»Forestil dig en afmagt, at se sin søn gå ned på den måde«

Et sted mellem folkeskolen og voksenlivet fortabte den unge mand sig i en rus, som fulgte ham resten af sit alt for korte liv. Hjælpen kom for sent. Jeppe Vestergaard døde på den institution, hvor han havde været i behandling for sit misbrug. Det sociale tilsyn har efterfølgende tilbagekaldt behandlingsstedets godkendelse efter mistanker om utilstrækkelig behandling og misbrug af offentlige midler.

Linda Jensens søn døde på det behandlingshjem, hvor han havde været i behandling for sit misbrug. Hun besøger ofte hans gravsted ikke langt fra parcelhuset i den lille sydfynske by Tommerup.
Læs mere
Fold sammen

Lyden af smadret glas rev hende tilbage til virkeligheden. Linda Jensen var gået til ro, men hun kom hurtigt på benene igen, da kælderdøren smækkede hårdt. Hun tog joggingbukser og t-shirt på og skyndte sig ud i novembernatten.

»Der sad han, ude foran indkørslen ved cykelstien,« fortæller Linda Jensen. Hun gik hen til sin søn.

»Grrrr! K-k-kommer nu! Gå!« skreg han ad hende. Fråden stod ham om munden, og de tidligere så muntre øjne var vilde.

»G-GÅ!«

»Jeg blev rigtig bange. Ikke for min dreng, men for at han skulle løbe væk,« siger Linda Jensen.

Hendes søn brølede igen, og nu gik han løs på skraldespanden. Linda Jensen gemte sig bag bilen i indkørslen. Herfra løb hun ned ad kældertrappen og tilbage ind i huset. Kort efter fulgte den ranglede, magre knægt efter.

»Idet han kom ind ad døren og så mig, vendte han sig om, og så faldt han pludseligt med et brag og knaldede baghovedet ned i fliserne. Jeg fik et chok og løb hen til ham og tog fat omkring ham og slæbte ham ind i hans seng,« siger Linda Jensen.

Hun var på vej op ad kældertrappen for at ringe 112, da det ringede på døren.

Fotos af afdøde Jeppe Vestergaard i barndomshjemmet i Tommerup. Jeppe som helt ung fodboldspiller, og Jeppe i 20 årsalderen. Privatfotos Fold sammen
Læs mere

Familien Vestergaard Jensen havde tidligere samme dag for halvandet år siden været til julekomsammen på den lokale folkeskole, hvor familiens tvillingebørn i dag går i 5. klasse. Den ældste søn, Jeppe, havde været alene hjemme. Her var han endnu engang faldet i det sorte hul, som fyldte så meget i den sidste del af hans liv.

Da resten af familien kom hjem, så Linda Jensen med det samme, at hendes 22-årige søn var vind og skæv af stoffer. Hun havde efterhånden lært at genkende symptomerne: den slørede tale tydede som regel på nervepiller, såkaldte benzoer. Og hvem ved hvad ellers?

I hånden havde Jeppe en flaske whisky.

»Det er min!« vrængede han, da Linda Jensen prøvede at tage den fra ham. Hun græd og tryglede ham om at gå i seng, og det lykkedes hende til sidst. Men de indre dæmoner ville ikke give Jeppe Vestergaard fred, og han vidste det selv.

Senere samme nat, før han faldt om på kældergulvet, havde Jeppe Vestergaard selv ringet efter politiet. Det var dem, der ringede på døren. Før betjentene tog ham med, sagde Jeppe til Linda Jensen:

»Mor, du skal vide, én ting. Det her er ikke din skyld. Jeg har selv bedt om at blive indlagt, for jeg har det så skidt i mit hoved.«

Historien er et indblik i en af de talrige situationer i den sidste del af Jeppe Vestergaards liv, hvor hans mor stod magtesløs som tilskuer til sin søns stofmisbrug. Men for Linda Jensen illustrerer den også, hvordan hendes søn til det sidste havde et brændende ønske om at leve.

