Danske droner over Filippinerne

Droner fra fynsk virksomhed skal være med til at danne et overblik over omfanget af ødelæggelserne på Filippinerne.

Arkivofo. Fold sammen
Læs mere

Ødelæggelserne efter tyfonen Haiyans hærgen på Filippinerne er enorme og har påvirket op mod ti millioner mennesker. Nu skal dansk teknologi være med til at skaffe et mere detaljeret overblik.

Det fynske firma Danoffice IT fra Svendborg har i weekenden sendt to droner og en droneekspert til den filippinske hovedstad, Manila, for at hjælpe med nødhjælpsarbejdet. Det oplyser selskabet på dets hjemmeside.

»Vi har en dansk teknologi, der kan hjælpe vores kunder, der er NGO-organisationerne, med at udføre deres arbejde i forbindelse med nødhjælp. I det her tilfælde er det drone-teknologi, der kan bruges,« siger Lasse Heckmann, der er administrerende direktør i Danoffice IT, til dr.dk.

Dronerne kan flyve i lav højde over de katastroferamte områder og tage detaljerede billeder, som kan bruges i nødhjælpsarbejdet.

»Der kan være mudderskred eller andre skader, der har ændret infrastrukturen. Og her kan dronerne give et billede af, hvor nødhjælpsarbejderne skal tage fat. Vi sender dronerne af sted, fordi det kan give nødhjælpsarbejderne et indtryk af, hvordan de skal prioritere arbejdet i de kommende uger,« siger Lasse Heckmann.

Det vurderes, at flere end 3.600 mennesker er omkommet på grund af Hayians hærgen.