»Det værste, du kan sige til en døende, er: Det skal nok gå«

Vi mangler et særligt sprog til at kunne tale om døden, og vi skal blive bedre til at være i smerten med den døende. Filosof og forfatter Peter Johannes Schjødt fandt selv ud af, hvad han kunne bruge døden til, da han lå for døden.

Filosof Peter Johannes Schjødt mener, at vi danskere har et alt for tabuiseret forhold til døden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Se den der. Den har bamser på, og på den anden derovre er der en engel. Ja, den her er mere typisk dansk. Helt uden blomster eller noget. Bare grus og lidt grønt.«

Vi går rundt på kirkegården i Præstø, og Peter Johannes Schjødt er i gang med det, han har gjort så mange aftener, når han går sin tur fra hjemmet og herud til de døde. Han går rundt og ser på gravstenene. Hvordan den ene adskiller sig fra den anden. Hvordan en blomst eller en indgravering fortæller noget særligt om dem, der ligger under jorden.

»På et eller andet tidspunkt har alle de her mennesker hver især været i bevidstheden hos et menneske, der lever i dag. De har været det vigtigste menneske for nogen. Når jeg ser på gravene og bogstaverne på dem, finder jeg en trøst i det. Hvis de kunne klare at dø, kan jeg også.«

Døden har altid været en del af den 59-årige filosof og forfatters liv. Selvom han mærker den rykke tættere på, mener han ikke, at døden er et punktum. De døde lever videre i os. Vi bringer dem frem, når en duft, lyd, sang eller andet trykker på savnet i os.

Til dagligt underviser han sosu-assistenter i at give palliativ behandling, hvor døden bliver diskuteret i plenum. Her slår det ham altid, hvordan døden stadig er et tabu.

»Vi er blevet bedre til at tale om døden - men det er kun de andres død. Det er ikke vores egen. Jeg kan tale om de døende, og jeg og mine elever kan tale med de døende. I det samme øjeblik, jeg prikker en af eleverne på maven og vil tale om deres egen død, vægrer de sig. Vi har jo nærmest ikke sproget til at sige: 'Jeg skal dø'. Vi kan ikke få det over vores læber.«

Filosof Peter Johannes Schjødt mener, at vi danskere har et alt for tabuiseret forhold til døden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard.

Hans hovedregel er, at hvis du ikke kan tale om din egen død, er det svært for dig at tale med andre om deres. Så bliver du en kliche at høre på.

»Så siger du: 'Det skal nok gå'. Men hvad nu hvis den døende siger: 'Jeg er bange'? Hvad vil du så svare? Det svar man altid kan give er: 'Det kan jeg godt forstå. Det ville jeg også være.' Så føler den døende langt mere empati. Det bliver en delt smerte, og man anerkender, at der er frygt.«

Når Peter Johannes Schjødt udtaler sig skråsikkert om døden, er det, fordi han selv har været tæt på at opleve den. For ti år blev han indlagt med galdesten og et ellers udramatisk indgreb udviklede sig til et dobbelt-sidet nyresvigt, der var ved at slå ham ihjel. Ingen troede, at han ville overleve intensiv-afdelingen.

»Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg var rædselsslagen. Jeg havde læst, skrevet og undervist og havde haft med døende og pårørende at gøre. Jeg troede, at jeg havde styr på det med døden. Da jeg selv lå der, havde jeg slet ikke styr på det. Jeg kom til kort. I dag har det sat det spor i mig, at jeg ikke tror på den lykkelige død. Det er en meget alvorlig sag, vi ikke snakker særligt meget om fra den døendes synspunkt. Til gengæld taler vi meget om det fra den pårørendes vinkel.«

Følelsen af rædselsslagenhed kunne vi godt adressere noget mere, mener han. Men vi moderne mennesker er for meget i kontrol til at træde over tærsklen til ukendt land. Vi vil hellere tage i fitnesscenter og styre vores krop.

