Fra Oslo til København

Om otte dage åbner terrorsagen mod kurdiske ROJ TV, der er tiltalt for at fremme oprørsgruppen PKK. Og det internationale fokus flytter fra højreradikales terror til separatisters terror.

»Svaret på vold er endnu mere demokrati, endnu mere åbenhed.«

Den norske statsminister Jens Stoltenbergs ord fra timerne efter tragedien i Oslo den 22. juli troner i dag som en triumfbue for et samfund, der nægter at miste blot en millimeter af sin frihed til terrorismen.

På næste mandag, bare tre uger efter Stoltenbergs ord, åbner Københavns Byret en straffesag, hvor de danske myndigheders svar på terror synes at være det stik modsatte: Nemlig mindre demokrati og mindre åbenhed.

I retten står det kurdiske ROJ TV tiltalt for, som det hedder i anklageskriftet, at »fremme« terror, fordi den fra sit hovedkontor på H.C. Andersens Boulevard i hjertet af København propaganderer til fordel for den militante, kurdiske oprørsgruppe, PKK. PKK, der også kalder sig Kongra Gel, står på EUs og USAs terrorlister og har adskillige menneskeliv i Tyrkiet på samvittigheden.

Det er ifølge den danske straffelov forbudt at fremme en terrorgruppes interesser, og får anklagemyndigheden medhold, må ROJ TV lukke. Det vil måske være helt i overensstemmelse med lovens bogstav, men det vil samtidig være et alvorligt nederlag for ytringsfriheden, en af de vigtigste søjler i det åbne, danske demokrati, lyder det fra flere sider.

»Det kan virke paradoksalt, at Danmark forsøger at lukke en TV-station i en terrorsag, mens norske politikere taler om åbenhed og ytringsfrihed efter terrorangrebet i Oslo. På den ene side står Danmark for absolut ytringsfrihed som i Muhammed-krisen, mens vi på den anden side lukker en TV-station. Jeg synes bestemt, at der er et dilemma i denne sag på flere planer,« siger professor i europæisk historie, Uffe Østergaard fra CBS Handelshøjskolen i København.

Chefjurist Jacob Mchangama fra tænketanken Cepos anser terrorsagen mod ROJ TV som milevidt fra ånden i Stoltenbergs doktrin og som »stærkt bekymrende« for ytringsfriheden i Danmark.

»Hvis domstolen dømmer ROJ TV for at fremme terror, fordi den alene bringer interview med PKK-ledere og viser billeder fra konflikten, som PKK er en del af, så skal danske journalister til at tænke sig om to gange, inden de bringer interview med for eksempel Hamas-ledere eller medlemmer af al-Qaeda. Og jeg mener jo, at det er ekstremt vigtigt, at medierne kan give os et indblik i, hvordan sådanne grupper tænker og agerer. Men en dom vil ikke kun ramme den kritiske journalistik; alle, der ytrer sig på sociale netværk, i radioen eller i en kronik i avisen, må overveje, om de kan ytre sig frit,« siger Jacob Mchangama.

Enhedslistens Frank Aaen er enig med den borgerlige tænketanks jurist: »Det er volden, der skal bekæmpes, ikke ytringsfriheden. Lukker man en af kurdernes vigtigste måder til at få en rimelig nyhedsdækning, vil det kun fremme, at personer vælger vold. En lukning vil være stik imod Stoltenbergs glimrende udtalelser om, at volden skal besvares med mere demokrati.«

Frank Aaen og Jacob Mchangama understreger begge, at tiltalen mod ROJ TV må ses i et andet lys, hvis anklageren formår at bevise, at der er økonomiske forbindelser til PKK, eller at ROJ TV direkte tilskynder sine seere til terror.

»Det afgørende må være, om ROJ TV opfordrer til vold. Det er en afgørende skillelinje - også efter terroraktionen i Norge,« siger Frank Aaen.

