Helene sidder ved fremmede menneskers dødsleje: »Man skal bare være der«

Alle burde blive vågere, hvis de har overskuddet, for mødet med livets sidste timer, lærer os at leve i nuet, mener Helene Løvstrøm, der er Røde Kors-frivillig.

»Døden kræver en medmenneskelighed af dig. Det er der, du skal vise, hvad du kommer fra.« Helene Løvstrøm rykker tre-fire gange om måneden ud som frivillig i Røde Kors’ vågetjeneste, som sikrer, at døende selskab har selskab til det sidste. (Foto: Malene Anthony Nielsen) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første gang Helene Løvstrøm havde en vagt som vågekone, døde den ældre kvinde, hun vågede over, efter en halv time. Et par dage efter havde hun sin anden vagt. Her døde personen efter halvanden time. Det gav hende en følelse af, at folk døde som fluer omkring hende, og hun tog en snak med sygeplejersken på plejehjemmet.

»Han sagde »Ej, det er bare fordi, at når du kommer, så får de ro på og kan give slip«. Det var så sødt sagt, for det var også min egen følelse,« fortæller hun.

Tre-fire gange om måneden pakker Helene Løvstøm sine ting og drager ud i natten. Destinationen kan være et plejehjem, et hospital eller et privat hjem. Her sætter hun sig ved et andet menneskes dødsleje og våger over deres sidste timer.

Som en del af hovedstadens Røde Kors’ frivillige vågetjeneste sørger Helene Løvstrøm for, at ingen skal dø alene.

I løbet af hendes godt fire år som vågekone har hun overværet mange menneskers sidste vejrtrækning. Hver død er lige så forskellig, som mennesker er. Nogle kæmper desperat for at holde fast i livets sidste indåndinger, andre siver stille og roligt væk. Derfor bliver døden aldrig en rutine, når man er vågekone.

»Døden kræver en medmenneskelighed af dig. Det er der, du skal vise, hvad du kommer fra,« siger Helene Løvstrøm.

For hende er vågekonen det lyttende øre, medmennesket, der bare sidder hos den døende. Stryger en pande, klemmer en rystende hånd. Når hun våger over en døende person, er hun sammen med folk i deres sidste dyrebare timer. Det kræver en balanceakt fra hendes side og et konstant fokus på den andens intimsfære.

»Jeg tror, kunsten er at være til stede med en personlighed og ikke bare ligne sådan et udvisket viskelæder, der sidder og nikker. Man skal bare være der. Men jeg gør det ikke til mit show.«

Helene Løvstrøm sætter ikke musik på, hvis personen gerne vil have stilhed eller taler om reinkarnation med en kristen. For døden tilhører den døende, ikke vågekonen.

»Det foregår altid på den døendes præmisser. For det hjælper jo ikke, at man kommer og tager klassisk musik frem, hvis de altid har været til heavy rock.«

Et spørgsmål, hun ofte får fra de døende, er, om det er okay, at de tager herfra. Hendes svar er: »Det er helt i orden. Det er, som det skal være.«

For døden er helt naturlig. Faktisk er den noget smukt, mener hun. Derfor er det en skam, at vi er så dårlige til at tale om den ved spisebordet. For ved at tale om døden, kan vi vænne os til den.

Og vi danskere er simpelthen for berøringsangste over for døden, når den rammer folk i vores nærhed, mener Helene Løvstrøm. Det kan godt være, at et spørgsmål om en kollegas afdøde udløser gråd, men så har man bare at lægge en trøstende skulder til.

»Så må man da stå der og yde medmenneskelig førstehjælp. Det behøver ikke være dybdepsykologi, man ruller ud,« sigerhun.

»Man kan bare sige: »Det er okay, du må gerne stå og græde, lån bare min skulder i fem minutter og lad være med at være flov over det bagefter, jeg glæder mig over, at du kan bruge mig«. Så er den ikke dybere, vel?«