»De alvorlige ting skal der tales om i en bestemt type af sprog. I gamle dage blev der udgivet såkaldte døde-bøger, som var fast pensum for elever. Der lærte de om døden ud fra en kristen forståelse. Ligesom at vi har seksualundervisning i dag. Vi skal finde en ny måde at tale om døden på. I dag er det sådan, at det eneste tidspunkt, vi diskuterer vores egen død, er, når vi tager stilling til organdonation. Der tester vi vores holdning til krop og sjæl og angsten for at dø. Hvis vi ikke finder et sprog for det og ikke får lejlighed til at tale om døden, er der en afgørende dimension i os selv, som vi ikke kommer i kontakt med. Så bliver tilværelsen ulidelig let.«

Da han var 19 år gammel, lærte Peter Johannes Schjødt for første gang noget om døden. Han var blevet uddannet plejer og tog nattevagter på et plejehjem. En aften sad han hos 81-årige Petra, der døde med hans hænder i sine.

»Det er sundt at blive bragt hen til grænsen for ens egen eksistens engang imellem. Dengang var jeg selv overbevist om, at jeg var er udødelig. I efterrationaliseringens ulideligt klare lys kan jeg jo se, at jeg blev kastet ud i en fuldstændig autentisk forståelse af mig selv. Det kunne jo lige så godt være mig, der var død. Jeg fik en voldsom lyst til at eksistere og gøre mit eget liv alvorligt nok. Det er jo banalt, men jeg skulle ikke beskæftige med alle mulige ligegyldige ting. Mit liv skal fanme være alvorligt, tænkte jeg.«

Som 60-årig er han nået en alder, hvor han begynder at modtage mærkelige breve fra Ældresagen og banken, der alle spørger: Hvad vil du bruge din alderdom til?

»Banken skriver ikke direkte, at de vil have en afsluttende samtale, men det ligger ligesom i kortene: Tak for et godt samarbejde. Pensionskasserne og alle de andre spørger: Er du godt klar over, at du er ved at være der? Jeg mener selv, at jeg har nogle år i mig endnu. Og de bliver nok anderledes end dem jeg har haft. Men jeg vil gerne blive ved med at blive klogere. Jeg ved dog, at jeg kommer til at ligge der igen en dag, hvor jeg er skidebange, og hvordan kan jeg allerede nu begynde at håndtere den situation?«

Engang var døden et hverdagsbillede. Noget mange havde set. I dag udsætter vi den i så lang tid som muligt med smertedækning og i stedet for os selv, sætter vi en vågnekone eller sygeplejerske ind som den person, der skal tage sig af døden.

Filosof Peter Johannes Schjødt mener, at vi danskere har et alt for tabuiseret forhold til døden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard.

»Vi burde selv være der. Men mange glider af og siger til den døende og de pårørende: 'Ring, hvis der er noget'. Mød nu i stedet op. Man må godt være lidt påtrængende. De døende forsøger nemlig at beskytte de pårørende og deres venner og siger: 'Nej, I behøver jo ikke at komme forbi'. Og de forsøger at dysse de negative følelser ned. Men selvfølgelig vil ens døende ven gerne se én. Man har jo delt et helt liv sammen.«

Vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene og bilde os selv ind, at det bliver bedre. Vi skal ikke lade som om, døden ikke er der. Slet ikke overfor den døende.

»Man skal ikke sige til én, der er ved at dø: 'Det går nok'. Det er det værste, man kan sige. Man skal kunne være i det sammen med dem. I virkeligheden skal man ikke sige så meget. Man skal lade de døende være i den eksistentielle lidelse, de er i, og så prøve at være der sammen med dem. Hellere at man sidder og holder den døende i hånden i stedet for at komme med ligegyldigheder. Det er faktisk lindrende. Vores opgave som levende er at blive i det og være der,« siger han.

Da Peter Johannes Schjødt selv lå og var ved at dø, kunne han fra hospitalsvinduet se ud på gaden, hvor der lå et busstoppested. Der stod der altid en masse mennesker med Bilka-poser i hånden og ventede på den næste bus. Dem var han så misundelig på. Tænk at de frit kunne gå i Bilka?

Den helt banale jalousi-følelse gjorde ham ensom. Hvem kunne han fortælle det til? Hvem ville kunne forstå hans trang til at gå i Bilka?

»Man skal turde stille alle de grimme spørgsmål: Er du bange for at din kone finder en ny mand, når du er død? Er du bange for at dø? Når man spørger, bliver det altid mødt med stor lettelse. Allerede når de får lov til at sige: 'Ja, jeg er bange', så er der sket noget. Så har man en samtale.«