Dermed anerkender de en mere ukendt del af budskabet fra Jens Stoltenberg. Den norske statsministers nu berømte citat om mere demokrati og mere åbenhed indeholdt nemlig en fortsættelse, som sjældent bliver citeret, men som nuancerer hans budskab i ikke ubetydelig grad. I aftentimerne efter bombesprængningen i det centrale Oslo og nedskydningen af unge socialdemokrater på Utøya, der tilsammen kostede 77 personer livet, sagde Stoltenberg helt præcist:

»Svaret på vold er endnu mere demokrati, endnu mere åbenhed, men aldrig naivitet.«

Terrorister har behov for at kommunikere. For at sprede frygt og for at udbrede et budskab. Deres behov for at ytre sig er som hos en hvilken anden politiker, interessegruppe eller samfundsdebattør: De er alle afhængige af omverdenens reaktion. Forskellen er, at terroristen ikke holder sig til ord, men begår drab i budskabets navn. Skal de så mødes med mere demokrati og mere åbenhed? Med et forsvar for deres ytringsfrihed? Eller hvornår begynder åbenheden at gå over i naivitet?

Spørgsmålet begynder for alvor at optage jurister i Europa og USA, hvor terroren rykker ved grænserne for ytringsfriheden.

Den amerikanske højesteret forbød i 2010 en juridisk hjælpeorganisation, Humanitarian Law Project, at tilbyde retshjælp til to organisationer på USAs terrorliste - De Tamilske Tigre og PKK - som ønskede at tilpasse de politiske grene af deres organisationer efter international lov. Højesteretsdommerne erkendte, at forbuddet mod retshjælp var et indgreb i ytringsfriheden, men at tillade hjælpen ville være - naivt:

»Sådan støtte frigiver andre ressourcer i organisationen, der kan anvendes til voldelige formål. Den yder samtidig en væsentlig legitimitet til udenlandske terrorgrupper - legitimitet, der gør det nemmere for disse grupper at eksistere, at rekruttere medlemmer og at rejse økonomiske midler - hvilket alt sammen skaber grundlag for yderligere terrorangreb,« hed det i dommen.

I en anden amerikansk sag fra 2009 fik en person fem et halvt års fængsel for at yde materiel støtte til det libanesiske Hezbollah efter at have solgt satellitadgang til militsens TV-kanal.

Professor Daphne Barak-Erez fra Harvard University konkluderer i en rapport fra i år om ytringsfrihed og terrorstøtte, at dommene indeholder store risici for demokratiet.

»Det åbner en dør for at forbyde enhver ytring relateret til en terrorgruppe, uanset hvor fredelig den er,« skriver hun og peger ligeledes på afgørelser fra EU-domstolen.

En borgmester i den kurdiske del af Tyrkiet klagede over, at han var blevet dømt for at have kaldt PKK en »national frihedsbevægelse«, men EU-domstolen mente, at udtalelsen faldt som kommentar til et angreb fra PKKs side og derfor måtte ses som støtte til terror. På samme vis har EU-domstolen afvist en klage over schweizisk politis beslaglæggelse af publikationer, der indeholdt støtteerklæringer til PKK.

Også herhjemme er der fortilfælde. I 2005 beslaglagde politiet indholdet af en hjemmeside, som tilhørte foreningen Oprør, fordi der optrådte en appel om at yde økonomisk støtte til terrororganisationerne PFLP og Farc. Dagbladet Arbejderen skrev om sagen og bragte på sin hjemmeside Oprørs appel som dokumentation. Da Arbejderen afviste politiets krav om at fjerne appellen, kontaktede politiet Arbejderens netudbyder og orienterede om, at udbyderen risikerede tiltale for medvirken til støtte til en terrorgruppe. Derefter blev appellen fjernet fra hjemmesiden.

