"Det er livsbekræftende at blive konfronteret med døden"

Sille Kongstad møder danskerne, når de ikke længere er. Som bededame med en utraditionel tilgang til sit fag forsøger hun at få folk til at have det bedre med den død, hun hver dag møder ind til.

Sille Kongstad, der er bededame og som forholder sig mere moderne til begravelser end de fleste andre bedemænd. Hun lader eksempelvis kister optræde på facebook og har en rustvognscykel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

De to unge piger, der kom gående kunne ikke få det til at stemme. Hvorfor skulle der stå en rustvogn med kiste parkeret midt i det indre København på en varm sommerdag af den slags, hvor alle synes på vej til et glas køligt hvidvin? Hvorfor skulle den stå lige der og minde dem om døden?

"Det var hårdt, mente de. De sagde, at jeg skulle tænke mig lidt om. Det var alt for meget midt i den sommerglade stemning og det kunne jeg ikke være bekendt."

Det er sket før. Når bededame Sille Kongstad har parkeret sin store, sorte rustvogn rundt omkring i gaderne, er der nogle mennesker, der bliver voldsomt provokeret af den tunge bil. På Enghavevej var der engang en mand, der slet ikke kunne holde det ud: Hvad fanden bildte hun sig ind, at hun sådan konfronterede ham med den vogn?

"Det var jo meget ubehageligt for ham at se på den vogn, måtte jeg forstå. Dem, der føler sig mest stødt, er dem, der har mest brug for at blive mindet om døden. Mange af os kan jo ikke klare tanken om, at vi en dag skal dø. Vi ved ikke om det er i dag, i morgen eller om 30 år. Det er da totalt angstprovokerende. Men det er ikke sundt, hvis vi bare lukker øjnene."

På Sille Kongstads mobiltelefon ligger der en masse fotos af døde mennesker. Før hun henter afdøde, spørger hun altid familien først, om hun må tage et billede af afdøde. Og hun sletter billederne, når der er gået et stykke tid. Nogle gange er familierne ikke helt sikre på om de vil se billedet eller ej. Derfor venter Sille Kongstad lidt, før hun sletter det.
I hendes forretning på Vesterbro hænger der ikke de sædvanlige tunge bedemands-gardiner og hun kommer selv i farver med røde negle, gule skole og knaldblå kjole. På forretningens Facebook-profil dyrker hun bevidst en åben stil, hvor hun viser fotos af kistedekorationer. Det skal alt sammen være med til at få aftabuiseret døden for os ellers dødsforskrækkede danskere. Ligesom at hun bevidst kalder sig for bededame i et ellers traditionelt maskulint fag.

"Det underlige er, at jeg aldrig har været mere glad for livet end jeg er nu. Det er livsbekræftende at blive konfronteret med døden. Hvis man ikke ved noget om faget, tænker folk: Hvor må det være hårdt. Men det er jo ikke kun sorg og smerte med den familie, der har mistet. Der kommer altid nogle glade minder op. Uanset hvor ubærlig døden er. Jeg føler mig aldrig tynget af at være i nærheden af sorgen."

Andægtighed er den stemning, som mange instinktivt knytter til en begravelse. Men en begravelse anno 2016 kan også være meget andet. Sille Kongstad forsøger med respekt for familiernes sorg at bringe dét ind, som den enkelte familie har brug for. Hun har lavet ceremonier på personlige steder, hun har bedt børnebørnene om at være med til at skrive på kisten og hente blomster fra mormors egen have og pynte den kiste, mormor ligger i.

Sille Kongstad, der er bededame og som forholder sig mere moderne til begravelser end de fleste andre bedemænd. Hun lader eksempelvis kister optræde på facebook og har en rustvognscykel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

"Tidligere har det været meget sværere at gøre en begravelse personlig og komme igennem med noget, der er anderledes. I dag er der en langt større åbenhed hos både mig og andre bedemænd i forhold til at skabe nye traditioner. Vi har haft en meget fast måde at sige farvel til folk på."

Det var en familie, hvor bedstefaren var død. Han var en mand, der var glad for at sylte og nede i hans kælder stod et hav af syltetøjsglas med marmelade, som familien ikke anede, hvad de skulle gøre med. Det endte med, at alle fremmødte til begravelsen fik et glas med hjem som et konkret minde.

"Det var meget smukt. En begravelse er et vigtigt øjeblik i menneskers liv. På linje med barnedåb og bryllup. Og de fleste er så taknemmelige bagefter. Mange er bange for, at det bliver meget hårdt at være tilstede til en begravelse. Men for mange ender det med at blive en fin oplevelse, hvor der nogle gange også er plads til latter."

For to år siden fik Sille Kongstad den ide at få bygget en rustvognscykel, der kunne transportere kister gennem de københavnske cykelstier. En cykelhandler gik i gang og da der blev lagt et foto op af den færdige cykel på Facebook, begyndte medierne fra ind- og udland at ringe.

