Kong Kul er død – kong Fracking leve?

USA har vist vejen. 175 beskidte kulkraftværker er blevet lukket, CO2-udslippet mindsket med ti pct., og 160.000 dødsfald forhindret – fordi skifergas har afsat kong kul. Hvorfor har miljøgrupperne så svært ved at juble over det?

Produktionen af skifergas har slået benene væk under den amerikanske kulindustri. Men fracking­processen, der er nødvendig for at hente gassen op af undergrunden, har store miljømæssige omkostninger. I præriestaten North Dakota, der råder over store gasforekomster, er oliegiganten Hess særdeles aktiv – her nær byen Williston. Foto: Andrew Cullen/Reuters Fold sammen
Læs mere

Kyle Thacker har fortalt sin historie i lokal­avisen, og det er en historie, som han lever og ånder i, men som han dårligt nok forstår:

Hans bedstefar arbejdede i minerne i det østlige Kentucky, og han brødfødte sine 16 børn på en kulmineløn. Hans far begyndte at arbejde i kulminerne i 1970erne, og han fik fem børn, som også fandt arbejde i minerne, og sådan kunne det være fortsat, hvis det ikke var holdt op.

Men alle fem børn har nu mistet deres job, fortæller Kyle Thacker, den yngste af dem, i Lexington Herald-Leader. Hans penge er væk, banken har været der efter bilen, og »hvis der er kulminer tilbage i området, kan du ikke betale dem for at give dig et arbejde,« siger han.

Thacker er langtfra den eneste. I det seneste år har amerikanske medier fra USA Today over CNN til Wall Street Journal portrætteret den altomfattende deroute i gamle kulstater som Kentucky, West Virginia, Ohio og Pennsylvania – og historierne er illustrerede af den samme type billeder: Af barkede hænder, som ikke arbejder – og af miner, der ligner en fest, som er forbi, og ingen tør rydde op, fordi det vil sanktionere endeligheden i det hele.

Kulkælderen

Men her er, hvad der er så forbistret svært at sige, og som næsten må skrives med mindre font: Hvis ikke for mænd som Kyle Thacker – så er det en solstråle af en historie. Et slægtsleds forandring til det bedre. For kul er den mest beskidte energikilde i menneske­hedens historie. Kul forkorter hvert år mindst en mio. menneskeliv, og som den amerikanske miljøforsker James Hansen udtrykker det:

»Kul er den største trussel mod civilisationen og alt liv på vores planet.«

Men amerikanerne har vendt den trussel, som en undersøgelse fra Duke University illustrerer. Siden 2008 er 50.000 job forsvundet i kulindustrien i USA, og i samme periode har skifergas og sol og vindenergi skabt det firdobbelte antal job, fordi USA er i gang med en energiomkalfatring. I 2002 kom 50,2 pct. af amerikansk elektricitet fra kul, nu er tallet under 37 pct., og ifølge en ny rapport fra den amerikanske statsrevision vil hvert syvende kulkraftværk være væk i 2025. Kong Kul er færdig.

Udviklingen kan ikke bare ses i arbejdspladser og lukkede kulkraftværker. Den kan også ses i andre tal: Siden 2007 er det amerikanske udslip af drivhusgasser faldet med ti pct., og amerikanerne indånder nu renere luft bl.a. på grund af mindre kulforurening. Og den renere luft forhindrer 160.000 dødsfald og 1,7 mio. astma-anfald om året, siger American Lung Association.

Det er den amerikanske variant af den tyske Energiewende – og den er langt mere resultatrig og episk, men også langt mindre fejret end den tyske ditto.

Grønne i strid

Men hvorfor den sagte stemmeføring? Hvorfor ikke fejre en virkeligt god nyhed?

Der er mindst to forklaringer:

Den ene forklaring er politisk. I USA taler Republikanerne om »præsident Obamas krig mod kul«, og noget er der om snakken. Obama har krævet 30 pct. mindre CO2-udledning fra kulkraftværker, han har sat stramme regler for udledning af bly, kviksølv og andre tungmetaller, og de ældste og mest forurenende værker kan ikke omstilles til de nye tider. Over 175 amerikanske kulkraftværker er taget eller bliver taget ud af drift, og det svarer til elektriciteten til 44 mio. hjem – og til de mange tabte kuljob.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Ja, der bliver skabt fire gange så mange nye job i skifergas og sol og vind, men de nye job erstatter ikke de forsvundne job ét til ét. Som det f.eks. hedder i en nylig reportage fra nyhedsbureauet AP fra Harlan County i Kentucky: Amtet ligger midt i et af de rigeste kulfelter i verden, og Steven Fields viser rundt i en gammel mine og udpeger kulårerne, der er tre meter brede. Han er 49 år, har kulstøv i lungerne og lever nu af sin kones løn og af forefaldende arbejde. I minerne fik han 180 kr. i timen; i sit seneste job som T-shirt-trykker fik han 70 kr. i timen. Rundt om ham enten forsvinder hans naboer eller går til grunde, og Harlan County dør. Indbyggertallet i amtet er nu mindre end det var i 1920, for 95 år siden.

Det er politisk sensitivt i sådan en omstilling at række begge arme i vejret og råbe »jubii!«, og det er ikke nemmere, hvis det er i Ruhr, Schlesien eller i Northumberland. Derfor er det politisk mere bekvemt at lade kulminearbejderne arbejde, og hvis de ikke kan – så i det mindste ikke tale om det.

Den anden forklaring på den manglende jubel er mere overraskende – og den handler om miljøbevægelsernes uvilje til at juble.

