Embedslæge: Folk advaret hurtigst muligt

Befolkningen blev advaret så hurtigt om forurenet vand, som det var muligt, fastslår embedslæge.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var allerede torsdag morgen, at Københavns Kommune konstaterede tegn på E-coli-forurening i en prøve af hovedstadens drikkevand. Først sent fredag eftermiddag blev borgerne advaret om at koge vandet, før det drikkes.

Men det kunne simpelthen ikke gå hurtigere, siger Kåre Kristiansen, Embedslægerne Hovedstaden under Sundhedsstyrelsen.

- Det tager en vis tid for laboratoriet at påvise det. Man breder vandet ud over et særligt næringsmedium og stiller det ved bestemte temperaturer.

- Først dagen efter kan man se, om der er noget - og først dagen efter igen kan man begynde at differentiere bakterierne ud. Det er gjort så hurtigt, man overhovedet kunne. Det er vilkårene, siger Kåre Kristiansen.

Den mest sandsynlige virkning, hvis man har drukket inficeret vand, er, at man under uheldige omstændigheder kan få en kortvarig mave/tarmsygdom med opkastning og/eller diarré.

- Man kan ikke fuldstændig udelukke, at der i sjældnere tilfælde kan opstå alvorligere sygdomme. Men det kan vi ikke sige noget nærmere om i øjeblikket, hvor vi ikke er klogere på forureningen, siger embedslægen.

Der findes mange slags E-coli-bakterier, og langt de fleste fremkalder faktisk ikke sygdom, tilføjer han.

- Vi har jo E.coli i vores tarm i store mængder - og nogle typer giver sygdom. E-coli er en indikation på, at der er sket noget med vandet undervejs, som ikke skulle ske, siger embedslæge Kåre Kristiansen.

/ritzau/