Først blev Signe virkelig vred – siden tog en anden følelse over: »Hvem er det, der tager et barns sparepenge?«

Signe Skov-Hansen fra Virum har altid været imod alarmsystemer og overvågningskameraer. Efter hun fik ubudne gæster, har hun skiftet mening. Nordsjælland er indbrudstyvenes foretrukne område, og kun få af indbruddene bliver opklaret af politiet.

Det, der ærgrer Signe Skov-Hansen allermest, er den mistro, hun pludselig nærer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Noget i Signe Skov-Hansen har forandret sig siden den morgen i maj.

Hun ser det i måden, hun bevæger sig rundt i huset på, og hvordan hun tænder for lamperne i rum, hun slet ikke bruger. Hun mærker det som en stivhed i kroppen. Når hun sidder foran sin computer, stille og alene, kan hun ikke lade være med at lytte.

Den morgen stod det ikke klart med det samme, at noget var helt galt.

Den 44-årige selvstændige fra Virum afleverede sine børn i skole. Derefter gik hun en tur med en bekendt i det naturskønne nabolag. Til sidst satte hun kurs mod hjemmekontoret.

Det var her, mens hun stod med nøglen i sin hoveddør, at hun fik øje på en skikkelse klædt i hættetrøje, i firspring ned ad trappen fra første sal.

»Hallo?« råbte hun og åbnede døren. Skikkelsen så ikke meget større ud end hendes 11-årige søn. Det måtte være en af hans venner, var hendes første indskydelse.

Men ingen svarede. Og et sekund senere gik det op for Signe Skov-Hansen, at gæsten inde i hendes hus ikke var af den velkomne slags. De næste ord kom prompte ud af hendes mund:

»Kan du så komme ud af mit hus!«

Signe Skov-Hansen fiskede sin telefon frem og ringede 112.

Det gik ikke helt som planlagt.

»Jeg var meget stolt over, jeg råbte tyven an. Det er ikke til at vide, hvordan man reagerer i sådan nogle situationer. Men bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke løb om bag huset og spændte ben for ham.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Nordsjælland er hårdest ramt

Af alle landets politikredse er det Nordsjællands Politi, der får flest anmeldelser om indbrud i private hjem.

Samtidig er der tilsyneladende ikke særlig stor succes med at opklare de indbrud, nordsjællandske borgere udsættes for. I 2020 havde politikredsen den laveste opklaringsprocent i hele landet – en andel borgmester i Lyngby-Taarbæk Sofia Osmani (K) kalder for »skræmmende lav«:

»Dermed er det måske også svært at få bremset problemet med indbrud, for risikoen for at blive taget er jo skræmmende lille.«

»En slags efterbeskatning for at bo fedt«

Én tanke var altoverskyggende i Signe Skov-Hansens hoved: Hun skulle nå at rydde op, inden hendes to børn kom hjem fra skole.

»De skulle ikke se deres værelser helt gennemrodede,« siger hun og fortæller, at børnene faktisk syntes, det var ret spændende, da de kom hjem.

»Resten af dagen legede de detektiver. Vi kaldte ironisk tyven for parkour-tyven, fordi han så ud til at være faldet et sted omme i haven,« siger Signe Skov-Hansen.

»Humor var en meget god måde at gøre det nemmere for især børnene at være i.«

Gennem glaspartiet i hoveddøren fik Signe Skov-Hansen øje på en hætteklædt skikkelse, der var på vej ned ad trappen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Efterfølgende har indbruddet alligevel sat sig i familiens yngste medlemmer. Især i hendes søn på 11 år, som lige var begyndt at være alene hjemme nogle gange. Det har han ikke så meget lyst til længere.

»Jeg synes, det er så ærgerligt at få plantet den frygt i sig,« siger Signe Skov-Hansen.

»Det er det, der ærgrer mig allermest. Den mistro, vi lige pludselig nærer, når vi nu helst vil møde alle med et åbent sind.«

Da hun ringede 112, rykkede politiet ud – men det gik ikke helt efter planen. En drilsk GPS ledte patruljevognen på vildspor og gav tyven et solidt forspring. Politiets hunde fulgte sporet et stykke, men mistede det.

På vejen havde tyven tabt et lille skrin med mønter, hendes søn havde samlet sammen, og et par hundrede kroner i sedler.

I stuen var al elektronik samlet og efterladt i en bunke. Væk var en dyr taske og de fleste af Signe Skov-Hansens smykker.

Dem, hun bar til sit bryllup. Dem, hun fik, da hun fødte sit første barn. Da hun fyldte 40 år. Arvestykkerne. Smykker, der er mærket af et helt liv, og som ikke kan generhverves.

»Jeg har sådan en lille, mærkelig forhåbning om, at alle de smykker, som blev givet til mig i arv og kærlighed, ikke bliver smeltet om. Jeg håber, der er en meget forelsket kvinde et eller andet sted i verden, som får dem foræret. Jeg håber, de kan leve videre på den måde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Først blev Signe Skov-Hansen »virkelig, virkelig vred«. Siden tog en anden følelse over:

»I virkeligheden har jeg været meget forundret over, hvad det er for en skæbne, der ligger bag sådan et menneske. Hvem er det, der tager et barns sparepenge – og nogle smykker, der i guldgramvægt ikke er særlig meget værd, men som har en kæmpestor værdi for mig?«

Dagen efter indbruddet fik familien installeret alarmsystem og kameraer – noget Signe Skov-Hansen tidligere har været imod.

»Jeg har altid tænkt, at det ikke kunne så meget, udover måske endda at skabe mere utryghed. Men okay, hvis det er det, der skal til, så er det en omkostning, vi må acceptere. En slags efterbeskatning for at bo fedt,« siger hun.