I dag er han en del af en kedelig statistik. Sundhedsmyndighederne vurderer, at der er omkring 13.000 stiknarkomaner i Danmark, og hvert år finder omkring 200 såkaldt narkorelaterede dødsfald sted.

Jeppe Vestergaards blev fundet livløs på en institution for stofmisbrugere i Vejle, hvor han forinden havde afsluttet fem måneders døgnbehandling. Det bekræfefter en redegørelse for dødsfaldet udarbejdet af institutionens ledelse, som Berlingske har fået indsigt i. Højløkke Behandlingscenter ved Vejle er i dag lukket, efter at Socialtilsyn Syd ved uanmeldte besøg har fundet så beklagelige forhold på institutionen, at det har givet anledning til »stærk bekymring for, om der pågår misbrug af offentlige midler«, fremgår det af rapporter fra Socialtilsyn Syd, som Berlingske også har fået indsigt i.

Derudover har tilsynet påtalt »fængselslignende tilstande« på institutionen og stillet spørgsmålstegn ved kvaliteten af stedets behandling, eftersom størstedelen af personalet var tidligere stofmisbrugere med få dages kursus i behandling.

Yderligere to centre for stofmisbrugere, som bliver drevet af samme virksomhed, har også fået tilbagekaldt deres godkendelse som behandlingssted med lignende begrundelser. Virksomheden bag har dog klaget tilsynets over afgørelse til Ankenævnet hvad angår de to andre institutioner, som derfor kan fortsætte med at behandle, indtil nævnet har taget stilling til sagerne.

Tilbage i Tommerup fortsætter Linda Jensen sin beretning om enhver forælders værste mareridt.

Der findes lige så mange forskellige årsager til, at mennesker søger tilflugt i stofmisbrug, som der er stofmisbrugere. Nogle forsøger at dulme psykiske smerter fra barndomstraumer eller mentale sygdomme ved at selvmedicinere med narkotika fra gaden. Andre når ikke at slå bremsen i efter at have eksperimenteret med rusmidlerne og ender i en altødelæggende spiral af kriminalitet og abstinenser.

I Jeppe Vestergaards tilfælde lå det langt fra i kortene, at han skulle ende som stiknarkoman. Den lyshårede dreng med det lyse sind havde nemt ved at få venner, han dyrkede sport, spillede guitar og havde fritidsarbejde og kærester.

»Min mand forstod med det samme, hvad der var sket og holdte ind ved siden af en Falck-station, mens jeg bare skreg ’nej, nej, nej’. Jeg lænede mig frem i bilen og græd,« siger Linda Jensen. Fold sammen
Læs mere

Der var alkoholmisbrug længere ude i familien, men der var tryghed i hjemmet i Tommerup, hvor Jeppe Vestergaard voksede op og boede.

Spørgsmålet om, hvad der fik hendes søn til at stikke kanyler i sine arme, hjemsøger stadig Linda Jensen:

»Var jeg en dårlig mor? Gjorde jeg noget forkert? Der var nogle ting, jeg ikke kunne finde ud af at se, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg kunne ikke se det. Jeg kunne bare ikke se det.«

Hun fortæller sin søns historie i parcelhusstuen i landsbyen Tommerup på Fyn.

På sofabordet mellem termokande og kaffekopper står to fotografier. På det ene knæler en lyshåret purk med en fodbold og ser ud til på sekundet at være klar til at drible afsted. Det er sommer, og Jeppe har en fodboldskole-t-shirt stukket ned i de røde shorts.

På billedet ved siden af smiler en ranglet knægt fra øre til øre til fotografen. Det er taget omkring 20-årsalderen. På det tidspunkt havde narkotikaen allerede tag i ham.

»Men i meget lang tid kunne man ikke se på Jeppe, at han var på stoffer,« siger Linda Jensen.

Det er et sted mellem de to øjebliksbilleder, at Jeppe Vestergaards deroute begyndte.

