Danskerne ser mere tv

Stuealteret har kronede dage i år. Danskernes tv-forbrug er nemlig steget, og 2008 spås gode chancer for at slå rekord i tv-sening. Især de unge bruger mere tid foran fjernsynet.

Foto: Colourbox

Vi har aldrig tidligere tilbragt så meget tid foran fjernsynet som i årets første tre kvartaler.

I gennemsnit har hver dansker over tre år brugt to timer og 29 minutter om dagen foran »fjerneren« i år, og det er en stigning dagligt på ikke mindre end 15 minutter i forhold til 2007.

Aldrig tidligere i den elektroniske tv-målings 16-årige historie, har der været målt så højt et tv-forbrug i Danmark. Det viser en beregning, som DR Medieforskning har lavet ud fra Gallup Tv-meters tal.

Niels Marslev fra DR Medieforskning forudser, at danskerne i 2008 kan sætte danmarksrekord i tv-sening. En del af forklaringen kan være, at herrehåndboldholdets kampe ved EM og OL havde mange seere.

TV-forbruget er steget mest blandt de 15 til 24-årige, der har set 19 minutters mere fjernsyn om dagen.

Men der er ikke en enkelt kanal, der kan bryste sig af at være skyld i udviklingen.

”Man kan ikke tale om, at der er en enkelt kanal, der har fået markant flere seere. Man kan snarere sige, at smørret er smurt lidt tyndere ud over et større stykke brød end hidtil,” siger Niels Marslev.