"Første gang jeg cyklede med den fra Holmens kapel, blev jeg fulgt af tre tv-hold. Der var masser af interesse fra udlandet. Fordi de synes det er sjovt. Men det var vigtigt for mig at vise, at man godt kan bringe noget fornyelse ind i en branche, der ellers bliver betragtet som lidt kedelig. Jeg har en åben tilgang. Jeg gør også meget ud af at smile og virke imødekommende i mit første møde med familierne. Der er ingen grund til, at jeg fremstår meget alvorstung."

I begyndelsen var bededamen bange for de døde mennesker. Hun begyndte i branchen efter uddannelsesår på teologi-studiet og en karriere som kreativ iværksætter. På kapellerne blev hun også venligt mobbet i starten, fordi hun helst holdt sig væk fra de døde. Det har taget tid at vænne sig til den kolde hud, indrømmer Sille Kongstad. Og det er stadig det sværeste ved arbejdet. Det helt fysiske møde med et dødt menneske.

"Især når ligene ikke ser så pæne ud. En læge ville nok se mere klinisk på det, men der kan jeg godt mærke, at jeg tager det mere som et almindeligt menneske. Der kan være mange ting i det møde, der er svært. Hvis det er et ungt menneske eller et barn, der ligger i kisten, kan det også være vanskeligt at møde familiens smerte. Jeg havde en 16-årig dreng, der var død. Det var  mærkeligt at give ham tøj på og lægge ham i kisten, fordi jeg har en datter på samme alder. Hvis døden har været voldsom og det eksempelvis er en mand, der er sprunget ud foran et tog, har jeg ikke lyst til at se liget," siger hun.

Det var én af de ting, hun fandt sværest i begyndelsen. At kapellernes personale og kollegaer i branchen kunne tale om hverdagsting henover ligene. En dag inde på retsmedicinsk afdeling blev hun selv ramt lige i mellemgulvet af hverdagssnakken der midt i døden.

"Retsmedicinsk er i det hele taget et mærkeligt sted. Der er døde mennesker i lange baner i det ene kølerum efter det andet, hvor de går rundt og laver ligsyn og obducerer. Og ligene ser ofte ikke så pæne ud, fordi det er de mest voldsomme tilfælde. Jeg skulle hente en afdød, og ved siden af stod to bedemænd og lagde en 14-årig pige i kiste, der så helt fin ud. Jeg ved ikke, hvorfor det gjorde så stort indtryk på mig, at de to mænd bare stod og snakkede henover pigens lig om vind og vejr, imens de lagde hende og nogle bamser ned i kisten. Det blev for absurd og jeg fik lyst til at finde forældrene og sige til dem, at det her burde de gøre. Måske fordi der er en eller anden moderlig handling i det at putte sit barn og gøre det fint," siger hun.

Sille Kongstads største opgave er med ord og omsorg at nå frem til, hvad familierne har brug for. Hvordan begravelsen skal være og hvem der skal sige hvad. Nogle gange skubber hun også til dem, så sorgen kan lægge sig det helt rigtige sted.

"Når unge forældre kommer herind, fordi de har mistet barn ved fødslen, har de ofte det sådan, at det gør ondt, men det skal bare overstås. Fordi babyen ikke rigtig har nået at være der og de bare gerne vil af med smerten meget hurtigt. De vil helst ikke have en ceremoni. Der tager jeg fat i dem. For man kan ikke bare hoppe videre. Jeg har insisteret på at de skal se den lille igen og sidde med babyen i armene. Det plejer de at være taknemmelige for bagefter."

Ofte vil folk ikke holde tale ved kisten, fordi de er bange for at bryde sammen. Men Sille Kongstad siger altid til dem, at hvis er der noget sted, hvor det er ok at bryde sammen, er det til en begravelse.

"Der var engang en 40-årig kvinde, der skulle sige farvel til sin mand, som hun havde mistet ud af det blå. Ceremonien blev holdt i et kapel. Hun ville ikke holde tale, men jeg sagde til hende, at det synes jeg, at hun burde gøre. Det plejer jeg ikke at gøre, men få gange gør jeg det, hvis jeg fornemmer, at de efterlade har brug for et puf. Det er så vigtigt, at man ikke bagefter fortryder, at man ikke fik sagt noget. Hun endte med at holde den og hun var så glad for det bagefter."

Den dag Sille Kongstad selv dør, må ceremonien må gerne være lidt kaotisk med skål i rødvin. Hun vil også gerne ud på en sidste tur i rustvognscyklen til de steder i København, der betyder noget for hende. Mens familien cykler rundt med kisten, må andre mennesker derude gerne vende sig om efter optoget og blive mindet om døden. Lige der i gadeplan.

Sille Kongstad, der er bededame og som forholder sig mere moderne til begravelser end de fleste andre bedemænd. Hun lader eksempelvis kister optræde på facebook og har en rustvognscykel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

"Jeg har igennem årene lært at sorg ikke står alene. Folk bliver ofte lettede, når de finder ud af at man godt kan møde døden og afskeden på en anden måde. At der er andet end tristheden. "