Ifølge Jacob Mchangama er det en »stærkt betænkelig indskrænkning af ytringsfriheden«, at Oprør fik beslaglagt et politisk manifest, og han kritiserer, at Arbejderen fik frataget muligheden for at dokumentere myndighedernes indgreb i ytringsfriheden. Mchangama frygter, at indgrebet nu gentager sig i sagen mod ROJ TV.

Er der beviser mod den kurdiske TV-station, der kan berettige en terrortiltale med en så vidtrækkende konsekvens som lukning af et frit medie i et dansk demokrati? Det har Københavns Byret afsat 26 retsmøder til at få frem - begyndende fra mandag den 15. august. Anklagemyndigheden har hidtil været yderst fåmælt om beviserne, og i anklageskriftet fra september 2010 er der kun lagt op til en sag bygget på fjernsynsudsendelser. Det er især dette, der får kritikerne til at reagere. Ifølge Jacob Mchangama er mediers ytringsfrihed central for dansk demokrati og nyder omfattende beskyttelse. Han henviser tillige til, at Radio- & tv-nævnet, der har udstedt sendetilladelsen til ROJ TV, allerede i tre omgange har gennemset nyhedsprogrammer fra den kurdiske kanal uden at finde opfordringer til had eller vold.

»Nævnet har tværtimod sammenlignet udsendelserne på ROJ TV med, hvad vi får serveret på DR og TV 2,« siger Cepos-juristen.

Han ser et stort problem i straffelovens paragraf 114e, der forbyder fremme af terror. Det er den bestemmelse, som ROJ TV er tiltalt for at have overtrådt, og som kom ind i loven i forbindelse med den første terrorpakke, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 2002 - i efterdønningerne af terrorangrebene på USA den 11. september året forinden. Bestemmelsen er for ukonkret og nærmest ophæver grænsen mellem det at ytre sin sympati for terror og det at give direkte støtte til den - f.eks. i form af penge, mener Mchangama.

»Hvad betyder det at ’fremme terror’? Det er der intet klart svar på. Jeg har svært ved at karakterisere en nyhedsudsendelse som tilskyndelse til terror, mens det selvfølgelig er noget andet, hvis en imam over for sine tilbedere prædiker, at de skal begå vold. Det er to forskellige ting, og de bør behandles forskelligt,« siger han.

Forsvareren for ROJ TV, advokat Bjørn Elmquist, agter på første retsmøde at kræve hele sagen afvist - netop med henvisning til 114e.

»Konstruktionen af tiltalen er slet ikke logisk. Man har udelukkende rejst tiltalen mod et selskab og for eksempel ikke krævet en ansvarshavende redaktør til ansvar. Samtidig er anklageskriftet så løst og ubestemmeligt. Det er simpelthen så generelt formuleret, at det er svært at forsvare sig imod. Derfor vil vi kræve sagen afvist. Bliver den ikke det, så bliver ROJ TV frikendt. Det er jeg ikke i tvivl om. Det handler om at forsvare ytringsfriheden herhjemme,« siger forsvareren.

Jacob Mchangama peger på et yderligere spørgsmål i sagen - nemlig, om EUs terrorliste er en autoritativ kilde til at afgøre, om PKK er en terrorbevægelse eller en frihedsbevægelse.

»Man må som dansker have lov til at kalde Hamas en frihedsbevægelse. Det vil ligge mig fjernt at gøre det, men jeg vil insistere på, at andre har retten til det uden at blive straffet. Det samme må gælde i forhold til PKK,« siger han.

Enhedslistens Frank Aaen deler bekymringen:

»Modstandsorganisationer er blevet sat på terrorlisten uden beviser og har stort set ingen mulighed for at komme af dem igen. Og der er mange eksempler på, at en optagelse på listen ikke har løst problemer, men kun gjort det vanskeligere at løse problemer. Det har for eksempel ikke løst kurdernes problem i Tyrkiet, at PKK er sat på listen.«

Ifølge anklagemyndigheden vil spørgsmålet om, hvorvidt PKK kan karakteriseres som en terrorgruppe, blive en væsentlig del af bevisførelsen. Det vil være altafgørende for sagen at få retten til at acceptere PKK som en terrorgruppe, ellers falder tiltalen for fremme af terror til jorden.

