»Det giver ikke mening at tale om en barmhjertig politik«

Sognepræst Marie Høgh vil »af hele sit hjerte« give muslimerne samme frihed, hun selv og andre danskere har. Den gode handling, siger hun, er at insistere på og kæmpe for værdier, det kristne Danmark kan tilbyde, ikke give efter for andre religioners særkrav.

Sognepræst Marie Høgh mener, at det er naivt, hvis man mener, vores samfund ikke er udfordret. »Jeg kan kigge mig om i virkeligheden og se problemerne. At den snigende islamisering ikke er så snigende,« siger hun. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Marie Høgh læner sig tilbage i kurvestolen.

Det er ugen før juleaften. Der er pebernødder på bordet, lys, der skal tændes, juleprædikener, der skal skrives, og vi har først og fremmest sat os i karnappen i sognepræstens lyse bolig i Uggeløse for at komme nærmere spørgsmålet:

Hvad vil det egentlig sige, når der på side 84 i regeringsgrundlaget står skrevet, at »Danmark er et kristent land«?

Er det en konstatering af det åbenlyse? En ekskludering af de ikke-kristne? Eller ligefrem, som nogle argumenterer, en moralsk fordring om, at regeringen også bør føre politik ud fra det kristne livssyn og religiøse ledetråde såsom barmhjertighed, tilgivelse og næstekærlighed.

Den 31-årige smiler venligt og taler mildt.

»Kristendommen er grundklangen i vores samfund,« siger hun så.

»Men det giver ikke mening at tale om en barmhjertig politik, for barmhjertighed kommer altid fra det ene hjerte til det andet. Det er et helt konkret forhold mellem to mennesker – et møde, et øjeblik. Det er ansvarsflugt og selvgodhed at sætte sig på moralens høje hest og dømme politiske beslutninger »gode«, »onde« eller »barmhjertige«.«

Den åndelige rygrad

31-årige Marie Høgh er nationalkonservativ debattør, tidligere blogger for Berlingske og ikke selv bange for at bruge sin stemme i den offentlige debat. Hun blev glad, da hun læste sætningen i regeringsgrundlaget. Opmuntret over at få fastslået det, som for hende er en selvfølgelighed: at kristendommen er den åndelige rygrad i Danmark – det ophav, vi alle er rundet af.

»Men kristendommen kan aldrig blive et politisk ærinde. Politik handler om at få samfundet til at fungere. Om økonomi. Om det ladesiggørlige. Kristendommen handler om ånd. Kristus kom jo ikke med et politisk program. I Israel forventede man ganske vist, at der kom en frelser og konge, som ville befri dem fra Romernes besættelse. Man håbede og ventede en militær politisk løsning. Men hvad kom der? Der kom et lille barn i en krybbe, som ikke kunne noget som helst. Der blev ved med at være krig. For han kom ikke med politisk fred. Men han kom med en fred af en anden verden til det enkelte vaklende menneskehjerte. Vi blev skænket en fred med vores samvittighed fra i går og bekymring for i morgen.«

Hvad lægger du så i formuleringen om, at »Danmark er et kristent land«?

»Jeg lægger det i det, at det er ekstra vigtigt at stadfæste i en tid, hvor en anden religion fylder så meget i gadebilledet. Vi skal huske på, at vores samfund aldrig havde set sådan her ud uden kristendommen. Hvis islam havde været vores samfundsreligion, havde vi f.eks. aldrig haft de samme frihedsværdier. Frihed er ikke kun vundet gennem revolutioner og lovgivning. Det er også kristendommen, som har sat det enkelte menneske fri ved evangeliet om, at dine synder, fejl og ufuldkommenhed er dig forladt. Du er god nok, på trods, lille genstridige menneske. Derfor skal vi ikke hele tiden arbejde på vores frelse, sådan som det er tilfældet for muslimerne. Vi er som kristne så at sige allerede givet friheden, og vores opgave er at tage os af det liv, vi er blevet skænket – ikke at gøre os fortjent til at komme i Paradis – det kan vi nemlig ikke. Det er helt afgørende for, at religion netop ikke er en lovgivende faktor i vores land.«

Giv frihed til din næste

Når Marie Høgh ligesom en række andre præster alligevel blander sig i den politiske debat og gør opmærksom på islams indtog i den civile sfære, er det altså ikke et spørgsmål om at bedrive politik ud fra kristne dogmer, men om at passe på det Danmark, vi har i dag:

»Det er naivt, hvis man mener, vores samfund ikke er udfordret. Jeg kan kigge mig om i virkeligheden og se problemerne. At den snigende islamisering ikke er så snigende. Og jeg ønsker ikke, at Danmark skal forandre sig. Selvfølgelig kan vi ikke bare sige, at fordi vi skal handle »godt«, skal alle flygtninge lukkes ind.«

Det er også derfor, Marie Høgh finder det nødvendigt at kaste sig ind i de åndelige og kulturelle værdikampe, som i disse år fylder i den offentlige debat.

For hvert supermarked, der kun sælger halalslagtede kyllinger, for hver svømmehal, der tilbyder kønsopdelt svømning, og for hver offentlig institution, der tilbyder religiøse bederum, giver vi køb på en del af det frie og sekulære Danmark, vi gennem historien har bygget op. Vi lader ufriheden råde og religionen diktere. Og den udvikling skal vi passe meget på. Ikke kun for vores egen, men også de nye muslimske medborgeres skyld:

»De friheder, vi har i Danmark, vil jeg også gerne give til muslimerne – ja, til ethvert menneske. Jeg vil gerne give dem det gode liv: den samme kvindefrihed, frihed til at tænke, som de vil. Det vil jeg af hele mit hjerte gerne give dem,« siger Marie Høgh.

Men gør man ikke det ved at udvise frisind, barmhjertighed, tilgivelse? Ved at rumme forskelligheden og give plads til andre måder at leve sit liv?

Marie Høgh kigger op.

Hendes ærinde er ikke, som nogle kritikere hævder, at ekskludere eller slå på et mindretal, men tværtimod som demokrat i et kristent samfund at kæmpe for, at også mindretallet kan nyde godt af de friheder, vi igennem generationer har bygget op:

»Den gode handling er at give næsten alt det gode, man selv har,« siger hun.

»Men det gør vi jo ikke ved at bukke under for deres særkrav. Det gør vi ved at stå fast på vores kulturarv og insistere på det, vores samfund har at tilbyde, og at det ikke skal ændres. Ellers ender vi med kun at kunne tilbyde religiøs ufrihed.«