Da generalmajor Michael Lollesgaard i marts tiltrådte som chef for den cirka 11.000 mand store FN-mission i Mali, lå det i luften, at Danmark ville øge sit troppebidrag ganske betydeligt. Danmark har støttet med blandt andet et Hercules-fly og godt en snes stabsofficerer, men da danskeren – for næsen af en hollandsk general – fik jobbet som force commander, gik der kun et par måneder, inden FN identificerede et hastende behov for en dramatisk forstærkning af forsyningsruterne til FN-styrkerne i det store lande.

Fra hovedstaden Bamako til den fjerneste FN-styrke er der 1.300 kilometer dårlige veje. Til at transportere forsyninger har general Lollesgaard kontrakt med civile vognmænd, der udvælger deres ældste lastvogne til opgaven. De rammer ofte improviserede sprængladninger, og så er der ingen grund til, at den bedste lastvogn bliver ødelagt.

Selv en kort konvoj på 500 kilometer tager et par uger, når konvojen ustandseligt stopper for at hjælpe en strandet lastbil. Hollænderne, der altså ikke fik chefjobbet, har en betydelig styrke i landet. Nu var det Danmarks tur til at levere.

I Danmark lå Mali ikke øverst på befolkningens eller politikernes dagsorden i sommer. Ganske vist nævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale i FN i september med få ord, at Danmark vil øge indsatsen i Mali, men flygtningestrømme, Islamisk Stat og ny forsvarsminister fyldte væsentligt mere.

Ikke hverdagskost

Det lavede general Lollesgaard så om på i går morges, da han via DRs radioavis efterlyste 250 danske soldater, som venligst skal medbringe en snes af de minesikrede terrængående lastbiler, som forsvaret har brugt til lignende opgaver i Afghanistan. Den nye minister, Peter Christensen (V), forsikrede, at regeringen snart kommer med et svar på FNs anmodning.

Nu er det ikke hverdagskost, at generaler er så uartige, at de bruger medierne til at sætte fart i en politisk beslutningsproces, men efter alt at dømme slipper Lollesgaard godt fra øvelsen, fordi han og FN beder om noget, som forsvaret faktisk kan levere og inden for de 500 millioner kroner, der årligt er til rådighed til internationale operationer. Logistikbidraget står i hvert fald på den liste over mulige militære bidrag, som Værnsfælles Forsvarskommando har sendt til Forsvarsministeriet. Dertil kommer, at Lollesgaard i hvert fald indtil udgangen af marts næste år og forventeligt et år yderligere er ansat af FN og ikke af dansk forsvar.

»Need to have«

Michael Lollesgaard mener ikke selv, han har været uartig. »Jeg har bare understreget vores behov hernede,« siger han i telefonen fra Mali. »Jeg har sindssygt store problemer med at genforsyne baserne oppe i nord. Du kan sige, at jeg måske har været lidt fræk og direkte om, hvad vi har brug for, men transportbehovet er ved at være ikke »nice«, men »need to have.«

I Forsvarsministeriets departement er forventningen, at et beslutningsforslag vedtages inden nytår. Oven på generalens wakeup call har de fleste partier erklæret sig villige til at stemme for at sende et mærkbart bidrag til Mali bortset fra Dansk Folkeparti, der ifølge forsvarsordfører Marie Krarup er skeptisk. Hun mener, at pengene til Mali-misssionen vil være bedre brugt til at købe nyt materiel for.

Endelig det vigtige spørgsmål: Hvor længe skal Danmark bidrage? Ifølge gældende forsvarsforlig kan Hæren stille et helt eller dele – logistikdelen – af en bataljonskampgruppe i op til halvandet år. Ellers skal der hurtigt træffes beslutning om at opstille flere enheder. Og det er der næppe nogen, der tror på.