I USA er kul kun blevet detroniseret, fordi der er et bedre, billigere og tilfældigvis mere miljøvenligt alternativ, nemlig naturgas, som udleder halvdelen af den CO2, som kul udleder. Naturgassens rigelighed og billighed skyldes imidlertid fracking – skifer­udvinding – og fracking er et fy-ord blandt de fleste miljøorganisationer.

Men en af de store organisationer bryder nu med de andre, skriver websitet Vox. Environ­mental Defense Fund (EDF) har over en mio. medlemmer og har indledt noget, der minder om et samarbejde med gas­-industrien. Fracking fører således til methanudslip, men ingen ved, hvor meget der slipper ud, og EDF forsøger sammen med industrien at finde ud af helt præcist, hvor meget metan der slipper ud, og hvordan man kan reducere eller eliminere udslippet.

EDFs filosofi er den samme som Obama-regeringens – at fracking er kommet for at blive, og at fracking med de rigtige regler og forbedringer kan være nøglen til mindre kul og drivhusgas og bedre luft og livskvalitet. Men det er en holdning, som er rasende u­populær blandt miljøstrammere, skriver Vox. EDF hjalp f.eks. i 2014 staten Colorado med at indføre nogle af de strammeste fracking­regler i USA, men reglerne tillod fracking, og dermed blåstemplede EDF de facto fracking, siger strammerne, som kalder EDF for »ulve i fåreklæder. De sørger for, at fracking fortsætter.« »De er miljøsvindlere,« siger en af strammerne til websitet Inside Climate News.

Miljøgris

I USA har moderate miljøorganisationer som EDF og Obama-regeringen hidtil vundet, og det kan aflæses ikke bare i detroniseringen af kul og i den renere luft, men også i naturgas­prisen. I 2008 lå prisen på 13 dollar pr. mm BTU-naturgas, nu er den på 2,57 dollar. Naturgas har som argument en uomgængelighed, der gør Obama-regeringens stramninger gennemførlige, og som – bortset fra Kyle Thacker – er win-win-win.

I Europa er det gået anderledes, for her sameksisterer en symbiose mellem det, at regeringerne ikke har haft det samme mod, og at miljøstrammerne har vundet. Europa har rigeligt med naturgas i undergrunden – omkring 80 pct. af reserverne i USA, viser en opgørelse fra den amerikanske myndighed EIA – men kun to lande har forsøgt sig med fracking, nemlig Storbritannien og Polen. Og begge steder har det været op ad bakke, skriver Bloomberg. Aktivister har limet sig til gaskontorer, de har blokeret boresteder og bombet gas­arbejderes private hjem, og det har ført til lange perioder med borestop.

I Holland og Frankrig er fracking blevet lodret forbudt, og Tyskland vedtog i forrige uge en lov, som tillod forsøg med fracking fra 2018, men med så stramme regler, at industrien hævder, at det nærmer sig det umulige. I stedet bygger Europa nye kulkraftværker – mindst 25 værker vil blive åbnet i det kommende tiår, fremgår det af bogen »Coal Wars«, og fire af de fem mest beskidte kulkraftværker i Europa troner i Tyskland.

Europa betaler prisen med forurening - og også rent kontant. Naturgas koster tre gange så meget i Europa som i USA, bl.a. fordi europæerne ikke udvinder deres egen gas og fordi europæerne lader det russiske Gazprom sidde på noget nær et leveringsmonopol.

Dermed halter Europa ironisk nok efter verdens største miljøgris, Kina.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Et eksplosivt kulforbrug førte Kina ind i en dødsspiral, hvor forureningen kostede en halv mio. dødsfald og op mod 300 mia. dollar – eller over 2.000 mia. kr. – om året, skrev Verdensbanken i 2014 i en rapport. Antallet af lungekræfttilfælde i Beijing steg på ti år med 45 pct. Men det var ikke penge og menneske­liv, som fik regimet til at reagere, men derimod social uro og dermed en trussel mod det kommunistiske regime selv – og så skete der noget.

Kineserne er nu i færd med en kul­afvænning, og importtallene viser, at de mener det. I de første tre måneder af 2015 er den kinesiske kulimport faldet med 42 pct. i forhold til sidste år – og i 2017 vil Kina have reduceret sit kulforbrug med 350 mio. ton kul, og i 2020 vil Kina have reduceret sin CO2-udledning med 1.300 mio. ton – svarende til den sammenlagte udledning fra Canada og Australien, viser en ny opgørelse fra Greenpeace.

Hvordan Kina gør det? Forklaringerne er lavere vækst, og forklaringerne er sol, vind og fracking. I 2013 var der 200 skiferboringer i Kina, nu er der tæt på 500, og i 2020 regner Kina med at have 25-doblet udvindingen af skifergas. skriver Marketwatch.

Tyk alkoholiker

Men først og fremmest kan Kina gøre det, fordi Kina tog en beslutning om at gøre noget ved kul og samtidig tog en beslutning om skifer­gas. Det samme gjorde Obama­regeringen i USA, og det er den første forudsætning for at komme videre, konkluderer Richard Martin i »Coal Wars:«

»Når politikerne taler om fremtidens energi, elsker de at sige, at vi skal bruge alle ressourcer. Vi skal bruge kul, sol, vind, atom, naturgas, det hele… Men det er som en tyk alkoholiker, der ryger tre pakker cigaretter om dagen, og som siger, at han vil blive ved med at ryge, drikke og spise fast food, men han vil også spise lidt frugt og grønt. En bæredygtig energistrategi kræver, at vi foretager et valg, og det første og vigtigste valg er at lukke for kul.«

Det går ud over Kyle Thacker og alle andre som ham, og det vil de formentlig ikke kunne forstå.

Men – som Richard Martin indikerer – måske vil deres børn forstå det.