Koldingensere evakueret fra eksplosionsfare

Brandfolk satser på, at væltet tankbil vil brænde ud, uden at det brandfarlige indhold eksploderer. Evakuerede beboere overnatter på skole.

Den tankvogn, der søndag væltede på Platinvej i det vestlige industrikvarter i Kolding, vil formentlig brænde hele natten, oplyser politiet.

Tankvognen var fyldt med det særdeles brandbare stof ethen, og myndighederne frygtede, at den ville eksplodere med en 200-300 meter stor ildkugle til følge. Derfor blev omkring 70 beboere i området evakueret.

Brandfolkene valgte en strategi, som går ud på at lade indholdet sive ud af bilen, hvor det brænder langsomt. På den måde håber de, at tankbilens indhold stille og roligt vil brænde op.

Det ventes dog at vare hele natten, og de omkring 70 beboere blev først på aftenen bragt til Ålykkeskolen, hvor de måtte indstille sig på at overnatte.

/ritzau/