skete ved et kryds mellem hovedvejen og Tolstrupvej. En bilinspektør har været på stedet for at klarlægge årsagen til ulykken.

Charlotte Tornquist fortæller, at ulykken formentlig skete, i forbindelse med at bilen kørte ud fra sidevejen, og lastbilen ramte ind i bilens venstre side.

/ritzau/