Kulturministeren klar til at vetoe p-planer igennem

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil nedlægge veto, hvis Københavns Kommune nægter at lade Det Kongelige Teater bygge 500 underjordiske p-pladser ved det nye skuespilhus. Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) er klar til at se på alternative parkeringsmuligheder.

Farcen om planerne for de underjordiske p-pladser ved det nye skuespilhus fortsætter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Regeringen sætter nu hårdt mod hårdt i den omdiskuterede sag om parkeringspladser ved det nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København.

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) bebuder, at han nedlægger veto, hvis Københavns Kommune som ventet fremlægger en ny lokalplan, der vil gøre det ulovligt for Det Kongelige Teater at bygge 500 underjordiske parkeringspladser umiddelbart ved siden af teateret.

- For det første har Københavns Kommune allerede indgået en aftale med staten om parkeringspladserne, og for det andet skal vi huske på, at Skuespilhuset altså ikke er Klaus Bondams (teknik- og miljøborgmester, red.) hus men alle danskeres hus. Og mit klare indtryk er, at der er folkelig opbakning til at kunne parkere ved Skuespilhuset, når man skal se teater, siger Brian Mikkelsen.

Formelt vil kulturministerens veto komme som en såkaldt indsigelse i det øjeblik, kommunen fremlægger en ny lokalplan.

Herefter vil Københavns Kommune og Kulturministeriet være forpligtet til at sætte sig sammen i et forsøg på at finde en forhandlingsløsning. Kan parterne ikke blive enige, bliver det i sidste ende op til miljøminister Troels Lund Poulsen (V) at afgøre sagen.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger har embedsmænd fra Miljøministeriet og Kulturministeriet allerede holdt møde om det juridiske i sagen, men kulturministeren afviser at have drøftet parkeringsspørgsmålet med Troels Lund Poulsen.

Og umiddelbart gør Troels Lund Poulsen klogt i at holde sig helt ude af sagen, indtil den officielt lander på hans bord.

Hans forgænger på posten, de Konservatives Connie Hedegaard, blev for et par år siden erklæret inhabil i en sag om størrelsen på et Bilka-varehus, fordi hun havde udtalt sig offentligt om sagen.

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) er helt på det rene med, at kulturministeren kan nedlægge veto og dermed i første omgang forhindre, at kommunen kan vedtage en lokalplan uden parkeringspladser.

Bondam klar til dialog
Derfor er borgmesteren indstillet på at gå i dialog med Brian Mikkelsen om sagen, herunder undersøge om kommunen kan lave en aftale om brug af et privat parkeringshus i Dronningens Tværgade ikke langt fra Skuespilhuset.

- Jeg konstaterer, at kulturministeren er villig til at gå meget langt i denne her sag. Men samtidig vil jeg slå fast, at vi ikke ønsker p-pladser, hverken over eller under jorden på Kvæsthusmolen. Men jeg vil gerne være med til at undersøge, om vi kan finde yderligere eksisterende p-anlæg eller p-pladser, som ligger tættere på Skuespilhuset end Borgergade, siger Klaus Bondam med henvisning til, at kommunen allerede har vedtaget at bygge et underjordisk p-anlæg i Borgergade ca. 750 meter fra Skuespilhuset.
jwe@berlingske.dk
hal@berlingske.dk