»Omkring 13-14-årsalderen bliver han svær at styre. Det er som om, at jeg ikke kan opdrage på ham længere. Han hører ikke efter, hvad jeg siger, og han tager bare af sted,« siger Linda Jensen. Da han var 15 år, snød han hende i sommerferien efter 8. klasse og tog af sted til Roskilde Festival sammen med jævnaldrende kammerater. Skoleåret efter blev han taget i sammen med andre skoledrenge at have stjålet en nøgle til skolens musiklokale, hvor de overnattede og røg hash, og under en skolehjemsamtale karakteriserede en lærer Linda Jensens søn som »et barn uden for pædagogisk rækkevidde«. Problemerne kulminerede, da han blev smidt ud af folkeskolen og måtte gøre skoleåret færdig på efterskole. »Det havde jeg det mærkeligt med. Det kom meget bag på os,« siger Linda Jensen, der kort forinden havde født tvillingerne, Line og Emil.

To år senere blev hendes dengang 17-årige søn også smidt ud af produktionsskolen, efter han en morgen besluttede sig for at tage til Berlin med tre venner i stedet for at komme i skole. Alligevel havde Linda Jensen ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvor langt hendes søn var på vej ud.

»Der kom mange unge mennesker hjem til os dengang, og Jeppe var et meget socialt menneske. Han havde også tit kærester de år, tre af dem havde han endda med hjemme, nogle meget smukke piger,« siger Linda Jensen.

Hendes stemme snører sig sammen, og hun må sunde sig, før hun kan fortsætte:

»Hvorfor fanden gjorde vi ikke mere? Det kan jeg stadig godt tænke for mig selv.«

Fold sammen
Læs mere

Senere gik virkeligheden efterhånden op for Linda Jensen i takt med, at der gik længere og længere tid mellem, at hun hørte fra sin søn.

»Jeg har skældt ud og været tosset og råbt og skreget i frustration over, at jeg ikke kunne nå ind til ham. Forestil dig en afmagt, at se sin søn gå ned på den måde. I de år levede jeg med frygten inden i mig selv, at politiet en dag skulle stå uden for min dør og sige, at jeg ikke har min søn mere,« siger Linda Jensen.

»Jeg har hentet ham i de mest beskidte lejligheder og narkobuler, du kan forestille dig, når han ringede tidligt om morgenen efter at have været væk i fem dage, otte dage, tre uger. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor ulækkert det var. Og der sad min søn, vind og skæv,« siger hun.

De sidste fire år af Jeppe Vestergaards liv kæmpede familien indædt for at få hjælp til at få ham ud af sit misbrug. Han var i den tid flere gange indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling og misbrugscenteret i Assens. Men gentagne forsøg på at lægge stofferne fra sig slog fejl, og gang på gang endte han igen med en nål i armen.

Assens Kommune insisterede på at sende Jeppe Vestergaard i daglig ambulant behandling på misbrugscenteret. Først da hele familien mødte op på kommunen for fjerde år i træk for at trygle om en plads på et døgnbehandlingscenter, lykkedes det.

»Vi var ikke kommet dertil, at vi slog hånden af ham, men vores familie kunne ikke holde til det længere, det var ved at ødelægge os,« siger Linda Jensen, som er social- og sundhedsassistent.

Hendes søn fik plads på Højløkke Behandlingscenter i Børkop ved Vejle, hvor han var i behandling i fem måneder. I januar 2014 blev han erklæret færdigbehandlet, og planen var, at Jeppe Vestergaard efterfølgende skulle flytte til en lejlighed i samme by og begynde at klare sig selv.

I de mellemliggende uger blev Jeppe Vestergaard boende som gæst på Højløkke Behandlingscenter, hvor han tilbragte sin sidste nat i live.

Den fredag morgen havde Linda Jensen, hendes mand og tvillingerne pakket bil og trailer med alt, hvad der skal til for at indrette et hjem; potter, pander, møbler og nok nedfrosset mad til at klare den første måned.

Selv om Jeppe Vestergaard ifølge sin mor havde indstillet sig på at skulle flytte i egen lejlighed, vidste hun, at han ikke selv følte sig klar til at holde sig stoffri på egen hånd. Den udlægning understøttes af en korrespondance mellem institutionens ledelse og Socialtilsyn Syd i forbindelse med dødsfaldet, som Berlingske har fået indsigt i, og som bekræfter, at Linda Jensens søn havde sendt en anke til kommunen om at fortsætte i døgnbehandlingen.

