Her er de fem opgaver, som Peter Christensen skal løse først

Henrik Ø. Breitenbauch, leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet, udpeger de fem vigtigste arbejdsopgaver for den nyudnævnte forsvarsminister.

Se fotografernes navne ved at bladre frem til de enkelte billeder. Fold sammen
Læs mere

Peter Christensen mistede ved valget sin plads i Folketinget, men nu gør han comeback på Christiansborg. Det står klart, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag klokken 11.00 pegede på Peter Christensen som ny forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde efter Carl Holst (V).

Han overtager et ministerkontor med et skrivebord, hvor de forsvarsmæssige arbejdsopgaver ligger klar i bunken. Henrik Ø. Breitenbauch, seniorforsker og centerleder på Center for Militære Studier på Københavns Universitet, har udpeget de fem vigtigste punkter på forsvarsministerens dagsorden.

1. Krisen i Forsvaret

»Tillidskrisen mellem forsvarets ansatte og toppen af det forsvarspolitiske system er den mest kritiske opgave. Fagforeningerne har lavet undersøgelser, der viser, at de ansatte har mistillid til toppen. Så der er krise, og det kan man ikke leve med. Derfor er der behov for, at ministeren rækker hånden ud til forsvaret som organisation og finder ud af, hvordan man løser problemerne. Men det kan blive svært. For en del af krisen handler om, at der jo er blevet skåret ned på løn og arbejdsforhold. Så handler det pludselig ikke kun om retorik og symboler, men om kroner og øre.«

2. De nye kampfly

»Afgørelsen af typevalget af Danmarks nye kampfly er den første store praktiske opgave, der skal løses. Beslutningen er blevet skubbet på grund af folketingsvalget, men nu skal den træffes - formentlig engang på den anden side af nytår. Og det er en stor beslutning. Det er utrolig mange penge, det handler om, og det er en beslutning, som låser os fast i rigtig mange år af samme årsag. Det er jo meningen, at de næste fly skal holde 30-40 år. Men det er også en kompleks sag. Der er foretaget en meget stor analyse af de forskellige fly-kandidater, og den skal politikerne træffe en fælles beslutning ud fra. Det kræver politisk fingerspitzgefühl fra ministeren.«

3. Det næste forsvarsforlig

»Det bliver Peter Christensens største opgave. Forliget skal være færdigt i 2017, og det er afgørende for, hvad for et forsvar vi får i fremtiden. Det handler om, hvad forsvaret må koste og hvilke opgaver, der skal klares. Hvordan forsvaret skal udstyres, og hvor mange ansatte, der skal være. Det er en opgave, der kræver, at ministeren har overblik over den strategiske planlægning, og at han samtidig kan skabe enighed både nedad i systemet og over i Folketinget.«

4. Materialeindkøb

»I den kommende tid skal der træffes en række beslutninger om indkøb af forskellige former for materiel. Artilleri, panserede mandskabsvogne og så videre. Her er det også væsentligt, at forsvarsministeren kan samle forligsparterne om beslutningerne og lande dem rigtigt. Igen opgaver, der både er tekniske og politiske.«

5. Forberedelsen af Warszawa-topmødet

»Der skal være NATO-topmøde i Warszawa i 2016. Mødet handler om, hvor NATO skal hen efter Rusland-Ukraine-krisen og udfordringerne med Islamisk Stat i Mellemøsten. NATO er jo vores væsentligtste samarbejdspartner, når det gælder international forsvarspolitik. Danmark har en mulighed for sætte et aftryk på den fælles dagsorden og bringe alliancen videre. På topmødet deltager stats- og regeringscher, og forberedelsen af topmødet er derfor en platform for ministeren i forhold til statsministeren.«