I juli modtog Tor et frygtet opkald – igen: »Det føles som organiseret overvågning«

At der har været ubudne gæster i hans hus, kan Tor Larsson leve med. Det, der skræmmer ham, er tanken om, at det måske ikke er tilfældigt. Nordsjælland er indbrudstyvenes foretrukne område, og kun få af indbruddene bliver opklaret af politiet.

Der er en ubehagelig statistik bag den uro, 48-årige Tor Larsson oplever i Holte, hvor han bor med sin familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da han vinkede til dronen, der svævede i luften foran hoveddøren, stak den af.

Han satte efter i bil – uden held. Den lille maskine svævede hastigt hen over naboens tag og ud af syne.

Egentlig skulle han bare ud med skraldet.

Ikke så længe forinden havde naboens datter set to mænd foran en varebil, da hun kom hjem fra en gymnasiefest lidt over midnat. Mændene var i gang med at pakke en stor drone sammen.

»Måske var det bare drengestreger. Måske er det paranoia. Men tankerne begyndte at rode rundt oppe i mit hoved. Er det overvågning? Er det sådan, de udspionerer os?«

Tor Larsson er 48 år gammel, kommunikationsrådgiver, far til tre – og så bor han i en del af Holte, hvor det med hans ord »går helt amok«.

»Det fylder meget. Folk i hele kvarteret har en fornemmelse af, at der hele tiden er mennesker omkring os. Nogen, der holder øje med vores ting.«

Tor Larssons børn var glade og lettede, da familien fik installeret en tyverialarm – »men så skete det med bilen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Bag den uro, Tor Larsson mærker, gemmer sig en ubehagelig statistik.

For mens Nordsjælland rammes hårdere af indbrud i private hjem end noget andet sted i landet, slipper tyvene i langt de fleste tilfælde afsted med forbrydelsen.

Nordsjællands Politikreds har landets laveste opklaringsprocent – et faktum, der får Rudersdals borgmester, Jens Ive (V), til at sukke og konstatere, at »politiet er oppe imod en syndflod«.

I juli modtog Tor Larsson et frygtet opkald, da familien var på sommerferie i Italien.

»Da jeg så, det var min nabo, der ringede, vidste jeg med det samme, at det var sket igen.«

Organiseret overvågning

For et år siden fik kommunikationsrådgiveren en lignende besked i Spanien.

»Vi viste godt, at der var gang i den i kvarteret, så vi havde lyset tændt og fået naboerne til at gå rundt om huset og kigge hver eneste dag. Alligevel fik nogen brudt køkkenvinduet op,« siger han.

»I år havde vi så genboen til at holde øje, en havemand til at slå græs, min svigermor til at komme forbi – der har været folk forbi hele tiden. Denne her gang var det et badeværelsesvindue.«

Første gang var det især smykker, der røg, fortæller kommunikationsrådgiveren:

»Mine døtres og min kones smykkeskrin, smykkerne på badeværelset. Alt var taget ud, alle æsker var åbnet. Og så nogle solbriller, telefoner, computere, iPads og jakker.«

Nogle gange synes Tor Larsson, at stemningen bliver lidt for mistroisk i byen: »En mistænkelig varebil kan også bare være nogle håndværkere. Slap af. Men jeg kan samtidig godt forstå det, for der sker så mange ting.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Anden gang blev en kuvert med de penge, datteren lige havde fået til sin konfirmation, stjålet.

»Det er grænseoverskridende for børnene, at nogen har været helt inde på deres værelser. De er blevet mere urolige og opmærksomme på lyde,« siger Tor Larsson og fortsætter:

»De var rigtig glade, da vi fik installeret alarm. Men så skete det med bilen.«

En morgen i september vågnede Tor Larsson til lyden af en gennemtrængende bilalarm omkring 20 meter fra hans soveværelsevindue.

Han nåede at registrere, hvordan nogen flygtede ned ad vejen. Det eneste, der manglede i familiens bil, var en jakke.

»Autoværkstedet sagde, at der ikke er nogen, der bryder ind efter en jakke, og at det nok var sportsrattet (et luksusrat, beregnet til sportsvogne, red.), de var ude efter. Sådan et rat kan sælges for 10.000 kroner. Men forleden blev en anden bil så smadret for at stjæle to sportstasker,« siger Tor Larsson.

At nogen har været inde i hans hus, kan han egentlig godt leve med.

»Det, der skræmmer mig, er tanken om, at det måske ikke er tilfældigt. Det føles som organiseret overvågning, som om der er styr på, hvem der er væk, og hvem der ikke er væk. Som om nogen holder øje,« siger Tor Larsson.