Den internationalt anerkendte terrorforsker, Magnus Ranstorp fra det svenske Forsvarsakademi, vurderer, at det ikke bliver et problem for anklageren.

»PKK er stemplet som en terrororganisation i EU, og derfor er deres eventuelle propagandakanal meget væsentlig. Det er kernen i hele sagen. Det handler ikke bare om de militære dele af PKK, men også om de politiske og sociale dele, og det virker som om, der er meget omfattende bånd mellem PKK og ROJ TV. Hvis det er tilfældet, giver det ingen mening at se på ROJ TV og PKK som to separate enheder,« siger han.

Netop de »omfattende bånd« mellem PKK og ROJ TV vil blive en langt mere central del af bevisførelsen, end det hidtil er kommet frem. Berlingske erfarer, at anklagerens materiale indeholder mere end de fjernsynsudsendelser, som anklageskriftet begrænser sig til at nævne. Den samlede bevisførelse vil falde i fem hovedområder:

  • For det første forsøget på at bevise, at PKK er en terrororganisation.
  • For det andet klip fra ROJ TVs nyhedsudsendelser, der skal synliggøre en åbenlys propaganda til fordel for PKK.
  • For det tredje en historisk gennemgang af PKKs forsøg på at etablere sine egne TV-stationer for at få spredt sin propaganda - herunder en oversigt over personrelationer mellem ROJ TV og to tidligere kurdiske TV-stationer, som myndighederne i Storbritannien og Frankrig tvangslukkede på grund af opfordringer til had og forbindelser til PKK. Der vil også blive en gennemgang af andre landes bevismateriale mod ROJ TV - især fra Tyskland, hvis forbud mod ROJ TV er parkeret i EU-domstolen.
  • For det fjerde beviser for personrelationer mellem ansatte på ROJ TV og medlemmer af PKK. Her bliver personen »Hamza« helt central. Berlingske har tidligere afsløret, at Hamza, der formentlig er identisk med PKKs økonomiske chef i Europa Abdullah Sen, i 2008 dukkede op på ROJ TVs kontor i København og fyrede en ansat på TV-stationen.
  • For det femte en økonomisk del, der bl.a. bygger på Bagmandspolitiets efterforskning af mulig hvidvask af PKK-penge i Den Kurdiske Kulturfond. Berlingske har afsløret, at fonden donerede mere end 100 millioner kroner til ROJ TV. Penge, som fonden ikke kunne redegøre for.

Sagen mod ROJ TV bygger altså på et meget bredt materiale, og ifølge Magnus Ranstorp er det i lyset af sagens omfang og de alvorlige mistanker mod ROJ TV unødvendigt at bekymre sig for dansk demokrati.

»Det er helt at afspore debatten at snakke om ytringsfrihed. ROJ TV er ikke dømt endnu, men kan man bevise, at TV-stationen opfordrer til vold, og kan man bevise, at ledelsen af PKK har tætte koblinger til ROJ TV, så handler det ikke om ytringsfrihed. Så handler det om systematisk at udbrede propaganda for PKK,« fastslår han og får støtte fra formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF):

»Det er egentlig meget klart beskrevet i Grundloven. Så længe man holder sig inden for det parlamentariske system, så har man total frihed til at gøre, som man vil. Der kan være gode grunde til at tillade kurderne at have deres egen TV-station, men ikke hvis de opfordrer til vold eller står i ledtog med folk, der benytter voldelige metoder, som PKK gør.«

Der er, med andre ord, grænser for demokratiet og åbenheden. Også efter Oslo. Københavns Byret skal nu forsøge at trække den grænse.