»Det tager tid at sige nej«

Et stigende antal danskere gearer ned og dropper arbejde uden for hjemmet. En supermor i Danmarks rigeste trekant siger, det tager tid at give børn værdier og respekt for andre. En fynsk mor har udskudt drømmen om villa og have for at eje tiden. Og en iværksætter »fortryder, han ikke gjorde det før«.

Jeanette Kofmann har droppet sit advokatjob og valgt at gå hjemme for at præge sine børn. Her er hun i hjemmet i Klampenborg sammen med sønnen Frederik. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Fold sammen
Læs mere

Han var en stor mand, da han traf beslutningen, Lasse Thielfoldt. Han havde skabt to virksomheder og solgt dem igen. Han var en trendsætter med 80 ansatte i sin anden virksomhed på Østerbro. En morgen tog han beslutningen, der ikke bare drastisk skulle ændre hans eget liv, men også hans to børns. Han steg af sit travle liv.

»Jeg besluttede at blive hjemme hos vores to børn. Jeg tænkte, det nytter ikke at have så travlt, når vi har børn, der har brug for os,« fortæller han.

»Når jeg fortryder noget i dag, så er det, at jeg ikke gjorde det før,« fortsætter Lasse Thielfoldt fra Casa Dona Angela i Spanien, hvor han driver et bed and breakfast med sin kone. »Alle disse år, hvor vi havde så lidt tid og tog af sted tidligt hver morgen. Hvordan kunne jeg gøre det? Sætte børn i verden og så have så travlt?« spørger Lasse Thielfoldt.

Den 53-årige forretningsmand, der sammen med sin iværksætterkone oprettede Cafe Flora og derpå Cafe Amokka på Østerbro, traf afgørelsen om at få mere tid til familien for godt et årti siden. Han er frontløber for en tendens, der siden har spredt sig: Folk gearer ned og omprioriterer deres tid.

»Vi har over de sidste par år set en stigning i mennesker, der vælger at prioritere deres tid anderledes og beslutter sig for at gå hjemme i en periode,« siger Helle Rosdahl Lund, ledelsesrådgiver og formand for tænketanken Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv. »Vi oplever en stigende accept af at sige: Nu vælger jeg at bruge mere tid med mine børn. Jeg kan løbe stærkere igen, senere.«

Det nye er også, at tendensen findes på tværs af indkomster og social status.

»Vi ser det nu mere bredt i Danmark,« understreger Helle Rosdahl Lund. »Der er også situationer, hvor den ene af to pædagoger i samme lønramme vælger at geare ned og følgelig vælger noget fra, for eksempel udlandsferier.«

Tal fra Danmarks Statistik underbygger konsulentens analyse:

I 2014 var der 22.000 hjemmegående kvinder, der »passede børn eller andre familiemedlemmer«. En stigning på 16 procent i forhold til 2009, hvor der var 19.000. Nyhedsbrevet »Hjemmeunger« har 3.000 abonnenter, og ophavskvinden, Jane Thoning Callesen, siger: »Jeg sagde nej til en ph.d. for at have tid til mine børn. Jeg oprettede hjemmesiden »Hjemmeunger« for at se, om der var andre som mig derude. Alene den første uge havde jeg over 300 tilmeldinger. Det er et fænomen, som er vokset helt vildt.«

At gøre sine børn til »hele mennesker«

I 2930 Klampenborg er himlen altid blå. Det er i hvert fald det udtryk, der stråler fra de store, hvide huse, der soler sig i trekanten mellem Dyrehaven og Øresund, som blinker i lyset. Det er her, Audier og åbne sportsvogne hviler sig i den svalende skygge af platantræer.

Indenfor i huset er der meterhøje hvide paneler og en trappe, der muntert svinger sig op gennem hallen med et stort ildsted. Man forventer måske at finde husets hjemmegående hustru på en Trip Trap-drømmeseng i haven eller i færd med at bage speltboller. Men nej, Jeanette Kofmann har travlt.

»Vi er altid i gang,« siger den 42-årige advokat.

Hun tilhører en ny generation af hjemmegående, der har redefineret tiden for at gøre sine børn til gode samfundsborgere. Jeanette Kofmann var som sin mand advokat og vant til at arbejde mange timer.

»Men da jeg blev gravid for tredje gang, tænkte jeg, »nu er det nu, jeg holder op og tager en lang barsel«. Jeg stod med to børn, og jeg ville ikke hente dem sent fra børnehave. Det var meget fremmed for mig. Jeg tænkte ganske enkelt, at jeg gerne vil have mulighed for at præge mine egne børn.«

I Gentofte bliver børn generelt hentet klokken 15, og Jeanette Kofmann ville ikke uddelegere børnene til en au pair, som mange andre i området ellers gør.

»Jeg er vokset op på landet, og det har givet mig fokus på værdien af nærvær. Måske var min far i laden og min mor i urtehaven. Men de var der. For mig ville det være forkert ikke at være der for mine egne børn.«

Jeanette Kofmann bruger sin tid på at gøre sine børn til »hele mennesker«: »Det betyder meget for mig at skubbe mine børn godt på vej.«

Sønnen på 11 er blandt de bedste til tennis på landsplan i sin årgang. Det kræver tid. Fra 12.30 hver dag går Jeanette Kofmann i gang med at køre børnene rundt til træning. Allerede inden da har hun brugt lang tid på at booke baner, pakke tasker og smøre madpakker.

