FN-panel: Grønne løsninger ikke nok til at redde klimaet

Skal en klimakatastrofe afværges, så rækker grøn energi ikke langt nok. Kontroversielle energiformer må derfor i spil, lyder det fra FNs Klimapanel.

Det er ikke nok at satse helhjertet på grønne energiformer, hvis vi skal afværge en truende klimakatastrofe. Sådan lyder det ifølge Politiken af udkastet til FNs Klimapanels kommende rapport, som skal forhandles på plads senere i oktober i København.

Selv med alle kræfter sat ind på at udbygge med sol og vind, er det nemlig ikke nok, og vi må derfor også have kontroversielle energiformer som skifergas, atomkraft og CO2-lagring i spil for at redde klimaet, står der ifølge avisen i udkastet.

Direktør for Dansk Energi Lars Aagaard bemærker, at vi ifølge panelet i første omgang skal satse på vedvarende energi og energibesparelser.

»Men de siger også, at det slet ikke rækker. Globalt er vi nødt til at bruge alle farverne på paletten og gå ned til hylden med de næstbedste løsninger,« siger han til Politiken.

Hos WWF Verdensnaturfonden og Danmarks Naturfredningsforening fastholder man dog, at det for eksempel giver mening at være imod en omstridte energiformer som skifergas, som er et aktuelt emne i Danmark i form af en prøveboring i Frederikshavn i Nordjylland.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) vil dog ikke på forhånd afvise, at skifergas kan blive et nyt dansk energieventyr.

Hverken atomkraft eller CO2-lagring står dog på Danmarks dagsorden, fastslår han over for Politiken.