Når en sailor går i land

Lone Kühlmann og Tine Harden har været i mange af de havne, hvor der i dag ligger danske kirker, som sømænd kan besøge.

I bogen »I fremmed havn« skriver Lone Kühlmann og Tine Harden om de danske sømandkirker. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tine Harden

Når en sailor, en rigtig sailor, går i land, så ved man aldrig, hvad der kan ske. Og derfor er det godt, at sådan en sailor – altså den danske sømand, som Otto Brandenburg engang sang så friskfyragtigt om – kan finde ordentlige sømandspræster, som kan vise ham vejen.

Som nu den tidligere sømandspræst i Hamborg Peder Nielsen, der engang i tidernes morgen, midt under kirkekaffen, fik besøg af en sømand, som stak hovedet ind og bare lige ville vide, hvor Reeperbahn egentlig lå? Reeperbahn er Hamborgs berygtede red light district. Præsten gav straks sømanden anvisninger. Da de øvrige gæster mente, at det altså var for galt, at præsten på den måde viste vej til syndens hule, var han helt afvisende.

»Ork nej, det er jo derfor, de er kommet i land, så kan vi jo lige så godt hjælpe dem på vej, som en taxa skal tjene en ublu pris,« som pastoren skal have sagt.

»Anekdoten tjener fint til at opridse, hvad der sker i Lone Kühlmanns og Tine Hardens »I fremmed havn«, hvis udgivelse heldigt nok falder sammen med, at den danske sømandskirke som institution næste år fylder 150 år. Dels er værket mest baseret på anekdotisk stof og på interviews, hvilket gør det både underholdende og levende og oplysende, og dels viser historien, at sømandspræsterne altid har været nødt til at sno sig.

Et eksempel på, at det stadig er sådan, er præsten i Pelepas i Malaysia. Malaysia er et muslimsk land, og ethvert tilløb til kristen mission er åbenbart haram på de kanter.

Faktisk må man slet ikke afholde en kristen gudstjeneste. Derfor er præsten ansat i »International Seaman’s Center« i stedet for i en sømandskirke, og han er i grunden slet ikke »præst«, men bare »seniorassistent«. Det ændrer nu ikke på, at det er DSUK – Danske sømands- og udlandskirker, som folkekirken i udlandet også kaldes – som betaler hans løn.

Lone Kühlmann, der folder sig ud som både en yderst observant reportageskribent og en meget empatisk interviewer, bringer mange af den slags fine souvenirs hjem til læseren, og Tine Harden, der er anført i logbogen som en af Danmarks allerbedste fotografer, fanger også et hav af detaljer. Hun kan både portrættere en præst, der hænger med morgenhår ud af et koøje, og fange et muntert øjeblik, mens de frivillige laver pæredansk medister til menigheden.

Til sidst i bogen samler hun et helt bryllup i én rød stilethæl! Der er mindst lige så meget at hente i de eminente billeder som i den sprøde tekst, og netop dét er et af kunststykkerne, når man laver de coffee table-bøger, som mange ubefarne tror er så lette at lave. Det er faktisk langt fra tilfældet.

Fremmede havne

Bogens to litterære skippere har været i mange af de havne, hvor der i dag ligger danske kirker, som sømænd kan besøge. De har været i New York City i USA. De har besøgt Hull i det vestlige England. De har været på besøg i Singapore. De har fulgt overassistentens arbejde i Pelepas i Malaysia. De har brugt meget energi på at fange en af de mere eksotiske sømandskirker, nemlig den i Hong Kong i Kina.

Helt tæt på Danmark, men stadig på fremmed grund, har de besøgt Göteborg. De har været i Rotterdam – som engang var verdens største havn, og i Hamborg er de næsten ved at være hjemme igen. Der mangler kun en sviptur til Algeciras i Spanien.

Alle steder laver præsterne – overordnet set – det samme. Når de ikke holder gudstjeneste, står de til rådighed for søfolkene, når der er problemer af enhver art. Oftest må de i dag selv besøge skibene, fordi man som sømand slet ikke kommer i havn mere. Der er søulke, som har været mange gange i New York uden overhovedet at have besøgt byen.

De praktiske løsninger på livets problemer er evigt aktuelt. Præsten Kim Jacobsen i Algeciras måtte engang skaffe kompostorme til et skib, hvor besætningen dyrkede tomater og krydderurter i halve olietønder. Han har ofte sømændenes kufferter stående i månedsvis, og han har sommetider været ude på skibe, hvor danske søfolk har taget deres eget liv. Ensomheden kan nemlig være svær. Og den er paradoksalt nok ikke blevet lettere, efter at man i dag kan kommunikere mere end nogensinde før.

Traditioner

Mange gange handler gerningen om at sikre, at søfolkene føler sig hjemme i fremmede havne. Når sømandspræsten Kirsten Eistrup laver stegt flæsk med persillesovs i Singapore, så er der totalt udsolgt – også selv om der er noget nær 40 grader i skyggen. Ofte handler det om at fastholde traditioner.

I New York City er der børn, som har været med i Lucia-optoget i otte år i træk, og deres forældre er ikke sømænd, men sømandskirken er også til for andre, der har brug for det. Den danske kirke i London, som ikke er med i bogen, er for eksempel et helle for mange studerende, og i Paris er man i den danske kirke, som heller ikke er med i bogen, særligt opmærksom på au pair-pigernes ve og vel.

I det hele taget opdager man – som man krydser sig gennem bogen – at sømandspræsterne selv mange gange er på uriasposter. Én fortæller om, hvordan han ene mand reddede en flok danske søfolk fra at få bank af spanske tjenere. En anden beretter, at det krævede en personlig konfrontation med Hollands dronning Juliane at få en alkoholbevilling til kirken i Rotterdam.

Kirkerne er åbne for alle – også for almindelige rejsende. Og det er ikke sjældent, at rygsækrejsende får en overnatning. De kan nemlig også blive ensomme. Men så der er altid plads til én mere i Herrens hus. Gudskelov. Og nå ja – ohøj og skål på jubilæet!

Titel: I fremmed havn. Forfatter: Lone Kühlmann og Tine Harden. Sider: 267. Pris: 399,95 kr. Forlag: Strandberg Publishing.