»Når vi bruger meget energi på tennis, er det ikke, fordi det går ud på at blive den bedste. Det handler om at give børnene realitetssans: De skal vide, at for at blive god til noget, kræver det hårdt arbejde.«

Forældre har ikke tid til at sige nej

Skolearbejdet fylder også meget i familien.

»Vi går op i det. Gør man noget, så gør man det ordentligt,« siger Jeanette Kofmann.

Husets børn klarer sig godt på en privatskole i nærheden.

»Men det afgørende for mig er ikke, at børnene er dygtige i skolen. Det vigtige er, at de er ordentlige mennesker,« siger Jeanette Kofmann.

Hun smider for eksempel ofte en artikel eller et videoklip på sin ældste søns seng og siger: »Læs eller hør det her, før du går i seng.« Det kan være en henvisning til en portrætudsendelse om SF-lederen Pia Olsen Dyhr eller en bog om en frihedskæmper, som sønnen nu har læst for anden gang. I efteråret blev han hevet med til et foredrag om Nordkorea.

»Hvad får du tiden til at gå med?« spørger folk og rynker brynene,« fortæller Jeanette Kofmann og ler. »Min tid går med at give mine børn en ballast, som jeg kan være stolt af. Det tager tid at opdrage. Det tager tid at sige nej. Mange forældre har ikke tid til at tage nødvendige konflikter med deres børn.«

For Jeanette Kofmann er det afgørende at prioritere.

»Jeg er privilegeret, at jeg har haft mulighed for at vælge. Det vigtige for mig er at forsøge at give børnene karakter og føle ansvar for samfundet. Det er vigtigt at respektere andre. Man kan ikke kontrollere, hvad man kommer ud for i livet. Men man kan beslutte sig for, hvordan man vil møde det,« siger hun.

Opdraget til at være ens

Iværksætteren Lasse Thielfoldt sejlede for et par uger siden på Atlanterhavet med sin 18-årige søn og hans kæreste. En formiddag dukkede ø-gruppen Azorerne op 1.700-1.800 kilometer væk.

»De dukkede frem som grønne juveler ude i Atlanterhavet,« fortæller Lasse Thielfoldt. Det er øjeblikke som disse, der er kronen på værket. Der er ikke mange kvadratmeter om bord på en båd – men nok til at rumme de to generationer. Den voksne datter er ofte i Spanien og hænger ud omkring det lille hotel.

Børn fordrer på mange måder, at man ophæver tiden, som det stavnsbånd til effektivitet, vi har ladet den udvikle sig til.

»Børn kræver, at man bare er i nærheden af dem. Så man er der, når de har lyst til at åbne sig for én. Det er en levende proces,« fortæller Lasse Thielfoldt. »Jeg føler, at jeg kender mine børn rigtig godt. At de kender mig rigtig godt. Jeg har taget mig tid til at hente og bringe. Tid til at tale med dem.«

Problemet for mange danskere er for Lasse Thielfoldt at se, at mange bliver hængt op af dyre huse i bestemte områder og materielle goder, så det er svært for dem at prioritere og drosle deres liv ned i fart.

Jane Thoning Callesen, stifteren af hjemmesiden Hjemmeunger, har udskudt drømmen om villa og have for at få økonomisk råderum til at prioritere sine børn, som hun har passet hjemme med tilskud fra kommunen.

»Vi er blevet i en lejlighed i byen. Vi har ingen have og ikke særlig meget plads – til gengæld er her masser af børn. Vi elsker det.«

Folkeånden er ved at ændre sig; danskerne har et nyt syn på at være hjemmegående, mener Jane Thoning Callesen:

»Vi ser det også på arbejdsmarkedet. Jeg oplever i min medlemsskare mange eksempler på, at kvinder eller mænd, der har været hjemme med børnene et par år, bliver modtaget positivt, når de kommer tilbage på jobmarkedet. Mange arbejdsgivere ser det som et tegn på stor integritet,« understreger Jane Thoning Callesen.

Men at vælge at bruge tiden på sine børn er ikke uden omkostninger. Jeanette Kofmann skildrer det i en nøddeskal således: »Når man er til middag, vil bordherrer hellere have en vigtig borddame, der har et prominent job. Det er ikke så fint at være hjemmegående. Det rører mig ikke. Men det er klart, det kræver selvværd at træffe det her valg. Især i et land som Danmark, hvor vi er opdraget til at gøre det samme alle sammen. Det tæller ikke på CVet, at man har brugt tid på nærvær med sine børn for at give dem værdier. Men jeg er sikker på, at jeg har haft et bedre tiår, end jeg ville have haft, hvis min mand og jeg havde haft to mere end fuldtidsjobs.«

Lasse Thielfoldt har også oplevet, at omverdenen, danskerne, der helst vil være ens, så skævt til ham.

»Jeg var den store direktør, den store ejer. Det var i første omgang et prestigetab. Også som mand; at skulle acceptere, at min hustru dækkede en stor del af leveomkostningerne. Det tog et par år, men i dag får jeg meget anerkendelse for at turde tage den beslutning.«

Lasse Thielfoldts hustru udtalte for et par år siden til et dameblad, at hun fandt sin mand, »mere mandig«, fordi han havde format til at gå hjemme.

I dag siger Lasse Thielfoldt: »Jeg opfatter generelt mig selv som et meget privilegeret menneske. Men det at jeg har et godt forhold til mine børn, det er det bedste, der er sket for mig. Det elsker jeg.«