BARCELONA: Der var ikke så meget at diskutere, da Frankrig i januar 2013 gik ind i Mali. I hvert fald ikke, hvis man ville undgå, at en »islamisk stat« kontrolleret af hellige krigere fik lov til at konsolidere sig blot 1.500 kilometer fra Europa.

Forinden havde en alliance mellem jihadister og tuareg-stammer erobret den nordlige halvdel af det enorme land. Og da de nærmede sig hovedstaden Bamako, mens forsøget på at samle en afrikansk interventionsstyrke stod i stampe, valgte franskmændene at tage sagen i egen hånd.

I første omgang med massiv succes. Oprørerne blev trængt tilbage, mens regeringen genvandt kontrollen med de vigtigste byer i det nordlige Mali. Den blev imidlertid hurtigt udfordret af terror- og guerillaaktioner, og siden en FN-mission med deltagelse af bl.a. Danmark i juli 2013 overtog kontrollen fra de franske styrker, er sikkerhedssituationen gradvist blevet værre.

Virvar af stridende parter

Såvel de lokale jihadister fra Ansar Dine som al-Qaeda-filialen AQIM er fortsat aktive, og samtidig er der opstået en række nye grupper med kapacitet til at angribe også i den sydlige del af landet.

I den nordøstlige Kidal-region opererer tuareg-oprørere uhindret. Regeringshæren har efter sigende oprettet militser, der kæmper uden skelen til internationale regler. Og som om det ikke var nok, dobbeltjobber flertallet af de mange stridende parter desuden med narkohandel og menneskesmugling. Resultatet er en stigende mængde vold mod vesterlændinge eller direkte mod FN-styrken. Ifølge MINUSMA, som missionen hedder, er 56 soldater blevet dræbt de seneste godt to år. I løbet af 2015 er det lykkedes for jihadister at gennemføre blodige angreb i hovedstaden Bamako og Sevaré, der huser en MINUSMA-base.

Risiko for slyngelkalifat

Men hvorfor investerer verdenssamfundet så mange ressourcer – pt. over 10.000 soldater – i en tilsyneladende lost case?

Især fordi det ustabile Vestafrika med sit potentiale som eksportør af fattigdomsflygtninge mindst af alt har brug et slyngelkalifat i sit geografiske hjerte. Og kun international tilstedeværelse kan pt. forhindre det i at opstå.

Samtidig har flere vestlige magter, især Frankrig, vigtige økonomiske interesser i Mali og omegn. Endelig eksisterer der en vis veneration for det ludfattige land, som i en årrække var en smuk undtagelse fra reglen om, at demokrati er umuligt at indføre i denne del af verden.

Og hvem ved, om forudsætningerne for et velfungerede samfund engang med tiden kunne genopstå? Man har jo lov til at håbe.