Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvornår har du sidst ligget alene på ryggen, mærket græsset mod skulderbladene og spejdet op i en blå himmel?
Danskerne savner tid til sig selv. Vi okser af sted mellem arbejde, familien, huslige pligter og den fritid, der i stigende grad bliver spaltet ud i aktiviteter. Vi leger med lego med ungerne. Drikker vin med vennerne. Vi løfter vægte til fitness. Bager vores eget brød og sender en tweet for at få flere venner. Effektivitet og aktivisme er gået os i blodet i en grad, så danskerne nu efterlyser alene-tid. En ny Gallup for Berlingske viser, at 27 procent af danskerne ville bruge tiden på sig selv, hvis døgnet havde en time mere. Blot en procent ville bruge døgnets 25. time på at arbejde, mens hver tredje dansker ville bruge tiden på sin familie.
»Mange forsøger at tilbageerobre tiden til sig selv,« siger Jesper Bo Jensen, direktør for Institut for Fremtidsforskning.
Tiden, hvor vi er alene og laver ingenting, er ikke noget, man som udgangspunkt kan bedrive i dagens Danmark. Man skal helst fare af sted og have travlt. Forskning viser, at vi gerne fremstiller os selv som mere travle, end vi i virkeligheden er.
Men Jesper Bo Jensen peger på, at danskerne har fundet smarte metoder at tilbageerobre alene-tiden på.
»Meditation og mindfullness-bølgen er udtryk for, at vi prøver at genvinde tiden, hvor vi er alene. Det er tid, hvor vi koncentrerer os om os selv. Den mest udbredte sport er løb, hvor man ikke er i en gruppe, men bare tager sine løbesko på og løber.«
Andre populære aktiviteter er for eksempel lystfiskeri og det at læse mange bøger. Aktiviteter, der skaber et legalt rum for at være alene. Folk kryber også i enrum ved at lave mad. Eller bruger vaskerummet, der, hvis man er desperat nok, kan have lidt meditation over sig. »Vi vælger i stigende grad aktiviteter, der giver os ret til at være alene,« understreger Jesper Bo Jensen.
Herreværelset og kælderen
Et nyt udtryk for alene-tiden er herreværelset, som igen er ved at blive populært.
»Vi ser i stigende grad, at folk indretter et herreværelse med Chesterfield møbler, bordtennis og de gamle fodboldpokaler. Et sted, hvor cigarsamlingen og cognacsamlingen kan komme frem i lyset,« fortæller Mette Mechlenborg, ph.d. og rådgivningschef hos Dansk Bygningsarv.
Men i endnu højere grad end herreværelset er kælderen et udtryk for det nye behov for at være alene.
»Samtalekøkken og herreværelse er noget, man bevidst har indrettet og æsteticeret. Kælderen er i sin natur hemmelig. Her kan folk bestemme, at de vil se TV3, selv hvis solen skinner. Kælderen er et ikke-sted: det er der, vi gemmer grimme ting og arvegods. De ting, vi ikke vil stå ved,« fortæller Mechlenborg.
Kælderen har altid været det hemmelige rum op gennem litteraturen, peger forskeren på.
»Kælderen pirrer fantasien. Det er der, vi kan indrette et S/M-rum, samle på vin, smølfer eller gamle lightere. Det er ikke et repræsentativt rum. På den måde kan man sige, det er det mest autentiske udtryk for alene-tiden.«