Men kommunen nåede aldrig at behandle anken. Familien var på vej for at hente ham, da forstanderen for behandlingshjemmet ringede: »Vi har desværre fundet Jeppe død her til morgen,« lød det i den anden ende, da Linda Jensen tog telefonen.

»Min mand forstod med det samme, hvad der var sket, og holdte ind ved en Falck-station, mens jeg bare skreg »nej, nej, nej, nej«. Jeg lænede mig frem i bilen og græd, gik ud og løb rundt om den tre gange, op ad vejen og tilbage igen. Børnene så det hele. Jeg kunne ikke gøre for det. Vi skulle jo bare have hjulpet ham med at flytte,« siger Linda Jensen.

I den forbindelse havde Jeppe Vestergaard lånt 1.000 kroner af sin farmor og 1.000 kroner af sin mormor. På hans værelse lå den ene tusindkroneseddel rullet sammen.

»Den har han formentlig brugt, for han havde sniffet heroin,« fortæller Linda Jensen.

Hun undrer sig i dag både over, at der overhovedet var narkotika til stede på behandlingscenteret, og hvorfor hendes søn først blev fundet klokken 11 om formiddagen på døgnbehandlingsstedet.

»Det er meget mærkeligt, synes jeg, men ingen har villet svare på hvorfor,« siger Linda Jensen. Hun fortæller om sin sidste telefonsamtale med sønnen aftenen før:

»Vi aftalte, hvordan vi alle sammen skulle komme op og hente ham, og jeg sagde til ham, at vi havde alt det, han skulle bruge, så han skulle ikke være nervøs. Men det var som om, at han havde travlt. Som om der igen var noget, der rykkede i ham.«

Tilbage er kun ungdomsværelset i parcelhusets kælder i Tommerup, hvor Jeppe Vestergaards guitar, sovesofa og personlige ejendele stadig står. Og ikke mindst savnet, som flere gange under interviewet får tårerne frem i Linda Jensens øjne.

Uden at få svar spørger hun sig selv, hvorfor hun ikke var i stand til at hjælpe sin søn på ret køl i tide. Hun er frustreret over, at det tog så lang tid, før kommunen gav efter og gik med til at sende hendes søn i døgnbehandling for sin afhængighed af narkotika. Og hun er vred over, at kommunen ikke førte bedre tilsyn med behandlingen på døgninstitutionen, og hun er rystet over den kritik, Højløkke Behandlingscenter Vejle efterfølgende har fået af det nye socialtilsyn.

»Vi troede jo, det var et godt sted, og vi var så lettede, da han fik pladsen,« siger Linda Jensen.

Ejeren af firmaet, som blandt andet drev den insitution, som Jeppe Vestergaard blev fundet livløs på, kalder dødsfaldet »tragisk«.

»Man dør af at tage stoffer, sådan er det jo. Og desværre sker det også på institutionerne, at der er nogen, der dør,« siger Klaus Schønfeldt.

Han afviser blankt samtlige kritikpunkter i Socialtilsyn Syds rapporter og har derfor klaget de tilbagetrukne godkendelser til Ankenævnet.

Om Jeppe Vestergaards sag siger han:

»Jeg hjalp ham med at søge om forlængelse af sit ophold hos os, så han kunne få ro på og starte langsomt op med skole og lejlighed, men det valgte kommunen at sidde overhørig,« siger Klaus Schønfeld.

Assens Kommune vil ikke kommentere den konkrete sag, men oplyser, at kommunen i sager om stofmisbrug tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation med henblik på den bedst mulige behandling.

Tilbage står Linda Jensen med sit tab. Hun fortæller sin historie til Berlingske i håb om at kunne hjælpe andre pårørende i samme situation: »Jeppe ville så gerne leve. Han fik bare aldrig den hjælp, han havde brug for«.

Se Linda Jensen fortælle her: